MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Vi er begge gået ned med stress"

En aften klokken 22.14 skriver en mor et opslag i facebook-gruppen “Forældre til børn med type-1”. Hun fortæller, at hun er gået ned med stress og spørger, om nogen derude har prøvet noget lignende? Inden for få minutter begynder det at vælte ind med kommentarer. En af dem, der svarer, er Britt Damm Bull. Vi har besøgt Britt og hendes mand Thomas Bull.

Af Sara Hartmann Sivertsen. Artiklen er fra medlemsbladet februar 2016.

Foto: Claus Bjørn Larsen

En fredag i januar sidste år bliver Britt Damm Bull dårlig på arbejdet. Hun er lige ved at besvime og bliver sendt hjem i en taxa – men bliver ved med at være svimmel. En uge senere tager hun til lægen, som konstaterer, at hun ikke fejler noget fysisk, men at hendes krop har sagt stop efter 14 måneders søvnmangel og alt for mange bekymringer.

Billede mangler

Britt og Thomas har sønnerne Bastian på syv år, der har haft type 1-diabetes, siden han var fire et halvt, og Bertram på tre år. I starten med diabetes målte forældrene blodsukker hver anden time om natten og havde massiv mangel på søvn. Bekymringerne var store, og til sidst blev både Britt og Thomas sygemeldt med stress.

Britt bliver sygemeldt med stress, og det varer syv måneder, før hun langsomt begynder at vende tilbage til arbejdet som business analyst i Nordea i København.

Hun lægger ud med fire timer om ugen. Og nu – et år efter hun gik ned med stress – er hun oppe på 20 timer.

– Jeg har fået lov til at gå ned på 30 timer fast. Men det var rigtig hårdt at indse, at jeg ikke skulle arbejde 40 timer om ugen. Det er jo det, man gør, og hvis jeg tidligere har haft brug for flere timer, så brugte jeg det, fortæller 37-årige Britt.

Når hun tænker tilbage, kan hun i virkeligheden ikke forstå, at der gik så lang tid, før hun gik ned med stress.

– I starten brugte vi helt enormt mange kræfter på at tænke på følgesygdomme. Vi kunne slet ikke overskue, hvad det var, Bastian skulle igennem resten af sit liv. Ville han få dårligt syn eller amputerede lemmer, når han blev voksen? Derfor gik vi ekstremt meget op i, hvad han skulle og ikke måtte, fortæller Britt.

Accepterede ikke et højt blodsukker

Britt og hendes mand Thomas skiftedes til at måle blodsukker hver anden time om natten. De målte op til 15 gange i døgnet.

– Dengang vidste vi ikke, at det næsten er umuligt at undgå højt blodsukker indimellem, og vi troede, at han kunne tage skade, hvis han lå højt bare i ganske kort tid. Derfor accepterede vi slet ikke høje blodsukre, selv om Bastians langtidsprøver var fine. Vi var så trætte, husker Thomas, 34 år.

Oveni trætheden og bekymringerne var Britt på dobbeltarbejde, når hun var på job.

– Da jeg var blevet rask, og Britt stadig var syg, havde jeg nogle gange lyst til at sige: “Kom nu i gang for helvede”. Men det hjælper jo ikke noget. I stedet ringede jeg til min mor og brugte hende som ventil, siger Thomas. Foto: Claus Bjørn Larsen.

– Børnehaven turde ikke tage ansvaret for Bastian. Hver gang han skulle spise, skrev eller ringede de til mig. Så når jeg var på arbejde, skulle jeg samtidig forholde mig til kulhydrater, blodsukkertal og insulinmængder, fortæller Britt og tilføjer:

– Jeg tænkte hele tiden: om lidt bliver det bedre – om lidt bliver det hverdag. Men så tager den ene dag den anden. Og diabetes bliver bare aldrig hverdag.

Lå i sofaen og så serier

Psyke og arbejdsliv bliver ramt

86 % har i meget høj eller høj grad bekymret sig om, at deres barn senere i livet vil få følgesygdomme

80 % svarer, at det kan hjælpe dem i hverdagen, at pædagoger og lærere har indsigt i diabetes

75 % mener, at deres barns diabetes har haft negativ eller meget negativ betydning for deres psykiske trivsel

73 % mener, at insulinpumpen kan hjælpe dem i hverdagen

67 % føler sig mere stressede, efter deres barn har fået diabetes

53 % er bekymrede, når deres barn er i institution eller skole

49 % mener, at deres barns diabetes har haft negativ eller meget negativ betydning for deres arbejdsliv

47 % føler sig mere deprimerede, efter deres barn har fået diabetes

47 % er i konstant søvnunderskud, efter deres barn har fået diabetes

35 % er kommet tættere på deres partner, efter at deres barn fik diabetes

35 % har bekymret sig, når deres barn bliver passet af bedsteforældrene

35 % mener, at en sensor kan hjælpe dem i hverdagen. 46 % svarer, at de ikke ved det. Og 15 % svarer “hverken eller”

28 % har svært ved at leve op til kravene på deres arbejde

21 % er gået ned i tid pga. diabetes. 7 % er holdt op med at arbejde

Kilde: Diabetesforeningens spørgeundersøgelse “Forældre til børn med type 1-diabetes”, november 2015. Tallene bygger på 334 besvarelser fra forældre, der er medlemmer af Diabetesforeningen.

I de første måneder af Britts stress-forløb fik hun angstanfald, når hun var udenfor, så dagene gik med at ligge på sofaen og se serier. Hun tvang dog sig selv til at aflevere og hente drengene. 

To måneder efter Britt blev sygemeldt, spurgte en kollega Thomas, hvordan han havde det.

– Jeg brød sammen. Jeg sad bare og græd. Jeg havde det jo af helvedes til. Lige pludselig havde jeg ikke Britt at støtte mig op af. Hun kunne ingenting, og nu var det mig, der stod med alle opgaver derhjemme – og børnehaven var begyndt at ringe til mig i løbet af dagen. Jeg var bare fyldt helt op, fortæller Thomas, der i dag arbejder som skolelærer, men på det tidspunkt arbejdede som konsulent i et firma, der laver it-programmer til folkeskolen.

Nu lå Britt og Thomas i hver deres ende af sofaen i lejligheden i Ørestaden i København og sov og så TV – og diskuterede, hvem der havde mest overskud til at gå over og hente drengene på den anden side af vejen.

Efter en måned startede Thomas langsomt op med at arbejde. Men Britt var endnu ikke klar.

– Hvis du får stress af dit arbejde, kan du tage tre måneder derhjemme, men du tager ikke lige tre måneders pause fra et sygt barn. Der er jo ikke den ting, du ikke vil gøre for dit barn, så du bruger bare alle de kræfter, du ikke har – og på et eller andet tidspunkt knækker du. Du bliver altså nødt til at fjerne alt det andet rundt om og så bruge de få kræfter, du har, på dit barn, siger Britt.

– Jeg havde det sådan, at hvis ikke vi gør det godt nok, er det Bastian, der betaler prisen. Det vil man jo aldrig byde sit barn, derfor presser man sig selv, fortæller Thomas.

Lægen: Skru ned for ambitionerne

Både Britt og Thomas har fået hjælp af en psykolog, men Bastians diabeteslæge fra Herlev Hospital spillede også en afgørende rolle for at få parret igennem den svære tid. Til en diabeteskontrol siger lægen, at det selvfølgelig er vigtigt, at Bastian ligger godt med blodsukrene, men endnu vigtigere, at de kan finde en god balance i livet. Hun pointerer, at de bliver nødt til at skrue ned for ambitionsniveauet, for hvis de ikke kan hænge sammen, vil det i sidste ende også blive Bastian, det går ud over. 

 

 

Foto: Claus Bjørn Larsen

Lægen bemærker samtidig, at Britt og Thomas måler blodsukkeret unødigt mange gange.

– Det var en kæmpe hjælp, at lægen sagde, vi skulle skrue ned for ambitionerne og ikke måle så mange blodsukre. Vi havde helt sikkert ikke lyttet, hvis vores venner eller familie havde sagt det til os. Det betyder noget, at det er en fagperson, der ved, hvad det drejer sig om, der siger det, siger Thomas. 

Diabetes og den efterfølgende stress har gjort dem stærkere som par, synes de.

– Det at vi har været igennem den her sindssygt hårde periode, og vi har formået at snakke åbent om de svære ting, har helt klar styrket vores forhold og troen på, hvad vi kan klare i fremtiden, siger Britt.  

Nu sover vi om natten

Det første år med diabetes beskriver Thomas og Britt som hårdt, det næste – 2015 – var endnu værre, men der er store forhåbninger til det tredje år med diabetes. I løbet af det sidste år har Bastian fået pumpe og siden sensor, hvilket Britt og Thomas har svært ved at få armene ned over.

– Vi sætter ikke længere vækkeuret om natten. Hvis vi vågner, er det fordi, der går en alarm fra sensoren, og det er slet ikke hver nat, fortæller Britt.

Sensoren gør også, at de er blevet mere trygge ved at overlade ansvaret for Bastian til andre.

– Vi er så heldige, at vi har bedsteforældre, som gerne vil passe og som er gode til det. Men fordi vi var så ekstreme i starten, gav vi ikke slip, selv om han blev passet. Vi havde hele tiden telefonen på os og skrev: “har I nu husket…”, fortæller Thomas.

Bastian begyndte i skole i sommer, og skolen har taget ansvaret på sig. Diabetes fylder mindre og mindre for Britt og Thomas. De har accepteret, at det, at deres søn har fået diabetes, betyder, at de også skal ændre nogle ting i deres liv.

– Vi kan mærke, at det går i den helt rigtige retning nu, siger Britt. 

Foto: Claus Bjørn Larsen

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes