Gulerødder og peanuts giver millioner til diabetessagen

Discountkæden REMA 1000s samarbejde med Diabetesforeningen giver igen milliondonation til foreningens arbejde. Samarbejdet om sundere vaner og varer gør det muligt for REMA 1000 at tage aktiv stilling og bidrage til diabetessagen.

Mink Mingle Vjvjehmitzk Unsplash
21. januar 2020 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Salg af gulerødder, peanutbarer fra Easis og særlige udgaver af Diabetesforeningens kogebøger i discountkæden REMA 1000 skaber igen et overskud på millioner af kroner til gavn for diabetessagen.

2 5Mio Fra REMA1000 Til Diabetesforeningen.Fotosarahartmannsivertsen
Erhvervsansvarlig i Diabetesforeningen, Kim Thines (th) og indkøbs- og marketingdirektør i REMA 1000, Anders René Jensen (tv). Foto: Sara Hartmann Sivertsen.

I 2019 gav samarbejdet mellem Diabetesforeningen og REMA 100 i alt 2.498.012 kroner, hvilket er en ny rekord: I 2018 gav samarbejdet lige over 1,8 millioner kroner.

Forebyggelse, forskning og familier

- Vi er meget glade og respektfulde over den store donation fra REMA 1000, deres medarbejdere og ikke mindst købmænd, der med deres aktive indsats yder et væsentligt bidrag til resultatet. Donationen muliggør en endnu større indsats til gavn for diabetessagen. Diabetesforeningen bruger overskuddet til børne- og familiekurser, forskning i diabetes, rådgivning samt forebyggelse af type 2-diabetes og oplysning, siger erhvervsansvarlig i Diabetesforeningen Kim Thines.

Hver gang REMA 1000 sælger en pose økologiske gulerødder, snackgulerødder eller en peanutbar fra Easis, går der 25 øre til Diabetesforeningen. Derudover har de enkelte købmænd over hele Danmark støttet op ved at sælge Diabetesforeningens opskriftsbøger i deres butikker.

Discount med holdning

I REMA 1000 er man glade for samarbejdet med Diabetesforeningen, som giver discountkæden mulighed for at spille en aktiv rolle.

- Diabetes er et stigende problem i Danmark, og det har derfor været naturligt for os at gå aktivt ind og støtte kampen mod diabetes. Vi ønsker at være en aktiv del af at gøre det nemmere og billigere at vælge sundt, så vi kan hjælpe med at knække det stigende problem med usunde vaner. Og når vi samtidig kan bidrage med midler til det store arbejde, som Diabetesforeningen gør, så føler vi, at det lykkes os at levere discount med holdning til de danske forbrugere, siger indkøbs- og marketingdirektør Anders René Jensen.