MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Type 1-diabetes i tre generationer

Hos familien Hansen er der altid en, man kan få en kanyle eller låne en blodsukkermåler af, hvis man selv har glemt udstyret.

Fotograf: Claus Bjørn Larsen

Rikke Thybæk Hansen er 17 år, går i 2. g på Sankt Annæ Gymnasium i Valby og bor i Hvidovre. Hun har haft type 1-diabetes, siden hun var ni år. Hun er datter af Lene Hansen og barnebarn af Ole Gert Hansen, som begge har diabetes.

"Det har aldrig været et problem for mig at have diabetes. Og det er først her det seneste år, at det er gået op for mig, hvor alvorligt det kan blive, hvis man ikke passer sin diabetes. Jeg troede ikke, at jeg havde behov for at tale med andre om min diabetes, fordi jeg altid har haft min familie, som kendte alt til sygdommen. Men efter at jeg talte med én fra Diabeteslinjen (Diabetesforeningens telefonrådgivning, red.), fik jeg øjnene op for, hvad det kan give at tale med ligesindede – som ikke er ens mor eller morfar.

I dag bruger jeg meget de sociale medier. Jeg søger for eksempel på #diabetes på Instagram – så kommer der gode råd og jokes frem, som nok kun er sjove for diabetikere. Jeg er glad for, at jeg fik diabetes tidligt i livet, inden jeg fik dårlige vaner – jeg ser diabetes som en god undskyldning for at leve sundt." 

Ole Gert Hansen er 77 år, pensioneret universitetsbetjent og bor i Kalundborg. Han har haft type 1-diabetes siden 1957. Han er far til Lene Hansen og morfar til Rikke Thybæk Hansen, som begge også har type 1-diabetes.

"Jeg er ikke i tvivl om, at type 1-diabetes er arvelig. Min faster og min nevø havde det også. Min faster fik amputeret begge ben, og min nevø døde som 40-årig. Det var fordi, han ignorerede sygdommen.

De første mange år fik jeg kun målt blodsukker én til to gange om året, når jeg var til kontrol. Når jeg tænker på det i dag, har det været russisk roulette. Bare det at tage insulin var et stort arbejde, man brugte glassprøjter, de var besværlige at håndtere. Jeg tror, mit langtidsblodsukker lå for højt dengang, men jeg ved det jo ikke. Vores datter fik diabetes som toårig i 1970, nogle år efter fik vi for første gang et blodsukkerapparat med hjem. Selvom det var lidt omstændeligt at bruge, var det et kolossalt fremskridt.

Jeg har heldigvis ingen følgesygdomme – jeg gør da også alt, hvad jeg kan, for at passe min diabetes. Det er blevet ren rutine."

Lene Hansen er 45 år, lægesekretær og bor i Hvidovre. Hun har haft type 1-diabetes, siden hun var to år. Hun er datter af Ole Gert Hansen og mor til Rikke Thybæk Hansen, som begge har diabetes.  

"Da jeg var gravid med Rikke, tænkte jeg ikke meget over, at det kunne være arveligt. Men da hun en dag kom og sagde, at hun var meget tørstig, var det helt naturligt at måle hendes blodsukker – hendes diabetes blev opdaget meget hurtigt.

Jeg har en tvillingesøster og en storesøster, de har ikke diabetes, men min tvillingesøster har haft struma, og min storesøsters mand har type 1-diabetes. At vi er så mange i familien, der har diabetes, gør, at vi har en rigtig god forståelse for hinanden. Til festlige sammenkomster behøver jeg ikke at forklare selskabet, at jeg gerne må spise kage med sukker, hvis det er det, jeg har lyst til. Og hvis en af os har glemt en kanyle eller en blodsukkermåler, er der altid en, man kan låne af." 

Artiklen er skrevet af Sara Hartmann Sivertsen, og er bragt i medlemsbladet november 2013.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes