Ny forskningschef i Diabetesforeningen

Diabetesforeningen har ansat Tanja Thybo som ny chef for Forskning & Analyse. Den nye forskningschef kommer fra en stilling som Senior Project Manager på Steno Diabetes Center Copenhagen.

Tanja Thybo Web
05. april 2020 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

47-årige Tanja Thybo er uddannet i molekylærbiologi fra Århus Universitet og tog efterfølgende en ph.d. grad indenfor gærgenetik fra Danmarks Tekniske Universitet i 2004.

Efter forskeruddannelsen arbejdede hun en årrække i en dansk-schweizisk bioteknologisk virksomhed med hovedsæde i Basel, før hun i 2011 fik ansættelse på Steno Diabetes Center.


Her har hun bestridt en række stillinger indenfor forskning og innovation frem til, hun blev ansat som ny forskningschef i Diabetesforeningen.  

I Diabetesforeningen står hun i spidsen for Forskning & Analyse og skal fortsætte udviklingen af afdelingen samt varetage de stærke relationer, Diabetesforeningen har til det danske diabetesforskningsmiljø.

Privat er Tanja Thybo gift, har to sønner og bor i København. Diabetesforeningen, der har hovedkontor i Glostrup, er en af Danmarks største interesseorganisationer og patientforeninger med 92.000 medlemmer.