MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Bent: Jeg måtte opgive min drøm

Foto: Claus Bjørn Larsen

Han måtte vinke farvel til drømmen om at blive politibetjent eller brandmand. Det hele var noget “lort”. Bent Valsøe gad ikke sin diabetes i flere år, han har været indlagt med svær syreforgiftning 13 gange og har i dag både øjen- og nyreforandringer. Men han ser fremad og tror i dag på, at han både får børn, villa og vovhund.

Læs om temaet ung med diabetes i medlemsbladet

Artiklen har også været bragt i medlemsbladet i februar 2015, og er en del bladets tema om unge med diabetes. 

Temaet er skrevet af Mette Volander og Helen H. Heidemann. 

Læs om hele temaet om ung med diabetes i medlemsbladet

Da Bent Valsøe blev 20 år, gad han ikke længere sin diabetes. Han undgik at tage insulin og målte sjældent blodsukker. For når han gjorde, var det alligevel alt for højt.

Han er 27 år og sidder i en bil på vennen Kristians autoværksted i hjembyen Ebberup på Fyn. Han har sat sig der for at få ro til at samle tankerne. Han har lige fået fri fra sit job som nyuddannet lager- og logistikoperatør på et kølelager i Middelfart, hvor han også bor med kærsten Line.  

Bent fik type 1-diabetes 23. januar 2002 som 13-årig, “der, hvor det hele skal til at begynde”. Han havde tre jobs, spillede fodbold og var præcis som alle andre. Lige indtil den dag, hvor han kollapsede hos familielægen, blev indlagt og lå i koma i tre døgn og fik sin diagnose. I en lang periode op til havde det været svært.

- Vi var flyttet fra Gørlev til Ebberup, da jeg gik i 6. klasse, og jeg var ikke faldet helt godt til på den nye skole. Jeg havde svært ved at læse og nedsat hørelse på højre øre. De ting, jeg lærte i skolen i den tid, er helt væk. Jeg tænkte jo kun på vand, siger Bent. 

Det begyndte at skride

Med diabetes gik det til gengæld godt de første år. Bent var velreguleret, og forældrene var en god støtte. Især hans far ville gerne hjælpe. Men Bent ville helst selv. 

- Jeg er fra en familie, hvor man lærer at klare sig selv. Jeg vidste, at diabetes var en livspartner, og så kunne jeg ligeså godt selv lære det. Jeg syntes, jeg havde godt styr på det. Det var først, da jeg flyttede hjemmefra, at det begyndte at skride. At bo alene var ret utrygt i forhold til min diabetes. Især om natten. Men det havde jeg jo ikke skænket en tanke, før jeg flyttede.

Bent holdt sammen med vennen Kristian, som var en god hjælp for ham både, når venneflokken tog i byen, og når Bent var til kontrol på diabetesambulatoriet.

- Det var nogle år med masser af arbejde. Jeg havde måttet vinke farvel til min drøm om at komme i forsvaret eller blive politi- eller brandmand, og jeg anede i syv-otte år ikke, hvad fanden jeg så skulle. Så jeg arbejdede i de år i den lokale Netto, til sidst som bestyrer. Men det var svært i de år, for vennerne fik kærester hele tiden, men ikke mig, så det hele var lidt noget lort. Jeg startede på en uddannelse som industritekniker, men droppede ud. Mit blodsukker lå alt for højt, og jeg kunne ikke koncentrere mig om noget. Der er nogle år der, der bare er forsvundet.

Bent -2

Bent Valsøe har været indlagt 13 gange
Foto: Claus Bjørn Larsen

“Nu går den ikke længere”

Bent har to insulinchok og 13 indlæggelser med syreforgiftning bag sig.

- På et tidspunkt tror jeg, at sygeplejerskerne på sygehuset havde det lidt sådan, at “nå, er det nu ham igen”.

- Vendepunktet var, da jeg en morgen i februar 2009 vågnede op på intensiv med min 13. syreforgiftning. Ovre ved nabosengen stod 2-3 læger bøjet over en mand og prikkede ham i øjnene. Så kiggede jeg ud af vinduet og fik øje på kirketårnet og tænkte, “Shit, hvor er jeg? Lige dér var det bare, nej, NU går den ikke længere, du må satme rasme til at tage dig sammen!” Det der med, at du bare kan gøre det hele i morgen, det går ikke.

Til sin årskontrol for halvandet år siden fik Bent konstateret øjen- og nyreforandringer. Og i de seneste måneder har han også haft problemer med at få rejsning, hvilket er “meget, meget træls”.

Brikkerne falder på plads

Ved årskontrollen tilbød lægen ham hyppigere kontroller ved en fast diabetessygeplejerske. Hende ser Bent nu hver tredje-fjerde uge. Han har også en fast diætist, som hjælper ham med at få styr på kulhydrattællingen.

- Med sygeplejersken taler jeg både om diabetes og om mit privatliv. Lægerne er til gengæld ikke så grundige, som de var før. De er helt holdt op med at tjekke mine fødder og tager bare blodtyk, ser på langtidsprøven og kolesteroltallet. Så mine årskontroller varer sjældent mere end to-tre minutter, siger Bent.

Diabetes går ud over fremtidsdrømme

Kilde: Diabetesforeningens undersøgelse om unge med diabetes, november 2014. Tallene bygger på 403 besvarelser fra Diabetesforeningens medlemmer mellem 18 og 30 år.

  • 59 % frygter følgesygdomme
  • 38 % tror, diabetes vil forhindre dem i at få opfyldt deres drømme om uddannelse, job, familie og oplevelser
  • 28 % får dårlig samvittighed, når de er til kontrol på diabetesambulatoriet
  • 20 % mangler viden om diabetes - særligt om følgesygdomme, kulhydrattælling og blodsukkerregulering
  • 18 % mener ikke, at deres forældre spiller nogen rolle i forhold til diabetes
  • 5 % svarer, at deres fremtid allerede er ødelagt på grund af diabetes

Målet er at få hans blodsukker ned på 53 mmol/mol (7 %) fra de nuværende 72 (8,7 %). Og Bent tror på det. Han bor sammen med Line på tredje år. De har et godt liv sammen med faste rutiner, venner og fælles planer for fremtiden.

Bent er en af de fem procent, som i Diabetesforeningens undersøgelse har svaret, at hans fremtid allerede er ødelagt på grund af diabetes. Det var et hårdt knæk ikke at kunne blive politibetjent eller brandmand. Alligevel ser han i dag lyst på tilværelsen:

- Nu, hvor jeg har fået min uddannelse og bor med min kæreste, er de brikker jo på plads. Så jeg drømmer om børn, villa og vovhund – og gerne børn, inden jeg bliver 30. Det er sådan en ting for mig. Nærmest alle mine venner har børn, og jeg kan jo se, hvor meget glæde børn giver. 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes