MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Det er ikke mig, der dusker damerne"

54-årige Frank Aalestrup er en fandens karl, siger han selv – bare ikke når det kommer til sex. Her fortæller han, hvordan det kan være, at han slet ikke har dyrket sex de sidste 10-12 år.

Af Helen H. Heidemann, journalist hos Diabetesforeningen.
Artiklen er fra medlemsbladet september 2014.

Frank har kendt sin kone i mere end 30 år. De har et rigtig godt liv sammen med deres tre børn og lever med Franks ord i perfekt symbiose i hjemmet ved Toustrup mark cirka 20 kilometer fra Silkeborg. Men der er én ting, der slet ikke fungerer: Sex.

Frank _Aalestrup

Frank er en ivrig fotograf af sommerfugle og insekter. Når han fotograferer, slapper han af og koncentrerer sig om alt andet end sit arbejde - og det sexliv, han ikke længere har. Foto: Claus Bjørn Larsen. 

- Vi driver en velsmurt maskine herhjemme. Vi kan bare ikke komme op i sjette gear, fortæller  Frank Aalestrup, der er 54 år. Frank er uddannet elektriker, men arbejder i dag som sikkerhedschef og meget andet på møbelvirksomheden Tvilum. Han fik type 2-diabetes for 17 år siden som 37-årig, og bare få år senere begyndte han at få potensproblemer.

- Den lagde sig jo ikke ned fra den ene dag til den anden. Det var en proces, der skete stille og roligt. I starten tænkte jeg: Hvad fanden sker der her? Der sker ingenting! Så skulle der arbejdes lidt hårdere for det, og så lykkedes det. Men efter noget tid… jamen, du kan ikke præsentere mig for noget i dag, der kan få den op at stå. 

Da den yngste søn var omkring to år gammel, gik sexlivet helt i stå for Frank og hans kone.

- Vi har ikke sex mere og har ikke haft det i de sidste 10 til 12 år. Sådan er det bare. Hvis jeg kom og spurgte, ville min kone beredvilligt være med. Det er ikke derfra, der mangler noget. Det er mig, der “cutter” af. Når jeg ikke kan, har jeg ikke lyst til at ligge der og føle mig nedværdiget over, at jeg ikke længere er den mand, jeg engang var.

Det sagde jeg ikke noget om

- Vi mænd kan jo få problemer, jo ældre vi bliver – også selv man ikke har diabetes. Men jeg har lige været til fest i min gamle skoleklasse, hvor vi sad en flok mænd af samme årgang, og hvor
de andre snakkede om, at så blev “den der dame lige dusket”, og så tænkte jeg ved mig selv: Gjorde hun nu også det? Jeg ved i hvert fald, at hvis det var mig, der mødte hende, var jeg ikke i stand til det. Det er ikke mig, der dusker damerne, siger Frank.
- Men det sagde jeg jo ikke noget om. Det er ikke noget, man taler om.

Frank2

- Jeg sidder ikke i et hjørne og græder over det her, men jeg vil gerne have samme livskvalitet som alle andre, siger Frank Aalestrup. Foto: Claus Bjørn Larsen. 


Pillerne hjalp slet ikke
Frank vidste godt, at diabetes kunne give potensproblemer. Han tabte sig fra 130 til cirka 90 kilo, da han fik diabetes, men blodsukkeret har aldrig været godt reguleret.

- Det går ad helvede til med mit blodsukker. Jeg får både Metformin, Victoza og insulin. Alligevel ligger mit blodsukker som regel på mellem 12 og 15, når jeg måler det, og jeg har da også fået at vide, at jeg er meget insulinresistent.

- Jeg har spekuleret på, om det er det dårlige blodsukker, der gør, at jeg ikke kan få rejsning. Jeg har også problemer med min følesans. Det er, som om jeg går på trædepuder. 

Og det er ikke fordi, han ikke har prøvet at gøre noget ved det med rejsningen. Han har både prøvet Viagra og Cialis, der begge er potenspiller.

- Der sker ikke noget som helst. De piller skulle jo ellers være så gode. Jeg er åbenbart den eneste i hele verden, der ikke har succes med dem. En læge spurgte mig på et tidspunkt, om jeg nogensinde vågnede og havde rejsning. Neeeej, jeg kan vågne nogle gange og kigge ned, fordi jeg tror, jeg har rejsning, men når jeg kigger, så er der ikke noget. Så var beskeden, at der ikke var mere, man kunne gøre for mig.

- Det er ikke sådan, at jeg sidder i et hjørne og græder på grund af det her, men jeg vil gerne have samme livskvalitet som alle andre. Sex har engang betydet rigtig meget for mig. Nu ignorerer jeg sådan set bare, at det mangler i mit liv. Det er min måde at håndtere det på.

- I stedet tager jeg ud og fotograferer – sommerfugle og insekter. Så kan jeg ikke rumme andre tanker.


Sex er samleje

Frank har ikke overvejet, at han og konen kunne have sex uden samleje.

- Sex er for mig samleje. Det ene fører det andet med sig. Det er nu sådan, jeg ser på det.

Frank ville gerne have optrådt i denne artikel sammen med sin kone, men hun ville ikke være med. Parret har dog ingen problemer med, at han står frem alene.

- Det er klart, at det her påvirker min selvtillid omkring det seksuelle. Jeg vil ikke forsøge at charmere mig ind på min kone – eller en anden kvinde for den sags skyld – når jeg ikke kan gennemføre mit forehavende. Men ellers er jeg en fandens karl! Min selvtillid fejler heldigvis ikke noget på andre områder.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes