MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Mere diabetesudstyr at vælge imellem i København

27. november 2019 Tilbage

Københavns Kommune udvider nu diabetikeres valgmuligheder om udstyr til blodsukkermåling og penkanyler. Dialog med kommunen og kritik fra diabetikere har givet resultat, mener Diabetesforeningen.

Kritikken haglede ned over Københavns Kommune i foråret 2018, da hovedstaden valgte at skære voldsomt ned i mennesker med diabetes’ valgmuligheder indenfor diabetesudstyr. Nu har kommunen åbnet op for flere valgmuligheder for de flere end 17.000 københavnere, der lever med diabetes.

Socialrådgiver i Diabetesforeningen Helle Vincens Blum
Den enkelte med diabetes skal have adgang til det rette udstyr. Det stiller både krav til valgmuligheder og til kvaliteten af udstyret, siger Helle Vincens Blum.

- Det er godt, at København har lyttet til kritikken. Mange med diabetes blev frustrerede og utrygge, da København pludselig afskar mange fra adgangen til det udstyr, de var vant til at bruge. En ordentlig diabetesbehandling kræver det rette udstyr, og det er kommunens ansvar at sikre det, siger rådgivningskonsulent Helle Vincens Blum fra Diabetesforeningen.

Konkret ændrer Københavns Kommune nu på valgmulighederne, så den enkelte med diabetes fremover for eksempel kan vælge mellem tre forskellige typer penkanyler frem for blot en enkelt.

Glæder sig over dialog

Kritikken kom både fra Diabetesforeningen og fra mange med diabetes, der følte sig utrygge ved at skulle bruge blandt andet en bestemt type penkanyle, der førhen har været meget udskældt. Andre var utilfredse med, at kommunens nye praksis på diabetesområdet forhindrede dem i at bruge det udstyr til blodsukkermåling, de var trygge ved og kendte.

Københavns Kommune glæder sig over, at dialogen med Diabetesforeningen og københavnere med diabetes har gjort det muligt at give flere valgmuligheder uden egenbetaling:

- Den løbende dialog med samarbejdspartnere som Diabetesforeningen prioriterer vi meget højt, fordi vi gennem denne her type samarbejde får værdifuld viden om borgernes behov. Dialogen med borgernes foreninger er for os lige så vigtig som selve markedsdialogen med leverandørerne. Så vi er glade for den nye prisindhentning, og det håber vi også, at borgerne bliver, fortæller chef for Hjælpemiddelcentret, Didde Neuchs Christensen, og områdechef i Socialforvaltningen, Charlotte Vidmar i en mail.

Udstyr vigtig for behandling

Diabetesforeningen er også tilfredse med, at dialogen med Københavns Kommune har givet resultater, for det er fortsat vigtigt for Diabetesforeningen, at alle kommuner har et varieret udbud af udstyr til mennesker med diabetes:

- Det rette udstyr er en forudsætning for en god diabetesbehandling, og hvis ens kommune ikke giver adgang til det rette udstyr for den enkelte, kan det true diabetesbehandlingen og på sigt give flere alvorlige følgesygdomme. Det er derfor vigtigt både med valgmuligheder og at udstyret har en høj kvalitet, siger Helle Vincens Blum.

I modsætning til for et år siden, da Københavns Kommune senest ændrede på diabetikernes valgmuligheder, har kommunen ikke sendt et brev ud til samtlige med diabetes. I stedet får de berørte løbende besked om de ekstra valgmuligheder, når de bestiller udstyr hos leverandøren, modtager leverandørens nyhedsbrev eller når de ellers er i kontakt med kommunen om deres diabetesudstyr.

Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Flere valgmuligheder af diabetesudstyr i København

Har du bevilling til standard-diabeteshjælpemidler, har du nu flere valgmuligheder uden egenbetaling:

Teststrimler: GlucoMen Areo og CareSens N.

Blodsukkermålere: CareSens N Pop, CareSens N, CareSens Premier, CareSens N Dual og GlucoMen Areo.

Penkanyler: Klinion, Medoject og Carefine.

Lancetter: Klinion, Vitrex og Mena.

Blodketonmålere: GlucoMen Areo 2K og CareSens Dual Keton.

Kilde: Københavns Kommune

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes