MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Hvordan måler jeg mit barns blodsukker?

Målet for dit barns behandling er, at blodsukkeret ligger så normalt som muligt. Selv med hjælp af insulin kan du aldrig 100 procent efterligne en normal bugspytkirtels frigivelse af insulin. Derfor vil alle med type 1-diabetes opleve svingende blodsukkerværdier.

Hvor skal jeg måle mit barns blodsukker?

Dit barn skal have målt blodsukker flere gange dagligt. Man kan måle blodsukker (BS) i dråbe blod ved hjælp af en fingerprikker, eller blodglukose (BG) ved hjælp af en sensor.

Måling med fingerprikker

Når du måler med en fingerprikker, måler du niveauet af glukose i blodet. Der går i gennemsnit 20 minutter fra maden spises, til du kan se effekten på blodsukkeret.

Sørg for, at hænderne er rene og tørre. Skift til en ny nål hver gang og stik på forskellige fingre. Så undgår du at huden bliver ødelagt.

Det er en god ide at stikke på siden af fingerspidsen. Husk at bruge alle 10 fingre, på begge sider af fingrene. Undlad at stikke i ”blommen” på fingerspidsen, da der sidder mange nervetråde, og det kan gøre ondt. 

Måling med sensor

Når du måler med sensor, måler du niveauet af glukose i vævet. Der går i gennemsnit 30 minutter fra maden spises, til du kan se effekten på blodsukkeret i vævet. Det skyldes, at glukosen optages senere i vævet end i blodet, så der skal lægges ca. 10 minutter til i forhold til en måling med fingerprikker.

Hvornår skal jeg måle mit barns blodsukker?

Mål blodsukkeret om morgenen inden morgenmaden og inden dagens andre måltider. Når du tjekker blodsukkeret mellem måltiderne, kan du se, om insulinmængden har været passende, og reagere på et for højt eller for lavt blodsukker.

I nogle perioder vil der være behov for, at dit barns blodsukker bliver målt oftere. Det er vigtigt at tilpasse antallet af målinger til den konkrete situation.

Snak med dit barns behandler om, hvor ofte det er hensigtsmæssigt at måle netop dit barns blodsukker. 

Skal jeg måle mit barns blodsukker om natten?

Målinger om natten er ikke altid nødvendige. I perioder kan det dog være en god ide at måle dit barns blodsukker om natten. 

Fastfood, sygdom eller ændret aktivitetsniveau kan betyde, at det er en god ide at følge op på, hvordan blodsukkeret påvirkes. Tal med dit barns behandlere om hvornår og hvor ofte, det er nødvendigt at måle blodsukker om natten.

Gør det ondt på mit barn at blive stukket?

De fleste børn og unge synes i starten at det gør ondtDe første gange dit barn skal have målt blodsukker, vil dit barn være skeptisk og måske bange. Som forælder kan det være svært at skulle stikke sit barn, når det bliver ked af det.

I løbet af kort tid vænner de fleste børn sig til at få målt blodsukker.

Det er vigtigt, at I som forældre er trygge ved at stikke, men også selv at blive stukket. Hvis dit barn er bange for at få målt blodsukker, kan det være en god ide at måle blodsukkeret på dig selv og andre og på den måde vise, at det ikke er farligt. 

Måleudstyr

Måleapparatet skal passe til dig og dit barn. Der findes mange forskellige måleapparater til at måle blodsukkeret. Dit behandlingssted har sikkert et eller flere måleapparater, som de vil foreslå.

Hvis du er i tvivl om, hvad du skal vælge, kan du spørge dit barns behandler til råds.

Fejlkilder til forkerte målinger

  • At opbevare teststrimlerne i køleskab, da reaktionstiden ændres.
  • At teststrimlerne er for gamle eller har været opbevaret fugtigt.
  • At bloddråben har været for stor eller for lille, eller at dråben er gnedet ud på testfeltet.
  • At dit barn ikke har vasket hænder før måling, så der f.eks. sidder lidt frugtsukker på hænderne.
  • Våde og svedige hænder

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes