MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Diabetes går jo aldrig væk

Af Helen H. Heidemann, journalist hos Diabetesforeningen.
Artiklen er fra medlemsbladet november 2011.

Et lille sted nede på havnen i Nibe uden for Aalborg sidder 14-årige Ida Thrane tit med en blok og funderer over livet – og sin diabetes. Hun skriver digte og ringede en dag til redaktionen på diabetesbladet for at høre, om vi ville bringe et af de digte, hun har skrevet.

Det vil vi gerne:

Sukkersyge er noget lort
Men det er også noget stort
Det er der dag og nat,
Selv når jeg er mat
Jeg vil ønske
det gik væk, væk med et smæk
Men mit liv bliver ved
Og mit sukkersyge hører til...

- Diabetes er jo en sygdom, der ikke går væk. Den bliver der, selv om man gerne vil af med den. Det er det, digtet udtrykker, siger Ida, der har haft type 1-diabetes, siden hun var seks år gammel.

På et af Diabetesforeningens ungekurser viste hun digtet til nogle af de andre deltagere, og de opfordrede hende til at henvende sig til diabetesbladet.

- De sagde, at digtet rigtig godt beskrev, hvordan de selv har det med diabetes. Jeg skriver også på nettet og på mobilen med mange veninder, der også har diabetes. Hvis jeg ikke kan få mit blodsukker ned og jeg tror, det er mig selv, der er noget galt med, eller jeg gør noget forkert, så er det rart at kunne skrive til nogen andre, der ved, hvad man taler om. Så får man det bedre.

Diabetes -går -jo -aldrig -væk

Fotograf: Anne Mette Welling

- Det kan jo godt være svært i perioder, når blodsukkeret ikke opfører sig, som jeg vil.

Da hun fik diabetes, boede hun i USA med sin familie. Her fik hun insulinpumpe, og det har hun fortsat. Og nu er turen igen gået til USA. Ida er lige nu i staten Maine sammen med sin far og sin søster, hvor de kigger på skoler, fordi familien måske flytter tilbage til USA, når Line er færdig med 9. klasse til sommer.

- Jeg tror ikke, diabetes bliver noget problem dér mere end herhjemme. Man bliver jo lidt nødt til bare at gøre det, man skal for at få det til at fungere. Også selv om man helst vil slippe for det indimellem, siger hun til diabetes inden afrejsen til USA, som hun glæder sig meget til.

- Det bliver rigtig spændende, siger Ida, der også har fortalt om diabetes i børne- og ungdomsprogrammet Ramasjang på DR1.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes