MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Jeg føler ikke, jeg har sovet i et helt år"

Hver nat står Katja Kristiansen op for at måle sin søn Gustavs blodsukker. I starten var Gustav bange for at falde om og dø af sin diabetes, og forældrene bekymrede sig voldsomt om følgesygdomme. Nu efter et år er familien faldet mere til ro – men det gør ondt at opleve, at ens søn har mistet sin sorgløshed, fortæller Gustavs mor.

Læs temaet om pårørende i medlemsbladet

Artiklen har også været bragt i medlemsbladet i februar 2014, og er en del af bladets tema om pårørende.

Temaet er skrevet af journalist Michael Korsbæk.

Læs hele temaet om pårørende i medlemsbladet

2012 var kun lige blevet til 2013, da syvårige Gustav fik det rigtig dårligt. Henover julen i familien, som også tæller storesøster Frida på ti år og forældrene Brian og Katja Kristiansen, havde Gustav haft influenzasymptomer, drukket meget og tisset tilsvarende meget. Men lige efter nytår fik han det rigtig skidt, og efter et lægebesøg var der ingen tvivl, og han røg direkte på sygehuset.

Her fik Gustav diagnosen diabetes, og det blev begyndelsen på et regulært “lorteår”, som hans mor Katja beskriver det. Diagnosen gjorde Gustav meget bange for at falde om og for at dø. Han var sikker på, at han aldrig ville blive glad igen.

Foto: Claus Bjørn Larsen

- Det var enormt svært at rumme hans angst, når man selv var helt knust, fortæller Katja.

Hun og manden er begge optikere, og det var straks frygten for sønnens syn, der slog ned i hende:

- Min allerførste tanke var: Han bliver blind. Alle de ting, der risikerer at følge med diabetes, rumsterede rundt i mit hoved, og jeg blev rædselsslagen for, hvad der skulle ske med ham om ti-tyve år, fortæller Katja.

Tjekker blodsukker om natten

Allerede i løbet af den første uge på sygehuset stod det klart for Katja, at Gustavs diabetes ville påvirke hverdagen for alle i familien, der bor i Holmegaard ved Næstved. Gustavs stikkeangst gjorde det i starten næsten umuligt at få ham til at tage sin livsnødvendige insulin eller måle sit blodsukker.

Foto: Claus Bjørn Larsen


I flere måneder var Gustav rædselsslagen for insulinpennen og prikket fra nålen. Og hans forældre måtte flere gange holde ham for at kunne give ham den livsvigtige medicin.

Først da lærerkonflikten i april lukkede skolen, kom vendepunktet. En måned hjemme gav Gustav roen til at lære selv at tage sin insulin. I dag har Gustav insulinpumpe og klarer sig med mobilkontakt til sin mor i løbet af skoledagen.

- Jeg kontrollerer stadig hans blodsukker mindst ti gange dagligt. Jeg synes, det er min opgave og min skyld, hvis der ikke er styr på det. Og selvom Gustav skal have lov til at være barn, med alt hvad det indebærer, så er det også vigtigt, at vi nænsomt klæder ham på til selv at kunne varetage sin sygdom. At han lærer at mærke efter på sin krop, hvordan han har det. At det er vigtigt, at han måler sit blodsukker. Men at han derudover kan alt alligevel. Der skal blot tages nogle forholdsregler, siger Katja.

Jeg er så stolt af ham

I dag har Gustav har genoptaget svømningen og håndbolden:

- Det ville jeg aldrig have troet for et år siden. Det har kørt totalt på pumperne i et år, men det er blevet langt bedre. Vi har en mere normal hverdag i dag, bare med mere fokus på mad, blodsukker og motion, og vi har altid juice og en vægt til mad i tasken.

Gustav er ikke længere bange, og selv om han kan være træt af sin diabetes, accepterer han den.

- Han både fortæller om det og hiver op i blusen for at vise sin pumpe. Jeg er så stolt af ham. Han er virkelig vokset med opgaven. Det er jeg også, siger Katja.

Som mor er hun stadig bevidst om, at med diabetes i sit liv er der ting, Gustav er afskåret fra:

- Jeg kan godt være lidt ked af, at han på en måde har mistet lidt af den ubekymrethed, hans kammerater har. Vi gør meget ud af at fortælle ham, at han kan det, han vil, fortæller Katja.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes