ReaMed og Mediq: Vi har nok diabetesudstyr

De to største leverandører af lancetter, strimler og penkanyler forsikrer, at der er udstyr nok til alle i flere måneder. Bestil kun det, du har brug for, lyder opfordringen.

Corona 4 Web
18. marts 2020 | Af Helen Heidemann hh@diabetes.dk

Hvis alle med diabetes bestiller det udstyr, de har brug for – i samme takt, som de plejer – så er der diabetesudstyr til flere måneder og ingen grund til bekymring over, om du kommer til at mangle strimler, lancetter eller penkanyler.

Det er budskabet fra de to største leverandører af diabetesudstyr herhjemme, ReaMed og Mediq.

ReaMed sidder på 60 procent af markedet herhjemme, og direktør Dorte Storgaard siger:

- Vi har forrygende travlt. Jeg vil ikke sige, at folk hamstrer, men det virker, som om folk bestiller lige en måned eller to før, de plejer og har brug for det. Det er unødvendigt. Vi vil derfor opfordre folk til kun at bestille det diabetesudstyr, de normalt ville bestille og ikke før eller mere end det, de har brug for, siger Dorte Storgaard.

Ingen desinficerende servietter

Hos Mediq, der blandt andet leverer i Københavns Kommune, melder salgschef Rikke Thorlund Haahr om lidt ekstra tryk på bestillingerne af diabetesudstyr, men ikke voldsomt.

- Hvis nogle af vores kunder bestiller i meget store mængder, taler vi med dem om at begrænse sig til det, de plejer at få. I udgangspunktet kan man bestille og modtage udstyr, der svarer til tre måneders forbrug, og det har vi slet ikke problemer med.

Begge leverandører arbejder med såkaldte sikkerhedslagre, så der er fyldt godt op på hylderne.

- Det er ikke diabetesudstyr, vi kan få problemer med, men værnemidler som masker, kitler, dragter og især håndsprit. Det eneste diabetesprodukt, som vi ikke kan levere til diabetikere, er de små desinficerende servietter – swaps -  som nogle bruger til at rense området med, hvor de vil måle blodsukker. I den nuværende situation er vi forpligtet til kun at levere dem til hospitalerne, siger Rikke Thorlund Haahr.

Ellers er hun fortrøstningsfuld.

- Vi tjekker med vores leverandører løbende, og der er ingen udfordringer med leveringer her og nu, understreger Rikke Haahr.