Diabetesforeningen og DAVA Foods indgår samarbejde

DAVA Foods er Skandinaviens største leverandør af æg og kan nu også bryste sig af at være samarbejdspartner med Diabetesforeningen. Samarbejdet skal blandt andet sætte fokus på børn med diabetes.

Æggebakke Dava
14. december 2020 | Af Simon Festersen sfe@diabetes.dk

Fra det nye år kan du være så heldig at støde på Diabetesforeningens støttelogo, når du køber æg i supermarkedet. Åbner du æggebakken, vil du samtidig få øje på skiftende budskaber relateret til diabetes.

Det sker, fordi Diabetesforeningen har indgået samarbejde med DAVA Foods, der er Skandinaviens største leverandør af æg og æggebaserede produkter.

Samarbejdet sikrer, at Diabetesforeningen hvert år bliver at finde på minimum 1 million æggebakker, hvor forbrugeren blandt andet har mulighed for at donere penge til Diabetesforeningens arbejde for børn med diabetes via MobilePay 61510.

DAVA Foods bidrager desuden til at udbrede kendskabet til diabetes på deres hjemmeside, hvor Diabetesforeningens eksperter fortæller om type 2-diabetes og sund mad.

Kim Thines, erhvervsansvarlig, partnerskaber & CSR i Diabetesforeningen, er glad for det nye samarbejde.

- Mange mennesker opfatter diabetes som uproblematisk, men det er ikke tilfældet. Diabetes giver et væsentligt dyk i livskvaliteten og risiko for at udvikle alvorlige følgesygdomme. Derfor er det super vigtigt at udbrede viden om diabetes – især fordi type 2-diabetes kan forebygges gennem blandt andet sunde spisevaner. DAVA Foods giver os her muligheden for at række ud til både hjerte og hjerne i danskerne.

Om samarbejdet siger Sune Andersen, kommunikations- og marketingchef i DAVA Foods:

- DAVA Foods ønsker at inspirere forbrugerne med sunde og sikre fødevarer, som er produceret ansvarligt. Derfor er det nærliggende for os at samarbejde med Diabetesforeningen, og ønsket om at støtte op om dem og deres arbejde er i god tråd med vores vision, for herigennem vi sammen kan skabe et sundere samfund for alle i Danmark.

Fokus på verdensmål

Samarbejdsaftalen strækker sig frem til udgangen af 2023.

Frem til da kan DAVA Foods nyde godt af eksponering hele året rundt på Diabetesforeningens hjemmeside, ligesom samarbejdet får omtale på diverse digitale kanaler.

DAVA Foods arbejder aktivt med FN’s 17 verdensmål gennem hele værdikæden – lige fra landmanden til det færdige produkt i køledisken. Og går altså nu ind i kampen for et bedre liv med diabetes.

Diabetes i kraftig vækst

I dag har mindst 280.000 danskere diabetes. Et tal, der kun er støt stigende. 

Hvert år bliver knap 15.000 danskere diagnosticeret med type 2-diabetes, mens flere end 1.000 danskere går hjem fra lægen med diagnosen type 1-diabetes.

Derudover skønnes det, at 360.000 danskere har et forstadie til type 2-diabetes.

Diabetes kan give skader på blandt andet hjertet, nyrerne, øjnene og følesansen i fødderne, hvis ikke sygdommen tages alvorligt.