MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Vi flytter tættere på familien"

Anna-Katrine og Christian Ullits Bisgaard har sagt deres job op og flytter nu fra København til Nibe. Parforholdet og vennerne har været sat på vågeblus i de snart tre år, Mathilde har haft type 1-diabetes – men parret er samtidig blevet i stand til at træffe nogle store beslutninger omkring deres liv sammen, som de ellers ville have haft svært ved.

Af Sara Hartmann Sivertsen. Artiklen er fra medlemsbladet februar 2016.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Lejligheden bugner af flyttekasser. Nu er Christian, 37 år, og Anna-Katrine, 33 år, Ullits Bisgaard klar til at vinke farvel til København – en by, de har elsket at bo i gennem de sidste ti år. De har sagt deres job op for at flytte til Nibe i Nordjylland, hvor deres familier også bor.

– Man finder virkelig ud af, hvad der betyder noget for én, når ens barn får diabetes, og man kommer i krise. Vi har fået en trang til at komme hjem til rødderne og være en del af familien, og krisen har gjort os i stand til at træffe den svære beslutning, fortæller Anna-Katrine, der ligesom sin mand er økonomiuddannet.

Deres datter, Mathilde, fik type 1-diabetes, da hun var ti måneder. I dag er Mathilde tre et halvt og har en lillebror, Anders, på halvandet.

Anna-Katrine og Christian har begge fået job i Nordjylland, men tilgangen til at gå på arbejde har ændret sig meget.

– Før blev der brugt mange timer på jobbet – lad os sige det sådan, siger Anna-Katrine, mens hun smiler til Christian og fortsætter:

– Nu er det vigtigste, at vi har det godt som par og familie. De der dage, hvor jeg er rigtig træt og kommer til at sige ting til Christian, der er uheldige – det er dem, der rammer hårdt. Jobbet – det er ligegyldigt. Og det havde du aldrig hørt mig sige før.

Mathilde på tre et halvt år har pumpe. Hun har også en sensor, men bruger den sjældent, fordi hun får eksem af plasteret. Mathilde og hendes mor og far er i år på Diabetesforeningens materialer til landsindsamlingen Støt Børn med Diabetes den 12. juni 2016. Foto: Claus Bjørn Larsen

En befrielse at gå uden mad og målegrej

Det er ikke kun forholdet til arbejdet, der er blevet anderledes. De sociale aktiviteter er der også blevet skåret gevaldigt ned på. Christian og Anna-Katrine har prioriteret at se deres venner hver især, men de har stort set ikke været ude som par, siden de blev forældre.

Forældre bliver bedre til at prioritere

77 % bekymrer sig om, når deres barn begynder at gå til fest og drikke alkohol

65 % svarer, at det kan hjælpe dem i hverdagen, hvis de har en, de trygt kan overlade deres barn til, så de selv kan holde “fri”

60 % er blevet bedre til at prioritere, hvad der er vigtigt i deres liv, efter deres barn fik diabetes

57 % synes, de har fået et tættere forhold til deres barn

55 % bekymrer sig, når deres børn er til børnefødselsdage

43 % mener, at det at være forældre til et barn med diabetes har haft negativ betydning for deres sociale liv

33 % ser deres venner mindre

26 % går aldrig ud som par mere, efter deres barn har fået diabetes

Kilde: Diabetesforeningens spørgeundersøgelse “Forældre til børn med type 1-diabetes”, november 2015. Tallene bygger på 334 besvarelser fra forældre, der er medlemmer af Diabetesforeningen.

– Det er svært at finde tid til hinanden, når man har små børn, og diabetes har bestemt ikke gjort mulighederne for pasning lettere. Dog tror jeg, vi bliver bedre forældre, hvis vi får en pause fra diabetes indimellem, men jeg kan næsten ikke få det over mine læber, for den pause får Mathilde bare aldrig. Hun skal leve med diabetes hver dag, resten af sit liv, siger Anna-Katrine.

Christian husker også, hvordan han havde en aha-oplevelse de første gange, han skulle ud at gå en tur alene med Anders.

– Det var en befrielse, at man ikke behøvede at have mad og målegrej med – man fik lige skuldrene ned.

– Jeg kan slet ikke rumme, at vores lille, dejlige pige skal høre, at hun er træls at have med, siger Anna-Katrine, der også bekymrer sig om fremtiden.

– Da Mathilde var bare ti måneder gammel, sad jeg allerede og bekymrede mig om de børnefødselsdage, hun skulle deltage i og hendes teenageår med byture og alkohol, fortæller hun, mens hun ryster på hovedet af sig selv.

Utallige bekymringer blandet med et konstant søvnunderskud har skubbet parforholdet i baggrunden.

 – Men langsomt har vi givet mere og mere slip, og vi får mere søvn. Vi er langt fra, hvor vi startede. Ikke fordi det hele løser sig på to år. Det er stadig hårdt, opslidende og ødelæggende, men vi begynder faktisk at nyde at være sammen med vores unger, og vi har helt almindelige dagligdagsproblemer som mange andre, fortæller Christian. 

– Nu skal vi til at lære os selv og hinanden at kende, efter vi er blevet rystet rundt – og det tror jeg, vi får rigtig god mulighed for i Nibe, siger Anna-Katrine og smiler.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes