MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Min vægt styrer mit liv"

Siden hun fik type 1-diabetes som 14-årig, har Emilie Sloth kæmpet med spiseforstyrrelsen anoreksi. Det store fokus på mad, vægt og kulhydrattælling udløste en ond cirkel.

Hver fjortende dag har 21-årige Emilie Sloth et fast ritual, som hun ser frem til med en blanding af spænding og gru: Hun stiger op på vægten hos sin ernæringssygeplejerske ved Odense Universitetshospital og venter på, at de altafgørende tal toner frem i displayet.

– Hvis jeg har tabt mig, bliver jeg glad, og hvis jeg har taget på, ødelægger det min dag. Jeg har angst for at øge min vægt. Min vægt styrer faktisk næsten hele mit liv, fortæller Emilie om sin syv år lange kamp mod anoreksien.

En kamp, der startede, da hun som 14-årig fik konstateret type 1-diabetes.

Emilie og hendes vægt

  • Emilie fik konstateret type 1-diabetes som 14-årig – og udviklede anoreksi kort tid efter
  • Fra 2011 til 2012 tabte Emilie sig lige knap 23 kilo på grund af sin anoreksi – fra 67,7 til 45 kilo
  • Emilie vejer i dag 46,8 kilo og er med sine 166 cm centimeter moderat undervægtig
  • Emilie har modtaget behandling for sin anoreksi i seks år på Center for Spiseforstyrrelser ved Odense Universitetshospital.

Tag på – nej, tab dig! 

– Inden jeg fik diabetes, vejede jeg lidt for meget, men jeg var en glad pige og havde mod på livet, husker Emilie.

Det var ikke frivilligt, at hun tabte 16,5 kilo i perioden op til, at hun i foråret 2011 blev syg. Det skete helt automatisk som følge af type 1-diabetes.

– Sygeplejerskerne på Sønderborg Sygehus rådede mig til at komme op på samme vægt, som jeg havde, før jeg fik diabetes, men da jeg kom tilbage på de 67,7 kilo, sagde sundhedsplejersken på min skole, at jeg burde tabe mig.

Sundhedsplejersken mente, at et vægttab ville betyde, at Emilie kunne klare sig med mindre insulin og bedre ville kunne styre sin diabetes. Det bakkede diabetessygeplejersken på sygehuset op om.

– Det var megaforvirrende, og jeg følte mig presset fra flere sider, fortæller Emilie.

Af en diætist lærte hun, hvordan hun skulle veje sin mad, så hun kunne regne indholdet af kulhydrater ud og tilpasse insulinen derefter.

– Derhjemme var der også meget fokus på, hvad jeg spiste. Jeg husker for eksempel, at jeg kun måtte få fem gram marmelade til fire halve rundstykker. Det påvirkede mig rigtig meget, at der hele tiden blev sat så meget fokus på maden og vægten. Jeg følte mig ikke god nok.

Unge med diabets i særlig risiko

Unge med type 1-diabetes er særligt udsatte for at udvikle en spiseforstyrrelse. Screening af unge med diabetes viser, at fire ud af ti har en spiseforstyrret adfærd. De har endnu ikke en egentlig spiseforstyrrelse, men de har tilløb til den. 7 ud af 100 har en decideret spiseforstyrrelse. Det samme er kun tilfældet for 3 ud af 100 uden diabetes.

Undersøgelsen viser også, at unge med type 1-diabetes og spiseforstyrrelser har en dårligere blodsukkerregulering end jævnaldrende diabetikere uden spiseforstyrrelser.

Kilder: “Eating problems in adolescents with type 1 diabetes”, engelsk studie fra 2013 og “Mental Health Comorbidities of Diabetes”, amerikansk studie fra 2014

Begyndte med en cykeltur

I kælderen i familiens villa står en kondicykel, som Emilie tog i brug.

– I starten tog jeg bare en halv time i roligt tempo, men så blev en halv time til en time, og så gik den bare derudaf. For hvert kilo jeg tabte mig, følte jeg mig som en bedre diabetespatient og et bedre menneske.

Emilie skrev ned, hvor mange gram kulhydrater, hun spiste, og høstede ros på diabetesafdelingen og hos sundhedsplejersken.

– Jeg følte endelig, at jeg gjorde noget godt. Og så kunne jeg ikke stoppe. Jeg spiste mindre og mindre, og jeg tog samtidig for lidt insulin, så jeg tabte mig. Så fik jeg højt blodsukker, blev træt og fik ondt i hovedet og kroppen. Det var jo rigtig farligt, men det var jeg fuldstændig ligeglad med dengang, husker Emilie. 

En farlig cocktail

Har en ung med diabetes også anoreksi, er det mere livstruende end ellers. Det viser et dansk studie fra 2002. Her fulgte man piger og unge kvinder, som både havde anoreksi og diabetes i en årrække. Efter 10 år var 8 ud af 23 af deltagerne døde.

Kilde: “Mortality in Concurrent Type 1 Diabetes and Anorexia Nervosa”, dansk studie fra 2002

Guldbarren sladrede

En decemberdag i 2011 sad Emilie og hendes søster i forældrenes bil på Føtex’ parkeringsplads i Sønderborg, og søsteren tilbød som så mange gange før halvdelen af sin Toms Guldbarre.

– Jeg afviste, selvom det var min yndlingschokolade. Så vidste hun godt, at den var helt gal, siger Emilie.

Søsteren fortalte om sin bekymring til deres mor, som tog en snak med de forskellige behandlere, der fulgte Emilies diabetes. Det førte til, at Emilie kom i et forløb hos Center for Spiseforstyrrelser ved Odense Universitetshospital, hvor hun blev fulgt tæt af en psykolog, en diætist, sygeplejersker og læger. På det tidspunkt havde hun tabt sig lige knap 23 kilo på under et år og vejede 45 kilo.

– De gav mig en kostplan med hjem og sagde, at jeg havde en uge til at følge den – ellers ville de indlægge mig. Og det var jeg jo ikke interesseret i, husker Emilie.

MÅ bare tjekke kalorierne

“Når unge diabetikere er i farezonen for at udvikle en spiseforstyrrelse, så kan det skyldes den traumatiske begivenhed, det kan være at få en alvorlig sygdom i en tidlig alder. En medvirkende årsag kan også være den store fokus på vægt, der følger af at have diabetes. Og har man først fået en spiseforstyrrelse som diabetiker, kan den være ekstra svær at slippe af med igen, fordi der netop er så meget fokus på vægt og mad, når man har diabetes. Det gælder især, hvis man er i insulinbehandling, hvor man hele tiden skal tælle kulhydrater”.

Rene Klinkby Støving, professor og overlæge ved Center for Spiseforstyrrelser på Odense Universitetshospital

Det lykkedes Emilie at kæmpe sig igennem kostplanen og undgå indlæggelse tilbage i 2012, og i en lang periode gik det den rigtige vej med anoreksien. Alligevel kæmper Emilie den dag i dag stadig med spiseforstyrrelsen og har oplevet flere tilbagefald undervejs.

– Det er ekstra svært at slippe af med min anoreksi, fordi jeg også har diabetes. Jeg skal hele tiden tælle kulhydrater for at finde ud af, hvor meget insulin jeg skal tage. Og når jeg ser på varedeklarationen på en pose rugbrød, så glider mit blik helt automatisk ned for også at tjekke antal kalorier og indholdet af fedt. Jeg kan ikke lade være.

Emilie håber, at behandlerne på diabetesområdet vil lære af tilfælde som hendes.

– Jeg synes, at de bør fokusere lidt mindre på vægten og lidt mere på, hvordan man trives, siger hun. 

Engang imellem tænker Emilie over, hvordan hendes liv kunne have været anderledes, hvis hun ikke havde haft diabetes.

– Jeg er gået glip af meget, fordi vægten har styret mit liv. Men min psykolog hjælper mig til ikke at bebrejde mig selv og bevare troen på fremtiden. Så jeg er begyndt at tænke, at jeg skal nok få en uddannelse og komme ud at rejse – når jeg er klar.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes