MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Den første tid med diabetes

Den første tid med diabetes kan være vanskelig.

Dit barn har fået diabetes – og hvad nu? Det er en stor omvæltning for de fleste familier, når et barn får diagnosen type 1-diabetes.

Er det min skyld?

Nogle forældre tænker ”Kunne jeg have gjort noget anderledes, så mit barn kunne have undgået diabetes?” eller ”Kunne jeg have set tegnene tidligere?”.  At dit barn har fået diabetes, er ikke nogens skyld. Årsagen til type 1-diabetes er stadig et mysterium og der findes endnu ingen forskning eller undersøgelser, som kan forklare, hvorfor flere og flere børn og unge får type 1-diabetes. Forskerne ved, hvad sker i kroppen, men ikke hvorfor det sker.

Stil spørgsmål

Det er vigtigt, at I får et godt samarbejde med jeres behandlere, da det giver jer og jeres barn tryghed i den nye tilværelse med diabetes. Stil spørgsmål, giv udtryk for jeres bekymringer og fortæl om de problemstillinger, I oplever i hverdagen.

Vær åben omkring sygdommen og tag imod hjælpen fra behandlerne, så I kan få den bedst mulige start på familielivet med diabetes.

Sidder du med et spørgsmål, som du ikke kan få svar på, så har du mulighed for at kontakte Diabetesforeningens Rådgivning. Her kan du spørge om mad, fysisk aktivitet, juridiske problemstillinger og psykiske og meget mere.

Læs mere om Diabetesforeningens Rådgivning

Dit barns reaktioner

Det er ikke alle børn, der kan forstå, hvad lægen siger, når han fortæller om diabetes. Men de kan godt forstå, at det ikke er godt, når mor og far bliver kede af det.

For mange børn er det logik, at når man har været syg, så bliver man rask igen. Det kan derfor være meget svært for et lille barn at forstå og kapere, at de ikke bliver raske, men at de skal leve med diabetes resten af deres liv. Dit barn kan derfor være frustreret og uforstående. ”Hvorfor skal jeg lige være syg?” Det er svært at svare på som forælder, for der er ingen svar.

Børn er enormt omstillingsparate – også når det gælder diabetes. Ofte tager det længere tid for forældrene end barnet at vænne sig til et nyt liv med diabetes i hjemmet. Du skal dog være opmærksom på, at de følelsesmæssige reaktioner kan blusse op senere eller i perioder med større forandringer, f.eks. hvis jeres barn skal starte i børnehave, skole, flytning osv.

Erfaringsudveksling med andre familier med diabetesbørn

Mange familier oplever, at det er frugtbart at få kontakt til andre familier med et diabetesbarn. I vil måske opleve, at familier, som ikke har diabetes tæt på, kan have svært ved at sætte sig ind i, hvad det vil sige at have et diabetesbarn. Derfor kan det være godt at erfaringsudveksle med andre i samme situation.

Børn med diabetes har ofte også stor glæde af at møde andre, som også har diabetes. På den måde lærer dit barn, at han/hun ikke er den eneste med diabetes.

I hver region er der en Børnefamiliegruppe, som planlægger arrangementer for familier med diabetesbørn.

Læs mere om Diabetesforeningens Børnefamiliegruppe

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes