MIT DIABETESBLIV MEDLEM

At stå i en krise

Der er mange tegn på en krise, og mange ting der kan hjælpe for at håndtere krisen.

Når man pludselig står i en krise, er der ikke nogen reaktion, der er mere rigtig end andre. Nogle forældre har brug for at tale meget om diabetes, mens andre forældre har brug for at tale så lidt om diabetes som muligt.

Nogle af de følelser, du som forælder kan opleve at have, er

  • vrede og irritation
  • bitterhed
  • meningsløshed
  • passivitet
  • ensomhed
  • manglende evne til at træffe en beslutning
  • manglende overblik og overskud
  • manglende ro og søvn
  • manglende hukommelse
  • skyld – og skamfølelse
  • angst og bekymring
  • uretfærdighed
  • sammenbrud af et hidtidigt verdensbillede

Det stiller større og anderledes krav at være forældre til et barn med diabetes. Det, der kan være et almindeligt og enkelt familieliv, bliver pludselig besværligt, da sygdommen kræver kendskab, planlægning og struktur. I vil måske opleve, at I ikke længere kan sammenligne jer med de familier, som I plejer, da I skal forholde jer til en sygdom i alle hverdagens aspekter.

Husk dig selv

Nogle forældre føler, at de skal kæmpe en masse kampe. Du kæmper måske med dig selv (skyld - og skamfølelse), du kæmper måske en kamp i parforholdet (hvem skal gøre hvad) og måske du også kæmper på sygehuset og med kommunen. Derfor er det vigtigt, at du som forælder finder ud af, hvilke kampe du vil kæmpe, og hvor din energi skal lægges.

Brug ikke al din energi på at kæmpe, men husk dig selv og dine egne behov. Har du været vant til at gå til fitness, pigeaftener eller gå i teatret, er det en god ide at holde fast i det og prioritere de ting i det omfang, det er muligt. Husk de ting, som giver dig energi og overskud.

Måske du ikke tager af sted så ofte som tidligere, og måske der går et stykke tid, inden du har overskud til at tage af sted, men husk dig selv og dine behov.

Husk at bede om hjælp

Det er vigtigt, at du fortæller din familie og omgangskreds, hvad I som familie har brug for. Det kan være svært at bede om hjælp fra venner/forældre/naboer, men som regel vil mange gerne hjælpe – de ved bare ikke, hvordan de skal hjælpe jer, eller hvad I har brug for.

Vær åben om dine/jeres behov og tag imod al den hjælp, I får tilbudt.

Diabetesforeningens rådgivning

Du kan altid ringe til Diabetesforeningens rådgivning og tale om personlige/psykiske problemstillinger. Det kan være rart at tale med en, der forstår dig og din situation, og som måske kan guide dig videre.

Læs mere om Diabetesforeningens faglige rådgivning

Læs mere om Diabeteslinjen, hvor du f.eks. kan snakke med en mor til tre med diabetes

 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes