MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Trives dit barn dårligt? Sådan kan du hjælpe

24. maj 2019 Tilbage

En ny rapport viste for nyligt, at gymnasiepiger og erhvervsskoledrenge med diabetes trives dårligere på nogle områder end deres jævnaldrende uden diabetes. Har dit barn eller din teenager det svært, så støt op ved at benytte disse 4 råd fra diabetespsykolog Åse Nielsen. 

Ung pige bliver trøstet
Piger i gymnasiet, som har diabetes, er mere utilfredse med deres krop end deres veninder i gymnasiet. De har desuden dårligere trivsel i skolen og sover dårligere.

1. Tilbyd din hjælp

Har dit barn set trist ud i nogle dage, så foreslå, at I sætter jer ned og snakker om det. Lyt, lyt, lyt. Og spørg, om der er noget, du kan hjælpe med.

2. Spørg ind

Hvis den unge siger: ’Jeg er også for tyk’, så vil mange forældre automatisk sige ”Nej, det er du da slet ikke!” Men hun/han har mere brug for, at du hjælp med at rumme de svære følelser og reflektere over dem. Det kan du gøre ved at spørge ind: ”Hvad er problemet ved at være for tyk?” Så fortæller den unge måske om sin frygt for, at ingen vil være venner med ham eller hende. Og så kan I få snakket om det bagvedliggende problem – som ofte er større end det første.

3. Undgå at skælde ud

...når dit barn for eksempel klager over, at det ikke vil i skole eller at det ikke kan lide at det er træt af at være anderledes end de andre pga. sin diabetes. Barnet vil føle sig demotiveret, og du risikerer, at det pjækker fra skole eller holder op med at måle blodsukre. Vis i stedet forståelse og følg de øvrige råd.

4. Pak din bedreviden laaangt væk...

Dit barn kan ikke bruge det til noget, når du siger, at ”sådan var det også, da jeg var 17”. For nej, din ungdom var ikke magen til dit barns.

5. Tal om de andres problemer

Hvis dit barn er ked af at skille sig ud på grund af sin diabetes, så prøv at hjælpe hende eller ham til at få øje på de problemer, som andre jævnaldrende tumler med. Spørg ind til, om der er andre i klassen, der har det svært? Er der nogen, der har andre sygdomme eller har mistet deres forældre? På den måde kan du hjælpe dit barn til at få et mere realistisk syn på virkeligheden og afhjælpe følelsen af at være den eneste, der har det svært.

Åse Nielsen er diabetespsykolog ved Steno Diabetes Center Aarhus og en af Diabetesforeningens rådgivere.

Af Stine Mørkeberg stm@diabetes.dk

 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes