MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Uha, jeg har været gal på min mand"

“My life my choice” er tatoveret på brystet af Susanne og Frank Christoffersens nu voksne søn Daniel, der altid selv har villet bestemme, hvordan hans type 1-diabetes skulle tackles. Da han var barn, kom Susanne med alle formaningerne, mens Frank forsøgte at lade sønnen være i fred. Sådan er det stadig lidt i dag, hvor Susanne frygter, at sønnen dør før forældrene.

Af Sara Hartmann Sivertsen. Artiklen er fra medlemsbladet februar 2016.

Foto: Claus Bjørn Larsen

– Det lyder smadder barskt, men nogle gange siger jeg til Frank, at jeg tror, vi kommer til at lægge ham i graven før os selv, siger Susanne Christoffersen, 51 år.

Hun taler om deres 25-årige søn Daniel. 

Daniel fik type 1-diabetes, da han var 12 år. Det var en kæmpe omvæltning for familien, som intet kendte til diabetes. Efter noget tid fik Daniel selv ansvaret for at skrive sine blodsukkertal ned.

– Hans tal var så fine. Vi roste ham, og han virkede rigtig glad, fortæller Susanne.

Men da de var til kontrol på Glostrup Hospital, viste det sig, at Daniels langtidsblodsukker var tårnhøjt.

– Han havde tænkt: “Jeg skriver bare de tal, de gerne vil se, så bliver de glade – og jeg får fred”, siger Frank, 53 år, og tilføjer:

– 12 år er en forbandet alder at få diabetes i. Man vil jo bare være som alle kammeraterne. Somme tider lod han være med at tage insulin.

Efter Daniel flyttede hjemmefra, har forældrene fået et bedre forhold til sønnen – og ægteskabet er også blevet bedre. – Men hvis der skal være god stemning, kan vi stadig ikke snakke diabetes med Daniel, når vi ses, siger Susanne. Frank håber, at Daniel måske ændrer kurs, hvis Daniel en dag selv bliver far. Foto: Claus Bjørn Larsen.

Daniel smed madpakkerne ud

Frank arbejder som brændeovns-montør og Susanne i et gæstehus for dagplejere. Da Daniel var teenager, arbejdede Susanne hjemme som dagplejemor.

– Det var mig, der mødte Daniel med: “Har du nu husket at måle dit blodsukker? Og har du husket din insulin?”  Frank var taget på arbejde. Og jeg var der også, når Daniel kom hjem fra skole og slæbte flødeboller, slikposer og is med op på værelset, fortæller Susanne.  

Efter Daniel fik diabetes, begyndte han at spise enorme mængder af slik.

– På os virkede det som om, at han tænkte: “Denne her sygdom skal ikke bestemme, om jeg skal æde 14 flødeboller” – en form for trods, siger Frank.

Hver morgen smurte Susanne seks små sunde madpakker med salat, grøntsager og grovboller til Daniel. En dag da Frank tilfældigvis gik bag Daniel, som var på vej i skole, så han ham helt rutinemæssigt kaste madpakkerne over skulderen ind i en hæk. 

– Jeg tror aldrig, han har accepteret, at han har diabetes, konstaterer Frank.

Da Daniel begyndte at gå i byen, smurte Susanne en madpakke og lagde den på hans hovedpude, så han huskede at spise, inden han faldt i søvn. Den service var Frank ikke enig i.

– Jeg havde den holdning, at hvis Daniel skal lære at tage vare på sig selv, må han selv åbne køleskabet, når han kommer hjem, siger Frank.

Parforhold er under pres

71 % er mere kontrollerende over for deres barn, end de ønsker at være

66 % har bekymret sig om, når deres barn flytter hjemmefra

55 % svarer, at det kan hjælpe at være i kontakt med andre, der har børn med diabetes

49 % har bekymret sig om, at deres barn ikke kan få sine drømme opfyldt

48 % har bekymret sig om, at deres barn vil dø tidligt pga. diabetes

37 % mener, at deres barns diabetes har haft negativ eller meget negativ betydning for deres parforhold/tidligere parforhold

26 % skændes mere med deres partner, efter barnet har fået diabetes

13 % af forældrene er bange for, at de går fra hinanden som følge af diabetes

Kilde: Diabetesforeningens spørgeundersøgelse “Forældre til børn med type 1-diabetes”, november 2015.Tallene bygger på 334 besvarelser fra forældre, der er medlemmer af Diabetesforeningen.

Et under, at vi stadig er sammen

Et år efter Daniel fik diabetes, var familien på et af Diabetesforeningens familiekurser på Fyn.

 – Gud, hvor var det rart lige pludselig at være sammen med 100 andre i samme situation, husker Susanne, der her fik sig en veninde, som hun har haft mange mail-korrespondancer med igennem årene.

– Vi har læsset af hos hinanden, når det hele blev for meget. Hun havde en søn med diabetes, der var et år yngre end Daniel – vi forstod hinanden.

Hjemme i rækkehuset i Glostrup var det ikke altid, at Frank og Susanne havde den store forståelse for hinanden.   

– Det var en turbulent og opslidende tid – og diabetes fyldte rigtig meget. Det er et under, at vi stadig er sammen, siger Susanne og smiler til Frank. Hun tilføjer:

– Uha, jeg har været gal på Frank, fordi jeg følte, at han ikke gik nok ind i det.

– Ja, bølgerne gik højt. Susanne var helt oppe i det røde felt i årevis – jeg tog det lidt mere afslappet. Men det er ikke fordi, jeg ikke bekymrer mig. Vi er bare meget forskellige i vores måde at tackle det på, siger Frank.

Det siger Daniel

Billede mangler

Forældrene har ordet i denne artikel, men Diabetes har spurgt Daniel, hvad hans forældre kunne have gjort anderledes? - Hvis jeg skulle have givet mine forældre et råd, da jeg var teenager, ville det helt klart have været at holde sig en smule mere i baggrunden. Jeg forstod godt alvoren. Jeg har ikke gået til kontrol i hvert fald de sidste to år nu, og jeg måler heller ikke blodsukker. Jeg kan ikke forklare hvorfor, siger 25-årige Daniel Christoffersen, der er mekaniker og i dag bor sammen med sin kæreste, der er dyrlæge. 

Frank vidste godt, at Susanne var bange og frustreret over hele situationen, og det prellede derfor af på ham, når hun snerrede af ham.

– I bund og grund var det ikke mig, hun var sur på, så jeg tog det ikke personligt, siger han.

– Frank skal have æren for, at vi ikke er gået fra hinanden. For dengang var det personligt for mig. Når jeg havde en konfrontation med Daniel, og Frank ikke kom og bakkede mig op, følte jeg mig så alene. Og så blev jeg sur på Frank. 

– Jeg syntes ikke, at vi skulle være to til at punke ham, og jeg tænkte: Han skal nok vågne op og komme til fornuft – han bliver voksen – hvis vi bare giver knægten en chance for at vise, at han kan, siger Frank og tilføjer:

– Men nu er jeg næsten holdt op med at tro på det.  

Syreforgiftninger forskrækkede

Daniel har ikke været til kontrol i mindst to år, ligesom han heller ikke måler blodsukker. Og han har to gange i de sene teenageår haft syreforgiftning.

– Syreforgiftningerne forskrækkede ham. Så han tager sin insulin i dag. For han vil i bund og grund ikke dø, siger Frank.

Igennem årene har Frank og Susanne haft mange snakke med Daniel om, hvordan det høje blodsukker kan give følgesygdomme.

– Han svarer bare: “Det er ikke sikkert, det sker for mig” – og hvis vi bliver for ihærdige, peger han på sin tatovering på brystet, hvor der står: “My life my choice”. Og så er den lukket, fortæller Frank. 

Mylife 2

Foto: Claus Bjørn Larsen.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes