MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Nervekomplikationer

Diabetisk nervesygdom er en udbredt følgesygdom til diabetes (også kaldt diabetisk neuropati). Risikoen for at få sygdommen stiger med det antal år, du har haft diabetes, og hvis blodsukkerregulationen har været dårlig.

Hvad er diabetisk neuropati?

Ved diabetisk neuropati sker der en varig beskadigelse af nerverne til hud, muskler og/eller indre organer. I værste fald kan nerverne gå til grunde.

Hvad sker der i kroppen ved neuropati?

Blodet transporterer ilt rundt til kroppens celler. En hyppig følgesygdom til diabetes er en ødelæggelse af kroppens små blodkar. Beskadiges de blodkar, der forsyner nervecellerne med blod, kan det føre til, at nervecellerne kommer til at lide af iltmangel, hvorved de går til grunde.

Nervesystemet kan inddeles i det sensoriske, motoriske og autonome nervesystem, og nerveskaderne inddeles efter, hvor i nervesystemet de rammer:

  • Det sensoriske nervesystem består af nerver relateret til følesansen (f.eks. kulde/varme og smerte)
  • Det motoriske nervesystem består af nerver til de muskler, som styres af vores vilje (f.eks. arme og ben)
  • Det autonome nervesystem består af nerver til de indre organer og blodkar (f.eks. hjerte, blodtryk, vejrtrækning, mave-tarmfunktion)

Perifer neuropati er, når der sker en beskadigelse af det sensoriske og det motoriske nervesystem. Perifer neuropati rammer typisk tæer, fødder, ben og hænder.

Autonom neuropati er, når der sker en beskadigelse af det autonome nervesystem. Autonom neuropati rammer typisk urinblæren, hjertet, mave-tarmsystemet samt seksuelle funktioner.

Hvad er årsagerne til neuropati?

Man kender ikke den egentlige årsag til diabetisk neuropati, men man ved, at der er en klar sammenhæng mellem blodsukkerregulationen og risikoen for udvikling af sygdommen.

Et dårligt reguleret blodsukker øger risikoen for neuropati, mens et velreguleret blodsukker og en sund livsstil kan hæmme udviklingen. Rygning og overvægt kan også øge risikoen for at udvikle følgesygdommen. Desuden kan arvelighed spille en rolle.

Besøg Neuropatiforeningens hjemmeside

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes