MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Film om diabetes og psyken

Vi har talt med 10 meget modige og ærlige mennesker om, hvordan deres type 1-diabetes påvirker dem psykisk.


Erik Bentsen fik type 1-diabetes, da han var 10 år. ”Det værste ved diabetes er, at du aldrig nogensinde kan tage fri fra det. Og hvis du tager dig den frihed ikke at tænke over det i et par timer, så bliver du også straffet med enten et for højt eller lavt blodsukker – og begge dele er ubehageligt,” forklarer Erik, som er blevet rigtig træt af at have diabetes, efter det er gået op for ham, hvor kompliceret det er at styre blodsukkeret – og hvor meget sygdommen faktisk påvirker hans personlighed, psyke og humør. I dag arbejder han fortsat på at acceptere sygdommen, men det er en langvarende proces: ”Diabetes er en del af mig, men jeg er mere end det,” siger han.

Hanne Bonnet Yderstræde fik type 1-diabetes, da hun var 5 år. Hanne har haft type 1-diabetes siden 1964. Dengang fandtes der ikke hurtigtvirkende insulin, og man kunne ikke selv måle sit blodsukker. Da hun læste på seminariet, mistede hun synet på det ene øje. Synet blev efterfølgende reddet af en operation. I dag er hendes største frygt at blive blind igen. Derfor er hun meget fokuseret på at have et godt blodsukker. I filmen fortæller hun, bl.a. hvordan hun håndterer sin angst.

Ditte Marie Birch fik type 1-diabetes, da hun var 12 år. Ditte Maries blodsukker har ligget alt for højt i mere end 20 år, og trods sin unge alder har hun stort set alle komplikationer til diabetes. Hun har haft blodpropper i benene, gastroparese, neuropati, skinnebenssår, øjenproblemer, psykisk og fysisk træthed og skal nu starte i dialyse, da hendes nyrer er ødelagte. Ud over type 1-diabetes kæmper Ditte Marie med en spiseforstyrrelse og angst for lavt blodsukker. Ditte Marie håber, at hun med sin historie kan være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at de læger og sygeplejersker, der behandler diabetespatienter, også tænker den psykiske del ind i behandlingen.

Louise Jensen fik type 1-diabetes, da hun var 26 år. Louise fortæller, at diabetes på mange måder er en usynlig sygdom, da mange ikke ved, hvor meget sygdommen fylder mentalt på daglig basis. Hun kunne godt tænke sig, at der i sundhedsvæsenet var mere fokus på den mentale del af diabetes – ligesom kontroller og øjenscreeninger er sat i system. ”Mine tanker kører hele tiden på to spor. Der er selvfølgelig ét spor, der hvor jeg nu engang befinder mig. Og så er der et andet spor, som konstant kører på: hvordan ligger mit blodsukker, er det på vej ned? er det på vej op? Har jeg juice eller druesukker inden for rækkevidde? Når jeg at reagere i tide? Jeg synes nogle gange, at jeg kan være på ekstremt meget overarbejde. Du er din egen behandler, når du har diabetes, men sygdommen ændrer sig hele tiden. Det der virkede i går, virker ikke nødvendigvis i dag. Det kan trække tænder ud,” siger Louise i filmen.

Sabrina Juulsgaard Jensen fik type 1-diabetes, da hun var 9 år. Da Sabrina fik type 1-diabetes som 9-årig, udviklede hun angst for at få lavt blodsukker, og det udviklede sig til en generel angst. I en periode turde hun ikke at være i skole alene, så hendes mor måtte tage orlov for at holde ude foran skolen hver eneste dag. På et tidspunkt var hun så hæmmet af sin angst, at hun hverken kunne tage ud at handle eller deltage i større arrangementer – heller ikke selvom det bare var med familien. I dag har Sabrina set sin angst i øjnene, og hun har nu en værktøjskasse parat, hvis angsten skulle dukke op igen.

I dag siger han: "Fuck diabetes, det er mig, der har kontrollen," men sådan var det ikke i starten. Frans fik konstateret type 1-diabetes fire dage før, han blev far for anden gang. Han fandt hurtigt ud af, at diabetes gav ham humørsvingninger, som han ikke havde haft tidligere. Han fik hjælp af en psykolog til at håndtere den nye situation.

Da Helle fik type 1-diabetes som 17-årig, boede hun hjemme hos sine forældre og passede sin diabetes til punkt og prikke. Da hun tre år senere flyttede hjemmefra – og ikke længere havde forældrene på sidelinjen, gled hendes diabetes i baggrunden. I flere år passede hun ikke sine kontrolbesøg på hospitalet, og tog ikke pasningen af sin diabetes alvorligt, for som hun siger, var der ingen konsekvenser dengang. De senere år, hvor følgesygdommene er begyndt at vise sig, er Helle begyndt at passe på sig selv. I dag gør hun alt, hvad hun kan for at ramme et godt blodsukker, samtidig er hun blevet overvældet af, hvor meget diabetes fylder – og det gør hende både fysisk og psykisk træt.

Karen Louise Hansen fik type 1-diabetes, da hun var 5 år. "Hvad nu hvis der kommer krig eller terror, og jeg bliver holdt indespærret og ikke kan få mad og insulin? Eller hvis jeg bliver syg eller blind, og ikke selv kan tage vare på min diabetes?" Bekymringerne fylder meget for Karen. Hun er perfektionist og bliver stresset af at vide, at hun selv har ansvaret for sin diabetesbehandling. Da hun var teenager, havde hun en læge, der skræmte hende med, at hun kunne blive blind eller få amputeret sine ben, hvis hun ikke passede sin diabetes. I dag har hun en anden diabeteslæge, som har fokus på, at det er det mentale, hun skal arbejde med. Langtidsblodsukkeret er nemlig fint – og har altid været det. I dag arbejder Karen på at acceptere, at blodsukkeret vil svinge engang imellem, selvom hun gør det bedste, hun kan.

Jørgen Pedersen har haft type 1-diabetes hele sit liv, men er først begyndt at måle blodsukker og tage insulin regelmæssigt for to år siden. I filmen fortæller han, hvorfor han har holdt sin diabetes hemmelig for sin arbejdsgiver – og at hans job som lastbilschauffør har gjort, at han foretrak et højt blodsukker frem for et lavt. For to år siden startede Jørgen hos en psykolog, og det blev hans vendepunkt.

Selma Hansen fik type 1-diabetes, da hun var 11 år. ”Hvis du fortsætter med det her, så dør du…” Det var beskeden, der fik Selma til at forstå, at hun havde et problem. I teenageårene ignorerede Selma sin diabetes. Hun tog ikke insulin og målte ikke blodsukker, hun ville bare være som sine jævnaldrende. Når hun var til kontrol, mødte hun nye læger og sygeplejersker hver gang, og det varede flere år, før det blev opdaget, at hun ikke tog den mængde insulin, som hun sagde, hun gjorde. Selma havde uden at tænke over det udviklet en diabetes-relateret spiseforstyrrelse.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes