MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Mette: Jeg savner at tale med andre, der har diabetes

Foto: Claus Bjørn Larsen

Som ny studerende i Aarhus kæmper hun med at få diabetes passet ind i alt det nye – og med at få økonomien til at hænge sammen. Derfor tager Mette Bennekow jævnligt hjem til Herning for at arbejde. De gamle rutiner er væk, og det udfordrer både blodsukkeret og det mentale overskud.

Læs om temaet ung med diabetes i medlemsbladet

Artiklen har også været bragt i medlemsbladet i februar 2015, og er en del bladets tema om unge med diabetes. 

Temaet er skrevet af Mette Volander og Helen H. Heidemann. 

Læs om hele temaet om ung med diabetes i medlemsbladet

Mette står midt i et kemiforsøg i laboratoriet på Aarhus Universitet. Hun er ny på studiet og ny i byen, og så har hun type 1-diabetes. I august flyttede hun fra barndomshjemmet i Herning og tog hul på studielivet med kæresten.

Starten volder stadig problemer her flere måneder efter studiestart.

Mette Bennekov er 21 år og har haft diabetes i seks. Og selvom hun er velreguleret med en langtidsprøve på 46 (cirka 6,3 %) og har pumpe, er det ikke let at holde styr på blodsukkeret, mens livet med studie, logistik, venner og fester drøner derudaf.

- Snurrer mine hænder ikke lidt? Er jeg lav eller er jeg for høj? Tog jeg den rigtige insulin til morgenmaden? Skal jeg gå ud for at spise eller blive og håbe, det går? Kan de andre se det på mig? Sådan kører tankerne tit midt i undervisningen, siger Mette.

- Der er mange bolde i luften. Jeg bruger meget energi oppe i hovedet på alt det nye. Det gør studiekammeraterne også, men jeg har lige dobbelt op af alting med min diabetes. Og når jeg stresser, er der kontant afregning på blodsukkeret. Og der er meget stress lige nu, for mit liv er stadig uden faste rutiner, siger hun.

Unge har svært ved at få råd til insulin

Kilde: Diabetesforeningens undersøgelse om unge med diabetes, november 2014. Tallene bygger på 403 besvarelser fra Diabetesforeningens medlemmer mellem 18 og 30 år

  • 73 % ønsker, at de fik udgifterne til insulin og anden medicin betalt
  • 31 % har svært ved at få råd til insulin
  • 29 % efterlyser andre unge med diabetes at snakke med 
  • 18 % må arbejde mere end andre studerende for at få råd til merudgifterne til diabetes

En, som forstår

Mette vil ikke ynkes, bare gerne være som alle andre. Problemet er, at diabetes er en ekstra ting, som hverken studiekammeraterne, kæresten Anders eller veninderne har at forholde sig til.

- Jeg er normalt glad og positiv, og jeg vil godt bare være Mette, ikke hende den pylrede med diabetes. Men det er super frustrerende, at cykelturen hjem fra universitetet for eksempel betyder, at jeg hver dag kommer hjem med et alt for lavt blodsukker, og jeg godt ved, at det kun er mig selv, der kan gøre noget ved det.

Mette kan sagtens tale med både veninderne og kæresten om diabetes. Alle på kemiholdet ved, at hun har diabetes, hun måler blodsukker uden at skjule det og fortæller gerne til dem, der spørger.

- Men jeg savner andre med diabetes at tale med. På rusturen stødte jeg ind i en anden pige med diabetes, og det var fedt at møde en, som endelig forstår. Jeg kender godt Diabetesforeningens ungegrupper og har en plan om at opsøge gruppen i Aarhus. Men først, når jeg er faldet bedre til på studiet.

Økonomien er stram

Men det er ikke kun blodsukkersvingninger, der kan stresse. Økonomien strammer og stresser også. 500 kroner er, hvad Mette har til sig selv hver måned, når de faste udgifter er betalt. Hvis ikke hun hver fjerde weekend tog arbejde i et supermarked, havde hun ikke en krone tilovers til tøj, toiletsager, tandlæge, frisør, socialt liv og uforudsete udgifter.

- Jeg vil helst ikke klage, men jeg har udgifter til diabetes, jeg ikke kan få dækket, og det betyder, at når der er travlt på studiet og andre drosler deres studiejob ned, tager jeg stadig på arbejde i supermarkedet i Herning. Det er jeg nødt til.

Mette -2

Det er vigtigt for Mette Bennekov, at hun kan klare sig selv
Foto: Claus Bjørn Larsen

Mette er da også en af de mange unge, der i Diabetesforeningens undersøgelse har svaret, at hun ville ønske, at hun kunne få udgifterne til insulin betalt.

Hun kunne godt få økonomisk hjælp hjemmefra, hvis hun bad om det. Men det er meget vigtigt for hende at klare sig selv.

- Men da min far for nylig tilbød at betale et fitnessmedlemskab for mig, sagde jeg ja tak. Fordi vi var enige om, at det er vigtigt for mig.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes