Diabetesforeningen glædes over protektor H.K.H. Prins Joachims bedring

Efter Kongehuset den 25. juli oplyste, at Diabetesforeningens protektor gennem 28 år H.K.H Prins Joachim var blevet opereret for en blodprop i hjernen, er det strømmet ind med sympati-tilkendegivelser og ønsker om god bedring.

Fm18prinsjoachim
28. juli 2020

Diabetesforeningens formand og direktør har i forbindelse med indlæggelsen sendt en personlig hilsen på vegne af foreningen til protektoren H.K.H. Prins Joachim, med ønsket om snarlig bedring.

Diabetesforeningens protektor gjorde sig særligt bemærket på Diabetesforeningens sociale medier under corona-krisen, da han sendte en personlige videohilsen til Diabetesforeningens medlemmer, og endnu engang demonstrerede sit store engagement i diabetessagen.

På Diabetesforeningens Facebook-side har over 500 brugere i skrivende stund tilkendegivet deres støtte, og mange har tilføjet en personlig hilsen til H.K.H. Prins Joachim. Her lyder det blandt andet:

  • ”Ønsker Dem rigtig god bedring med ønske om snarlig bedring  og en dybfølt tak for Deres støtte til os alle med diabetes ❤️”
  • ”Deres kongelig højhed, en kærlig hilsen og håb om snarlig god bedring til dem og også en hilsen til hele deres familie ❤”
  • ”God bedring til H.K.H Prins Joakim. De bedste tanker til dig og familien. Håber de kommer Dem hurtigt. Tak for Deres arbejde for vores forening”
  • ”Ønsker god bedring med håbet om at blodproppen ikke har sat spor fremadrettet. Alt det bedste fra Danmark”
  • ”Rigtig god bedring og 1000 tak for støtten. Respekt for Deres arbejde.”

Nu forlyder det fra Kongehuset, at H.K.H. Prins Joachim er i bedring og efter lægernes vurdering ikke får fysiske følger eller andre mén som følge af blodproppen. Diabetesforeningen glæder sig over de positive nyheder og ønsker prinsen fortsat rigtig god bedring.