Kommunalt pres på sundhedsminister i sensor-sag
Nyt brev fra Aarhus-rådmand øger presset på sundhedsministeren for at finde en løsning, der sikrer alle med type 1-diabetes adgang til sensorbaseret glukosemåling. Sundhedsministeren bør samle parter og handle nu, mener Diabetesforeningen.
Personer med type 1-diabetes skal have en løsning, så der bliver klare linjer for adgang til sensorbaseret glukosemåling. Det er budskabet i et nyt brev, som sundhedsrådmand i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), har sendt til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og sundhedsordførerne fra alle Folketingets partier.
- Det er en uholdbar situation, og derfor vil jeg opfordre til, at regeringen i samarbejde med Folketinget, kommuner og regioner hurtigst muligt får truffet en beslutning om retningslinjer og finansiering, så vi i fællesskab kan sikre, at vores borgere får den bedst mulige behandling hurtigst muligt, lyder det i brevet fra Jette Skive.
Den klare opfordring fra den ansvarlige rådmand i landets næststørste kommune, der også er formand for sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening, kommer efter års kassetænkning mellem regioner og kommuner om hvem, der har ansvaret for at bevilge de såkaldte flash glukosemålere til personer med diabetes.
Gør op med kassetænkning
Brevet fra Aarhus-rådmanden øger presset på sundhedsministeren for at finde en løsning, der sikrer alle med type 1-diabetes adgang til sensorbaseret glukosemåling; et krav, som sundhedsordførerne fra et flertal af Folketingets partier tidligere har fremsat på baggrund af Diabetesforeningens topmøde på Christiansborg i januar.
Diabetesforeningens politiske chef, Ane Eggert Jackson, roser Aarhus Kommune for den klare besked til sundhedsministeren og Folketinget.
- Alle ønsker en løsning, der sikrer alle med type 1-diabetes ret til sensorbaseret glukosemåling. Det gælder ikke mindst de mange med diabetes, som lider under de uklare retningslinjer og den urimelige kassetænkning. Derfor bør sundhedsministeren samle parterne om en løsning hellere i dag end i morgen, siger Ane Eggert Jackson.
Løsning bør gælde alle
Diabetesforeningen har i flere år kæmpet for en løsning, så alle med diabetes, der får insulin, kan få adgang til det moderne udstyr. Sensorbaseret glukosemåling øger livskvaliteten og forbedrer behandlingen, så risikoen for alvorlige følgesygdomme reduceres. Derfor er det en god idé også for samfundsøkonomien, mener Diabetesforeningen.
I den seneste nationale diabeteshandlingsplan fra 2017 fik alle børn og unge med type 1-diabetes ret til behandling med sensorbaseret glukosemåling.
- Tiden er for længst kommet til at udvide den ret til at gælde alle med type 1-diabetes, siger Ane Eggert Jackson.
Diabetesforeningen er klar til at bidrage til, at der kan findes en løsning, som gør op med den urimelige kassetænkning og forbedrer diabetesbehandlingen.