MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Diabetesarmbånd til årets festivaler

27. juni 2019 Tilbage

De orange diabetesarmbånd, der skaber tryghed og synlighed på mange af sommerens festivaler, kan nu også købes i Diabetesforeningens netbutik.

For fjerde år i træk samarbejder Diabetesforeningen og samaritterne på musikfestivalerne rundt om i landet om at skabe tryghed for festivalgængere med diabetes. Symptomerne på lavt blodsukker kan let forveksles med beruselse. Derfor er det en fordel, at samaritterne – og andre – kan se, at du har diabetes.  

5 gode råd om alkohol og diabetes

  • Hav hellere lidt for højt blodsukker end for lavt, når du drikker alkohol.
  • Mål dit blodsukker før, under og altid efter du har drukket alkohol, så du ikke lægger dig til at sove med for lavt blodsukker.
  • Alkohol som f.eks. vodka, gin og rom skal blandes med juice eller sodavand med sukker i stedet for sukkerfri sodavand.
  • Spis gerne, inden du lægger dig til at sove, f.eks. på vej hjem fra byen.
  • Husk altid at fortælle dem, du er sammen med, at du har diabetes, og hvad de skal være opmærksomme på, så de kan hjælpe, hvis du ikke er kontaktbar (symptomer på lavt blodsukker kan forveksles med beruselse).
  • Se mere om alkohol og diabetes i denne infografik.

Samarbejdet går ud på, at man som diabetiker kan hente et orange armbånd hos samaritterne, hvor der samtidig er mulighed for at få sin insulin på køl. 

Sidste år sendte Diabetesforeningen 1.300 armbånd ud til festivalerne. Og erfaringerne er rigtig gode ifølge Miriam Munksgaard, der er udviklingskonsulent i Diabetesforeningen.

- Når vi har afleveret armbåndene til samaritterne, har vi samtidig oplyst om diabetes. Og vi hører, at de sidste års samarbejde har ført til, at samaritterne måler blodsukkeret som det første, når de ser en person ligge på jorden. Hvor de tidligere tænkte, at personen bare har fået for meget alkohol indenbords, siger Miriam Munksgaard.

En usynlig sygdom

Armbåndet gør også, at man som diabetiker kan spotte andre diabetikere.

- Diabetes er på mange måder en usynlig sygdom, og armbåndet kan være en samtalestarter på flere forskellige niveauer. Du kan via armbåndet få et fællesskab med andre med diabetes, men det kan også give anledning til at fortælle uvidende om sygdommen, siger Miriam Munksgaard og tilføjer:

- Vi får også mange positive tilkendegivelser fra forældre og andre pårørende til de unge festivalgæster, som fortæller, at armbåndene gør dem trygge.

Sådan får du fat i armbåndet 

Indtil videre kan diabetesarmbåndene hentes hos samaritterne på følgende festivaler: Roskilde Festival, Nibe Festival, Vig Festival, Langelandsfestival, Smukfest i Skanderborg og Samsø Festival. 

Da efterspørgslen har været meget stor i år, er det nu muligt at købe 20 armbånd for 44,- i Diabetesforeningens netbutik (de koster 50,- for ikke-medlemmer). 

Kommer man forbi Diabetesforeningen, som ligger lige ved Glostrup Station, på en hverdag mellem kl. 9 og 15 er man også velkommen til at komme forbi receptionen og hente et armbånd kvit og frit.

For fjerde år i træk har Diabetesforeningen sendt poser med orange diabetesarmbånd kvit og frit ud til landets festivaler, som diabetikere gratis kan hente hos festivalernes samaritter.

 Af Sara Hartmann Sivertsen, shs@diabetes.dk  

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes