Travlt efterår med arrangementer

Ekstra forholdsregler, registrering af deltagere og en beredskabsplan gør det muligt for Diabetesforeningen igen at gennemføre fysiske arrangementer og kurser. Vi har lært at bruge virtuelle løsninger til meget, men det personlige fysiske møde har en særlig betydning, siger Diabetesforeningens udviklingschef.

Motivationsgruppefotoclausbjørnlarsen
09. september 2020 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Det frivillige liv i Diabetesforeningens mange lokalforeninger, motivationsgrupper, netværk og kurser åbner stille og roligt igen her i efteråret. Under coronakrisen fra marts og frem til efter sommeren har stort set alle fysiske aktiviteter helt naturligt været aflyst eller flyttet til virtuelle aktiviteter på sociale medier, men nu åbner Diabetesforeningen igen for aktiviteter med fysisk fremmøde.

Anne Sander Web
Anne Sander ved, at mange har savnet det fysiske fællesskab. Hun er glad for, at retningslinjerne gør det muligt at genoptage arrangementer. Foto: Nils Meilvang

Det fortæller udviklingschef Anne Sander, som roser de frivillige for at have håndteret nedlukningen flot.

- Vi har ærgret os over, at meget ikke har kunnet lade sig gøre af hensyn til at undgå coronavirus, og vi kan se, at isoleringen får ensomheden til at stige, selv om mange har været rigtig gode til at finde virtuelle løsninger og mødes med afstand i det fri. Nu er vi klar til at genoptage mange aktiviteter på en forsvarlig måde, siger Anne Sander.

Klar med beredskab

Arrangementerne står i kø for at blive gennemført. Det gælder ikke mindst de mange medlemskurser, motivationsgrupper, caféarrangementer og de foredrag om livet med diabetes, som mange lokalforeninger holder.

- Alle arrangementer kommer til at foregå efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Vi har et rigtig godt samarbejde med kursussteder, sundhedscentre og frivillighuse, så vi er sikre på, der kan holdes afstand, der er sprit og al forplejning er portionsanrettet, forklarer Anne Sander, som har stået i spidsen for at udvikle en særlig beredskabsplan til brug for arrangementerne.

- Vi har forberedt os og sikret os, at alle deltagere registreres med navn og telefonnummer, selv om det blot er et foredrag, man deltager i. Det gør, at vi har mulighed for at kontakte alle, hvis det bliver nødvendigt af hensyn til at bryde en eventuel smittekæde, siger Anne Sander.

Diabetesforeningens frivilligkonsulenter er klar til at hjælpe, hvis det bliver nødvendigt. De omkring 1.000 frivillige i Diabetesforeningen er blevet orienteret via deres nyhedsbrev på mail.