Coronavirus og diabetes - sådan forholder du dig

Mange mennesker med diabetes er bekymrede for coronavirus. Få svar på de tre mest centrale spørgsmål fra diabetesekspert, professor Troels Krarup Hansen.

Corona 4 Web
27. februar 2020 | Af Ninett Rohde Brandt nrb@diabetes.dk

Efter konstateringen af det første coronavirus-tilfælde i Danmark tidligt torsdag morgen, har flere bekymrede mennesker med diabetes kontaktet Diabetesforeningen.

Da coronavirus er så ny, findes der endnu ingen specialister i både diabetes og coronavirus. Men Diabetesforeningen har vendt de mest centrale spørgsmål om coronavirus og diabetes med professor Troels Krarup Hansen, forsker i diabetiske følgesygdomme, medlem af Diabetesforeningens Diabetesråd og direktør for Steno Diabetes Center Aarhus.

Er der grund til bekymring i forhold til coronavirus, hvis man har diabetes?
- Min umiddelbare vurdering er, at man ikke som diabetespatient har grund til at være mere bekymret for coronavirus, end hvis man ikke har diabetes. Det skal selvfølgelig understreges, at vi stadig ikke ved ret meget om virussen. Men det ser ud til, at dem, der primært rammes hårdest af infektionen, er ældre og på forhånd svækkede mennesker.

Troels Krarup Hansen
Professor Troels Krarup Hansen mener umiddelbart ikke, at der er grund til mere bekymring som diabetespatient.

Men diabetes fremhæves i nogle medier som en risikofaktor. Hvordan skal det så forstås?
- Det er svært at sige i forhold til de tidlige studier af coronavirus, men jeg vil mene, at det ikke er diabetesdiagnosen i sig selv, der kan give øget risiko ved coronavirus. Der kan være en risiko, hvis man har betydelige komplikationer som for eksempel hjertekarsygdom eller på anden måde er svækket - ligesom ved almindelig influenza. Noget tyder på, at højt blodsukker kan svække immunsystemet og derigennem give en øget modtagelighed for infektioner

- I den sammenhæng er det selvfølgelig vigtigt, som det altid er, at holde sin blodsukkerregulering så god som muligt. I Danmark anbefaler vi derfor også vaccination mod influenza for en sikkerhedsskyld. Men jeg holder fast i, at der efter min bedste overbevisning ikke er grund til, at man som diabetespatient bekymrer sig mere end den almene befolkning.

Hvad skal man som diabetespatient gøre, hvis man er nervøs for coronavirus?
- Som diabetespatient kan feber, som man kan få ved coronavirus, men også ved almindelig influenza, gøre det sværere at kontrollere blodsukkeret. Men det ændrer ikke på, at det, man skal gøre som diabetespatient, er at følge de almene anvisninger.

- Man skal – som alle andre mennesker - prioritere god håndhygiejne og undgå personer med symptomer på forkølelse eller luftvejsinfektion. Specifikt som diabetespatient vil det derudover være en god idé at undgå længerevarende høje blodsukre. Men det skal man selvfølgelig altid forsøge at undgå.

- Hvis man føler symptomer, er det vigtigt, at man ikke møder fysisk op hos lægen. Det er vigtigt, at man ringer til lægen først.

 Artiklen er opdateret mandag den 2. marts 2020 kl. 13.