Ildsjæle over hele landet nomineret

Personer med diabetes og pårørende har nomineret 17 læger, sygeplejersker, fodterapeuter og hele afdelinger til Diabetesforeningens Behandlerpris, som uddeles i næste uge. Netop nu er det vigtigt med anerkendelse til behandlerne, mener Diabetesforeningen.

Diabetesupdate2018publikumklapper
16. april 2020 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

De behandlere, som tager sig af børn og voksne med diabetes, spiller en helt særlig rolle i hverdagen for personer med diabetes. Mange gør en indsats udover det sædvanlige og skaber tryghed for både den, der har diabetes, og for pårørende som for eksempel forældre til børn med type 1-diabetes. Den indsats fortjener en helt særlig anerkendelse, mener Diabetesforeningen, som derfor har indstiftet Behandlerprisen.

I næste uge uddeles prisen for anden gang.

- Behandlerprisen er en helt særlig anerkendelse fra dem, det drejer sig om, nemlig dem, der lever med diabetes og deres pårørende. De ildsjæle, der er indstillet til prisen, gør en ekstraordinær forskel for de mennesker, de behandler, og det fortjener respekt og anerkendelse, fortæller forskningschef Tanja Thybo fra Diabetesforeningen.

Forskningschefen er i spidsen for den komité, der vurderer de 17 nomineringer og vælger modtageren af Behandlerprisen 2020.

Vigtig anerkendelse

De i alt 17 nominerede læger, sygeplejersker, fodterapeuter og hele sygehusafdelinger, der er indstillet af dem, de behandler, fordeler sig over hele landet. Behandlerprisen var planlagt til at skulle uddeles på Diabetesforeningens repræsentantskabsmøde i maj, men den igangværende coronakrise har ændret planerne, og derfor offentliggøres vinderen i næste uge.

- Netop i denne svære tid er det ekstra vigtigt med anerkendelse for det enorme arbejde, behandlere gør for alle med diabetes. Coronakrisen skal ikke forhindre, at de dygtige og engagerede ildsjæle, mennesker med diabetes møder mange steder, får den anerkendelse, de fortjener. Vi håber, Behandlerprisen kan være et fortjent lyspunkt både for vinderen og for de mange nominerede. Det har de fortjent, siger Tanja Thybo.

Behandlerprisen er på 25.000 kroner, heraf 20.000 kroner til et diabetesrelevant projekt på arbejdspladsen og 5.000 kroner som en personlig gave.