MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Gode råd til den nye sundhedsminister

02. juli 2019 Tilbage

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal sikre mere lighed i sundhed. Der skal vedtages en mere ambitiøs politik om forebyggelse med blandt andet sund skolemad og højere afgifter på usunde fødevarer. Det er noget af det, Diabetesforeningen foreslår i et nyt debatindlæg.

Det politiske medie, Altinget, bringer i dag et debatindlæg fra Diabetesforeningen med en række idéer, krav og gode råd til den netop tiltrådte sundhedsminister Magnus Heunicke.

Diabetesforeningen har givet den nye sundhedsminister Rasmus Heunicke (S) en række gode råd i et nyt debatindlæg. Fotograf: Steen Brogaard.

Vi mener, at ministeren bør stille krav til kommunerne, så mennesker med type 2-diabetes ikke fortsat skal opleve de store forskelle mellem tilbuddene i forskellige kommuner:

- Der er alt for stor variation i tilbud og kvaliteten afhængigt af, hvilken kommune man bor i. Derfor bør man prioritere kvalitetsudvikling af tilbud i kommunerne og indføre bindende krav, så postnummeret ikke er afgørende for ens sundhed, lyder det blandt andet i debatindlægget.

I indlægget foreslår vi også, at den nye regering fokuserer på folkesundhed og forebyggelse.

Det kan blandt andet ske ved at genindføre sodavandsafgiften, sikre mere fysisk aktivitet i folkeskolen og i det hele taget handle så børn får bedre muligheder for at grundlægge sunde vaner tidligt:

- Så kære sundhedsminister Magnus Heunicke: Sæt forebyggelse højere på den sundhedspolitiske dagsorden og vedtag en ambitiøs forebyggelsespolitik med fokus på strukturel forebyggelse og bindende krav til kommunerne, så vi for alvor får vendt udviklingen i overvægt, type 2-diabetes og andre livsstilsrelaterede sygdomme, skriver vores politiske chef Ane Eggert Jackson i debatindlægget.

Mange af vores medlemmer med både type 1- og type 2-diabetes oplever problemer med at få adgang til rette udstyr og tilskud i kommunerne. Det er en sag, Diabetesforeningen vil tage op med den nye social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

Følg linket herunder og læs mere.

Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes