MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Jeg følte mig fravalgt"

Da Rikke Øgelund Nielsen som 14-årig fik type 1-diabetes, oplevede hun pludselig at blive valgt fra af både veninde og kæreste. Det satte sine spor. Og hun følte det, som om fremtidens døre lukkede, før hun havde åbnet dem. I dag forsøger hun at bevare den spontanitet, som er en stor del af hendes personlighed.

Pludselig fik kæresten meget travlt med sine venner og havde ikke tid til at se Rikke, efter hun havde fået type 1-diabetes. Hun var kun 14 år gammel, men ikke desto mindre var det et hårdt slag.

Rikke, som læser biologi i Odense, foretog en "grovsortering" af sine venner, da hun fik type 1-diabetes. Foto: Martin Bubandt

– Jeg havde været træt og uoplagt i perioden op til, jeg fik konstateret diabetes, så jeg tror, det var derfor. Jeg følte mig fravalgt på grund af min diabetes, og det var enormt sårende.

Rikke Øgelund Nielsens teenageliv ændrede sig fra den ene dag til den anden. Pludselig skulle hun måle blodsukker, tælle kulhydrater og have styr på sin insulinpumpe. Men at kæresten og også flere veninder pludselig opførte sig anderledes over for hende, gjorde det endnu sværere, husker hun.

Særligt én begivenhed er mejslet i Rikkes erindring.

– Jeg husker tydeligt, at jeg var inviteret med til en venindes konfirmation. Men pludselig fik jeg ad omveje at vide, at jeg ikke længere var inviteret, fordi det ville være for bøvlet, hvis jeg skulle sidde der med min køkkenvægt og veje maden, husker Rikke, der i dag er 23 år.

De første år med diabetes blev for Rikke derfor nogle år, hvor hun følte sig fravalgt og også begrænset.

– Som 14-årig skulle jeg først til at finde ud af, hvem jeg var. Jeg var knap nok begyndt at overveje, hvad jeg ville med min fremtid, før jeg følte, at den ene dør efter den anden smækkede i hovedet på mig. Pludselig blev det til en krise for mig, at jeg ikke kunne blive politimand på grund af min diabetes. Eller brandmand eller komme i militæret for den sags skyld. Selvom jeg aldrig tidligere havde interesseret mig en bjælde for nogen af delene og med sikkerhed heller aldrig nogensinde ville have overvejet dem, hvis ikke det var fordi, at jeg pludselig ikke kunne. Det føltes hamrende uretfærdigt at blive begrænset på grund af min diabetes.

Fra yndlingsfag til hadefag

Også i skolen følte Rikke sig begrænset. Idræt havde hidtil været hendes yndlingsfag, men efter hun havde fået diabetes, blev det i stedet til hendes hadefag.

– Det blev så frygteligt besværligt at dyrke idræt. Pludselig skulle jeg overveje en hel masse ting, før jeg overhovedet kunne komme i gang: Hvad havde jeg lige lavet forinden? Hvor meget havde jeg spist, og hvor meget insulin skulle jeg så tage? Og når jeg endelig var godt i gang med idrætstimen, skulle jeg afbryde for at tjekke mit blodsukker. Det tog fuldstændig glæden ud af træningen. Jeg ønskede bare, at min diabetessygeplejerske ville fritage mig for idræt.

Som årene er gået, har Rikke gradvist vænnet sig til de vilkår, der gælder for et liv med diabetes. Hun synes dog, diabetes fylder for meget, og at den planlægning, som diabetes kræver, passer dårligt til den person, hun er.

– Som barn sprang jeg ud og legede, så snart der blev ringet på døren. Derfor falder det mig på ingen måde naturligt at være så tjekket, at jeg bare automatisk husker alt mit diabetesudstyr. Men jeg er blevet god til at alliere mig med folk, som kan hjælpe mig med at huske min juice, min ekstra jakke til udstyr og så videre.

Identitet og type 1-diabetes

76% oplever, at diabetes i høj grad eller nogen grad er en del af deres identitet. I de tilfælde, hvor diabetes i høj grad er en del af folks identitet, oplever 39 procent det som skidt, mens 38 procent oplever det som godt.

Diabetes er heldigvis langt fra det eneste, der præger folks identitet. Et flertal siger, at familie, beskæftigelse eller uddannelse og fritidsinteresser har større betydning for den person, de er, end deres diabetes.

44% synes ofte eller meget ofte, at deres diabetes fylder for meget.

12% oplever, at diabetes fylder halvdelen af deres tid i hverdagen, mens 8 procent oplever, at sygdommen fylder det hele.


Kilde: Diabetesforeningens spørgeundersøgelse om identitet, marts 2019. 889 besvarelser fra deltagere i Diabetespanelet, der er en ikke-repræsentativ gruppe af Diabetesforeningens medlemmer. Panelets medlemmer giver løbende deres mening til kende om emner relateret til diabetes. Find undersøgelsen under vores bladtemaundersøgelser

Rikke foretog også en “grovsortering” af vennerne i teenageårene, som hun kalder det.

– Det har været vigtigt for mig at kunne give plads til den spontane person, jeg er, og ikke lade planlægningen overtage det hele. Derfor er jeg blevet meget opmærksom på at omgive mig med omsorgsfulde personer, der ikke ser min diabetes som et problem, men som finder det naturligt at hjælpe til.

Dørene, der forblev åbne

I dag glæder Rikke sig over, at de vigtigste døre til fremtiden er forblevet åbne for hende. Hun studerer biologi på Syddansk Universitet i Odense og føler, at hun har fundet sin rette hylde i livet.

– Min mor var en god støtte, da jeg i teenageårene skulle lære at se igennem begrænsningerne. Når jeg klagede over ikke at kunne blive politimand og brandmand, sagde hun: “Men du er jo god til så meget andet. Hvad med din interesse for dyr?” Og hun havde jo ret – Jeg har altid elsket dyr og natur, så det lå meget mere i kortene, at jeg skulle gå denne her vej.

Også Rikkes interesse for idræt er overlevet – i hvert fald til dels.

– Jeg løber og træner jævnligt, selvom jeg stadig kan synes, at det er møgirriterende med al den ekstra planlægning, det kræver. Men jeg prøver at acceptere, at jeg nogle gange bare må vende om  og hente jakken med udstyr, når jeg fem minutter inde i løbeturen kommer i tanke om, at jeg har glemt den.

Rikke tænker sig lidt om og tilføjer:

– Jeg er faktisk blevet bedre til at planlægge, efter jeg har fået diabetes. På ferien til Tenerife havde jeg for eksempel husket alt mit diabetesgrej hjemmefra. Til gengæld havde jeg ikke et eneste outfit med, der matchede. Det drillede min søster mig med, men jeg kan bare ikke være tjekket med det hele på én gang. Det bliver aldrig mig!

Fortalt til Stine Mørkeberg og bragt i medlemsbladet maj 2019

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes