MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Svensk pris til dansk diabetes-læge

23. oktober 2018 Tilbage

Overlæge Jannet Svensson modtager den svenske Barndiabetesfondens Johnny Ludvigsson-pris – blandt andet for sit arbejde med at forbedre livskvaliteten hos børn og unge med type 1-diabetes.

​Jannet Svensson, der er forsker og overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital, har modtaget dette års Johnny Ludvigsson-pris. Den svenske pris, der er på 250.000 svenske kroner, bliver uddelt én gang om året af Barndiabetesfondens videnskabelige råd til en forsker i Skandinavien.

I en udtalelse fortæller fonden, at Jannet Svensson har udvist en imponerende kreativitet og produktivitet i både klinik og forskning. Det var derfor et enigt udvalg, der tildelte hende prisen. Foto: Claus Bjørn Larsen.

- Det er en stor ære at modtage Johnny Ludvigsson-prisen. Anerkendelsen giver både et løft på det personlige plan, og så giver de medfølgende penge mulighed for at give et løft til vores arbejde med at hjælpe de børn og familier, som er ramt af diabetes, siger Jannet Svensson i en pressemeddelelse fra Herlev og Gentofte Hospital.

I sin motivation for at tildele Jannet Svensson prisen fremhæver Barndiabetesfonden blandt andet hendes arbejde med at opbygge et nordisk diabetesdiagnostiknetværk, hendes stærke forskningsprofil og arbejdet med at vejlede både medicin- og ph.d.-studerende.

Fortsat fokus på unges livskvalitet

Jannet Svensson vil også fremadrettet fokusere på arbejdet med de unges livskvalitet. For de børn og unge, som er dårligere til at regulere deres diabetes har også en dårligere livskvalitet end andre unge.

- Derfor vil vi gerne være med til at sætte mere fokus på, dem der har det dårligt. Hvis vi skal gøre det bedre, skal vi prøve at gribe tingene lidt anderledes an, så der også arbejdes på andre parametre end hvad vi kan gøre medicinsk og teknisk. Det handler blandt andet om at arbejde med de unges indstilling til deres sygdom og livet generelt, siger Jannet Svensson.

Sidste gang en dansk læge modtog Johnny Ludvigsson-prisen var det også en ansat fra Herlev og Gentofte der løb med æren, nemlig professor Flemming Pociot i 2015.

Redigeret af Jacob Gyldenløve Aaen, jga@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes