Diabetesforeningens delegeretmøde og regionsmøder bliver afholdt digitalt
Selvom mange dele af samfundet næsten er tilbage til normalen, er der stadig coronavirus i luften. Diabetesforeningens hovedbestyrelse har taget konsekvensen af situationen og besluttet at afholde delegeretmøde og regionsmøder digitalt i september. Vi kan og vil ikke risikere at samle de mange deltagere fysisk, siger foreningens formand, Jørgen Andersen.
Der skal drøftes strategi og 2-årig aktivitetsplan, når flere end 100 delegerede fra lokalforeninger, regionsudvalg og familie- og ungegrupper den 13. september skal mødes til delegeretmøde. Samme dag afholdes også regionsmøder, hvor der er mulighed for at få overblik over og ikke mindst indflydelse på, hvad der foregår i Diabetesforeningen på regionsplan.
Men i år bliver rammen for møderne anderledes. Dagen med delegeretmøde og regionsmøder kommer nemlig til at foregå digitalt.
- Vi har besluttet i hovedbestyrelsen, at delegeretmøde og regionsmøderne afholdes digitalt af hensyn til sikkerheden. Det er en reel bekymring, at der kan komme en anden bølge af covid-19 til efteråret, og da mange af deltagerne til disse møder er i særlig risiko, er vi kommet frem til, at vi ikke kan og vil risikere at samle de mange deltagere fysisk i et stort konferencecenter, siger formand for Diabetesforeningen, Jørgen Andersen, og fortsætter:
- Det har været en svær beslutning, som vi ikke er kommet let til, da vi ved, at det fysiske møde betyder meget for deltagerne. Men vi håber på deres forståelse og opbakning.
Bygger på erfaringer fra digitalt repræsentantskabsmøde
Jørgen Andersen blev valgt som formand til repræsentantskabsmødet i maj, der ligeledes blev afholdt digitalt over en to ugers periode på en nyudviklet digital platform.
Mødet var med til at danne vigtige erfaringer, som Diabetesforeningen vil gøre brug af ved planlægningen af det samlede digitale møde for delegeretmødet og regionsmøderne, der afholdes søndag den 13. september 2020 fra klokken 10 til 14.
- Det digitale repræsentantskabsmøde har givet os en rigtig god bund at bygge videre på, og i Diabetesforeningen arbejder vi allerede nu på højtryk for at få skabt de bedst mulige rammer for det digitale delegeretmøde kombineret med regionsmøder, siger chef for politisk sekretariat, Ane Eggert Jackson.
Deltagerne i det samlede møde for delegeretmøde og regionsmøder vil senest den 13. august modtage de praktiske informationer om den digitale afvikling.