MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Unge er på overarbejde

Livsovergange er ekstra svære med diabetes, forklarer lektor, ph.d. Bodil Rasmussen, der i 14 år har forsket i unge med type 1-diabetes.

Af Mette Volander og Helen H. Heidemann,
Artiklen er fra medlemsbladet februar 2015.

Når unge med type 1-diabetes skal flytte hjemmefra, starte studie, finde en kæreste og være forældre, kommer de fleste på ekstremt overarbejde.

Ungdomslivets milepæle og livsovergange kræver meget støtte, stort fokus og fleksibel planlægning af forældre, behandlere og de unge selv. 

- De store skift i ungdomslivet sker hurtigt og brat. Men den unge med diabetes tilpasser sig i et meget langsommere tempo – ofte over flere år, siger danske Bodil Rasmussen, der i 14 år på Deakin University i Melbourne, Australien, har forsket i, hvordan 18-39-årige med type 1-diabetes klarer de mange overgange i livet fra ung til voksen.

Ekstremt stressfyldt

Bodil Rasmussens forskning viser, at overgangene ofte opleves som ekstremt stressfyldte for unge med diabetes.

- Livsovergangene er spidsbelastningsperioder, som resulterer i et betydeligt psykosocialt stress og kræver en mental kraftanstrengelse af den unge og den unges pårørende og behandlere for at takle. Går det godt, vil den unge komme væsentligt styrket ud af processen. Går det mindre godt, kan nederlaget sætte dybe spor og forfølge den unge længe, måske resten af livet. Konsekvensen er, at de unge ofte ikke magter deres egenomsorg og risikerer alvorlige følgesygdomme, siger lektor og ph.d. Bodil Rasmussen.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes