Millionpris til erfaren diabetesforsker

Bagger-Sørensen Prisen 2020 går til professor Karsten Buschard for hans vedholdende forskning i årsagerne til udvikling af type 1-diabetes.

Pengetilforskning
07. juli 2020 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Den erfarne professor, dr. med. og dr. med. vet. Karsten Buschard fra Rigshospitalets Bartholin Institut og Københavns Universitet har i hele sin karriere jagtet viden om hvorfor, type 1-diabetes opstår. Hans vedholdende resultater over de seneste 40 år har været med til at skabe nye forståelser og har givet håb om, at man måske i fremtiden kan forebygge type 1-diabetes.

Karstenbuchard
Professor Karsten Buschard.

For sin store indsats belønnes Karsten Buschard med Bagger-Sørensen Prisen 2020 på en million kroner, hvoraf halvdelen er øremærket til forskning.

- Karsten Buschard er en pioner inden for sit forskningsområde. En forsker og forskningsleder, der har evnet at udvikle anderledes hypoteser om udviklingen af type 1-diabetes og kreative ideer, som undertiden er blevet mødt med skepsis af andre forskere. Alligevel har han haft den nødvendige udholdenhed og modet til at følge de originale tanker op i omhyggeligt gennemførte eksperimenter, og resultaterne af disse er frugtbare og beundringsværdige, siger professor Oluf Borbye Pedersen, bestyrelsesmedlem i Bagger-Sørensen Fonden og tidligere formand for Diabetesforeningen.

Pris på talenter og initiativer

Bagger-Sørensen Prisen 2020 uddeles ved en ceremoni den 22. oktober i Vejle. Ved samme lejlighed uddeler fonden yderligere hædersbevisninger.

To lysende talenter får Ung Forsker Priser på hver 100.000 kroner. De to er adjunkt, reservelæge Nicolai Jacob Wewer Albrechtsen, Rigshospitalet og Københavns Universitet og lektor, læge Tor Biering-Sørensen, Københavns Universitet og Herlev og Gentofte Hospital. De to beskæftiger sig med henholdsvis innovativ hormonforskning med relation til diabetes og forbedret forebyggelse af hjertesygdom ved diabetes. 

Samtidig får to sygeplejersker Bagger-Sørensen Fondens Påskønnelsespris for deres initiativ med at etablere og drive telefonrådgivningen ”Sukkerøret” for diabetespatienter og behandlere. De to sygeplejersker Teresa Andersen og Kathe Jensen fra Medicinsk Afdeling, Sygehus Lillebælt i Vejle, hædres med en personlig hædersgave på 50.000 kroner.

Bagger-Sørensen Fonden blev stiftet i 1984 af familien bag tyggegummifabrikken DANDY i Vejle og uddeler hvert år støtte til forskning indenfor blandt andet diabetes, autisme og cøliaki.