MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Vil du have indflydelse på, hvem der får forskningslegater?

07. august 2019 Tilbage

Diabetesforeningen inviterer diabetikere og pårørende til at hjælpe med at udvælge de forskningsprojekter, der skal modtage Diabetesforeningens Forskningslegat 2019.

Diabetesforeningens forskningslegater skal uddeles torsdag den 7. november.

Og for tredje år i træk inviterer Diabetesforeningen et brugerpanel bestående af patienter og pårørende til at være med til at udvælge de forskningsprojekter, der skal modtage penge. 

Pernille Gad, der selv har type 1-diabetes, deltog sidste år i Diabetesforeningens brugerpanel. Hun er rigtig glad for, at helt almindelige mennesker med diabetes bliver inddraget i beslutningen om, hvilke forskningsprojekter der skal have legater. Foto: Claus Bjørn Larsen

Dem, der bliver udvalgt til brugerpanelet, skal deltage i en temadag, hvor de kommer til at møde forskerne bag de indstillede projekter. Derefter skal de komme med deres indstilling til Diabetesforeningens Forskningsråd, som tager den med i sin endelige vurdering, når det besluttes, hvilke af de indstillede forskningsprojekter der skal have legater.

Patienternes stemme

- Vores fornemmeste opgave i Diabetesforeningen er at være patienternes stemme. Derfor er det naturligt for os at inddrage helt almindelige mennesker med diabetes – eller pårørende til diabetes. På den måde sikrer vi, at der bliver forsket i emner og problemstillinger, som diabetikere kan relatere til i deres hverdag, siger Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo.

Pernille Gad, der har haft type 1-diabetes i mere end 40 år, var med i brugerpanelet sidste år. Og hun er rigtig glad for, at patienterne bliver inddraget:  

- For diabetespatienter er forskning utrolig vigtig. Uden de fremskridt, forskningen har bibragt, kunne jeg ikke stå her i dag. Forskningen er både med til at øge livskvaliteten og livslængden for os, der lever med diabetes. Derfor var det utrolig godt at føle, at man bliver hørt, siger hun.

Diabetesforeningens Forskningslegat 2018 blev uddelt til tre forskere, der alle arbejder med at skaffe ny viden om diabetes og følgesygdomme til diabetes eller leder efter metoder til at forbedre behandlingen af diabetes.

Tilmeld dig brugerpanelet 

Vi søger diabetikere og pårørende (i alt seks personer) til vores brugerpanel, som skal mødes til en temadag. Her skal panelet blandt andet møde forskerne bag de indstillede projekter.

Temadagen foregår i Diabetesforeningens lokaler i Glostrup den 26. september 2019 kl. 15-19. 

Det kræver ikke nogen særlige forudsætninger at deltage, men det forventes, at man – ud over at deltage i selve temadagen – læser seks halve siders lægmandsbeskrivelser af forskningsprojekterne på dansk. Derudover inviteres man med til Diabetesforeningens Forskningslegatsuddeling den 7. november fra kl. 17.30. 

Har du lyst til at være med i brugerpanelet, så send en mail til projektleder for Diabetesforeningens Forskningslegatuddeling, Anne-Marie K. Wegener på mail: amk@diabetes.dk, hvor du svarer på følgende punkter:

  • Navn
  • Alder
  • Pårørende eller diabetestype
  • En kort motivation for at deltage
  • Adresse
  • Telefonnummer

Deadline er fredag 16. august kl. 12.00.

Du får endeligt svar på, om du kommer med i panelet i løbet af uge 34. Diabetesforeningen tilstræber, at panelet bliver bredt sammensat.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Anne-Marie K. Wegener, der er projektleder for Diabetesforeningens Forskningslegatuddeling på telefon: 63 12 90 66 eller mail: amk@diabetes.dk.   

Af: Sara Hartmann Sivertsen, shs@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes