MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Kristian: Diabetes spænder ikke ben for mig

Foto: Claus Bjørn Larsen

Han tager på lange rejser, er nyuddannet og ny i sit første rigtige job. Kristian Sigvardt lader ikke sin diabetes stå i vejen for ret meget – heller ikke dykning, der er hans store passion.

Læs om temaet ung med diabetes i medlemsbladet

Artiklen har også været bragt i medlemsbladet i februar 2015, og er en del bladets tema om unge med diabetes. 

Temaet er skrevet af Mette Volander og Helen H. Heidemann. 

Læs om hele temaet om ung med diabetes i medlemsbladet

Han springer ud i det hele – og er helt cool med at rejse til den anden side af jorden med insulin i kufferten. Det har han gjort de første ni gange, og det er endnu aldrig sket, at han har mistet bagagen eller er blevet tilbageholdt i sikkerhedskontrollen på grund af insulinpennene.

Sidst, Kristian Sigvardt fløj 9.587 kilometer, var i julen. Hele familien med mor, far, storesøster, lillebror og Kristian var samlet til en god dansk jul tilsat 28 graders malaysisk regntid.

Malaysia spiller en særlig rolle i Kristian liv. Det var her, han tilbragte fem år, fra han var 13, til han var 18 år. Og det er her, han jævnligt rejser til for at besøge forældrene, der stadig bor i Malaysia, hvor Kristian blandt andet elsker at dykke med vennerne.

- Jeg er vild med at dykke. Det er en helt ny verden, der åbner sig for dig og en fantastisk oplevelse at være vægtløs under vandet. Min diabetes har aldrig været noget problem,  siger Kristian, der har 36 dyk bag sig og har taget dykkercertifikatet PADI Advanced Open Water Certifikat.

- Jeg fortæller altid dykkerstedet, at jeg har diabetes, og jeg har hver gang en helbredserklæring med på engelsk fra min danske diabeteslæge. Den største overraskelse – udover hvor fedt det er at dykke – er faktisk, hvor lidt mine dyk påvirker mit blodsukker, siger Kristian.

En tredjedel: Vi kan, hvad vi vil

Kilde: Diabetesforeningens undersøgelse om unge med diabetes, november 2014. Tallene bygger på 403 besvarelser fra Diabetesforeningens medlemmer mellem 18 og 30 år.

  • 34 % synes, de kan alt det, de gerne vil
  • 55 % tror på en god fremtid på trods af deres diabetes

I chok i ti sekunder

Det var også i Malaysia, at familiens læge i marts 2010 på engelsk fortalte Kristian, at han har type 1-diabetes. Selv tog det ham “ti sekunder at tage beskeden ind”, som han siger. Hans mor derimod var ret hylet ud af den.

- Hun og jeg tog det første fly hjem til Aarhus, hvor jeg dengang boede og læste, og det var jeg glad for. Mit blodsukker var tårnhøjt, for den malaysiske speciallæge havde behandlet mig helt forkert og givet mig de mest modbydelige tykke nåle, man kan opdrive. Føj, hvor jeg hadede at stikke mig.

I Aarhus blev Kristian indlagt på Aarhus Universitetshospital i 24 timer. Og oplevelsen var faktisk en sand fornøjelse:  

- De havde præcis den samme tilgang til diabetes som jeg. Var søde og venlige, men pakkede ikke tingene ind, men sagde det, som det var. De havde den samme afslappede tilgang, at bare du har insulin i lommen og måler blodsukker, så kan du stort set spise og leve, som du vil. Det bekræftede mig i, at diabetes ikke behøver at være den der klods om benet, siger Kristian, der bruger insulinpen og har en velreguleret diabetes med en langtidsprøve på 50 mmol/mol.

- Jeg ved godt, at det ikke er så let for mange andre. Men du kan jo ikke slippe for det, du hænger på din diabetes, og så kan du lige så godt få det bedste ud af det. Det synes jeg, jeg er ret godt til. Diabetes spænder ikke ben for mig.

Kollegerne ved det ikke

22. oktober 2014 havde han første arbejdsdag i sit job som nyuddannet kandidat i nano-teknologi. Titlen er produkt-udviklingsingeniør, og arbejdspladsen er virksomheden Larsen Strings i Sønderborg.

Kristian -2

Foto: Claus Bjørn Larsen

 Det tog Kristian noget længere tid at finde jobbet, end han synes, var rart. Men flytningen fra Aarhus er gået fint, og han er rigtig glad for jobbet og kollegerne. Ingen af kollegerne eller chefen ved, at han har diabetes. Endnu da.

- Jeg har ikke selv nævnt det, hverken til jobsamtalen eller til mine kolleger. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har diabetes, men det påvirker ikke mit arbejde, og jeg synes, der er mange andre ting at snakke om. Men jeg snakker gerne om det, hvis folk spørger ind til det.

 

Når Kristian skal tænke ti år frem i tiden, ser han for sig et liv med job, kone og børn – gerne i udlandet.

- Jeg synes, det vil være spændende og udfordrende at arbejde og bo i et andet land med mange forskellige kulturer. Jeg vil rigtig gerne have familie og børn, og så vil jeg gerne gøre endnu mere ud af dykningen. Og det er alt andet lige mere behageligt at dykke, hvis vejret er godt, og vandet er 30 grader varmt. 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes