Jørgen Andersen fortsætter som formand for Diabetesforeningen
Repræsentantskabet i Diabetesforeningen valgte med stort flertal Jørgen Andersen som ny formand. Coronakrisen har understreget Diabetesforeningens store betydning for alle med diabetes, og det fundament skal vi bygge videre på, siger Jørgen Andersen.
Den konstituerede formand for Diabetesforeningen, Jørgen Andersen, fortsætter på posten de kommende tre år. Det står klart efter, de delegerede med meget stort flertal har valgt ham som formand. Jørgen Andersen har været konstitueret på formandsposten, siden professor Torsten Lauritzen sidste sommer måtte trække sig af helbredsmæssige årsager.
Jørgen Andersen glæder sig over at stå i spidsen for en stærk forening, der har givet ham et klart mandat til at fortsætte.
- Det er rart, at der er bred opbakning i foreningen til at holde fast i de ting, vi allerede gør rigtigt godt, men samtidig et ønske om at forbedre indsatsen og arbejde på at skabe endnu flere politiske resultater for personer med diabetes og deres pårørende. Vi har igen set her i coronakrisen, hvor solid vores eksistensberettigelse er, og hvor efterspurgte vores ydelser er. Det vil jeg tage med videre og bygge ovenpå som formand, siger den 48-årige Jørgen Andersen.
Klart resultat
Jørgen Andersen, der selv har type 1-diabetes, har været næstformand i Diabetesforeningens hovedbestyrelse i en årrække og har også været involveret i det lokale foreningsarbejde i Skive, hvor han bor.
Hans ene datter har også type 1-diabetes, hvorfor Jørgen Andersen har relation til diabetes som patient og som pårørende. Ved siden af sit hverv i Diabetesforeningen arbejder formanden som salgschef i hvidevarekoncernen Miele Professional A/S.
Jørgen Andersen slog sin modkandidat, formand for lokalforeningen i Syddjurs Kommune Bent Schouw, med stemmerne 88-3.
Forening på rette kurs
Repræsentantskabsmødet var i år specielt, fordi det på grund af coronasituationen udelukkende er foregået digitalt. Over de seneste to uger har de over 100 delegerede fra foreningens børnefamiliegrupper, lokalforeninger, ungegrupper og regionsudvalg stillet spørgsmål, hørt valgtaler fra de to formandskandidater og fået præsenteret årsberetning og årsregnskab på en særlig digital platform udviklet på rekordtid med støtte fra medicinalfirmaet Boehringer Ingelheim Danmark A/S.
- Det har været en meget inspirerende oplevelse at se medlemsdemokratiet udfoldet på en ny måde, siger administrerende direktør Peer Steensbro, som glæder sig over opbakningen til at deltage fra de delegerede og godkendelsen af foreningens årsberetning og årsregnskab.
- Vi er fortsat på sporet i den økonomiske genopretning, vi har været i gang med i et par år, og selv om coronakrisen har givet helt særlige udfordringer, er Diabetesforeningens økonomi foran de mål, vi har sat os, og dermed på rette kurs, siger Peer Steensbro.
Diabetesforeningen er en af Danmarks største patientforeninger og interesseorganisationer med 90.000 medlemmer, lokalforeninger i næsten samtlige kommuner og mere end 1.000 frivillige.