MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Christoffer: "Det var pinligt at blive sendt hjem"

Christoffer Wad Hansen, 17 år, var på udveksling i USA, men blev efter to insulinchok sendt hjem blot 14 dage før, han skulle have modtaget sit eksamensbevis.  Johan Thomsen, 17 år, var i Brasilien med type 1-diabetes og alt forløb glat. Diabetes fortæller de to historier og giver gode råd til, hvordan man bedst sikrer sig et godt udvekslingsophold med type 1-diabetes.

Tekst af Helen H. Heidemann fra medlemsbladet november 2016.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Forstår godt familien blev bange

Christoffer havde haft sit livs første insulinchok cirka en måned forinden. Han havde trænet brydning på sin skole og var derefter gået i fitnesscenter.

Det siger organisationen

Christoffer var på udveksling med organisationen AFS (American Field Service). Generalsekretær Ulrik Wehner var med til at godkende, at Christoffer skulle sendes hjem fra USA. Han siger:

– Det er meget trist, at Christoffer måtte rejse hjem før tid. Vi må i Danmark forlade os på de lægeudtalelser, der kommer fra det land, hvor den studerende er på udveksling og kunne ikke se bort fra lægefaglig dokumentation, der sagde, at Christoffers trivsel og sundhed var truet – uanset, om det var rigtigt eller ej. Derfor blev jeg desværre nødt til at godkende, at han skulle sendes hjem.

AFS i Danmark sender typisk 1-2 af sted med type 1-diabetes hvert år – også til USA – og Christoffer er den første, der så vidt vides er blevet sendt hjem i utide. Ulrik Wehner vil nu samarbejde med AFS-kolleger i udlandet om at forberede værtsfamilierne bedre, hvis de skal have en ung med for eksempel type 1-diabetes på udveksling.

– Det allervigtigste er, at alle unge får en chance for at komme på udveksling. Type 1-diabetes eller et andet svært livsvilkår skal ikke være en hindring, heller ikke hvis man vil til USA, understreger Ulrik Wehner.

– Og så fik jeg ikke målt blodsukker om aftenen og spiste måske ikke så meget. Det var helt klart min egen skyld, at jeg fik det første insulinchok, og jeg forstår godt, at familien blev bange.

– Jeg vågnede op i min seng ved, at der var to ambulancefolk, som sad og puttede noget i munden på mig. Jeg var fjumsk et par dage efter, følte ikke jeg huskede så godt, og familien tog mig til deres praktiserende læge.

Blev sat på diæt af lægen

Lægen udarbejdede et skema over, hvad Christoffer skulle spise, og Christoffer fik at vide, at han formentlig havde en spiseforstyrrelse: at han overspiste og trænede for meget. Christoffers diæt skulle fremover bestå af flere grøntsager og kun magert kød. Christoffer havde taget cirka to kilo på, siden han kom til USA.

– Men det er vel ikke så meget? Mange tager jo virkelig mange kilo på, når de er i USA, siger Christoffer.

– Jeg blev temmelig irriteret over den tallerkenmodel-diæt. Det er jo en helt utroligt gammeldags opfattelse af, hvordan man håndterer type 1-diabetes. Familien forlangte også, at jeg ikke måtte tage på kaffebar med vennerne mere. De mente, jeg fik for mange kalorier, når jeg tog på kaffebar. I det hele taget måtte jeg næsten ikke bevæge mig uden for huset. Jeg prøvede at indordne mig, fordi der var så kort tid tilbage og tænkte, at jeg bare skal igennem det, så jeg får det hele med.

Christoffer med tre veninder fra Finland, Tyskland og Danmark.

Følte jeg havde svigtet

Men så gik det galt igen – og igen vågende Christoffer en morgen ved, at der sad to ambulancefolk ved hans seng.

– Jeg havde trænet, og fordi jeg ikke fik lov til at spise særlig mange kulhydrater, fik jeg så et insulinchok mere. I skolen måtte jeg for eksempel ikke spise den almindelige kantinemad mere, men kun spise salat. Jeg justerede selvfølgelig insulinmængden i min pumpe, men åbenbart ikke nok.

Og så blev han sendt hjem.

– Det var pinligt at blive sendt hjem. Jeg følte, jeg havde svigtet mig selv og mine forældre ved ikke at have gjort det, jeg havde sat mig for. Det hele var noget lort. Er jeg virkelig så dårlig til at klare det her? Jeg fik jo at vide af den amerikanske læge, at alt, hvad jeg gjorde med min diabetes, var utroligt ringe.

Lægen havde tidligere også diagnosticeret ham med et diabetessår på den ene fod. Hjemme på Kolding Sygehus blev det konstateret, at Christoffer stort set ikke havde taget på i vægt og ikke havde noget diabetessår.  

– Jeg føler mig så dårligt behandlet af AFS og min værtsfamilie og er trist over, hvordan det endte. Jeg var fyldt med aggressioner, da det skete. Men hvis jeg prøver at se bort fra de sidste uger, så var året alligevel fantastisk. Det var så kanonfedt at få amerikanske venner, som jeg ved, er for livet og som jeg glæder mig til at se igen.

Christoffer om at være på udveksling i USA

  • “Type 1-diabetes bliver ikke set på med samme øjne som i Danmark. I Danmark får man at vide, at man kan gøre alt, hvad andre kan og er ligesom alle andre. Sådan virkede det ikke på mig i USA”.
  • “Forældre og voksne bestemmer mere over unge i USA end i Danmark. Man har ikke så meget at skulle have sagt, men skal forsøge at rette ind, og det kan være lidt problematisk, hvis de ikke har forstand på type 1-diabetes”.
  • “Vær meget påpasselig med din diabetes, så det ikke bliver diabetes, der bliver brugt som undskyldning for, hvorfor noget måske går galt under dit ophold”.
  • “Hvis du virkelig gerne vil til USA, så gør det, selv om det er lidt besværligt. Jeg har været uheldig, men det er jo ikke sådan, det går for alle med type 1-diabetes, der kommer på udveksling til USA”.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes