MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Gener og virus kan udløse type 1-diabetes

Professor, forskningsoverlæge og dr. med. Flemming Pociot har forsket i genetikken ved type 1-diabetes i 20 år. Her svarer han på, hvad vi ved og ikke ved om arvelighed og type 1-diabetes.

Hvor arvelig er type 1-diabetes?

- Type 1-diabetes er mere arvelig, end de fleste tror. Man kan illustrere risikoen på forskellige måder. Hvis du har type 1-diabetes, er risikoen for, at dit barn får type 1-diabetes mellem to og fem procent. Vi ved ikke hvorfor, men risikoen er størst, hvis det er faderen, der har diabetes.

Flemming Poicot

Professor Flemming Pociot

Hvis begge forældre har type 1-diabetes, stiger risikoen for, at barnet udvikler type 1-diabetes til omkring 20 procent. Risikoen for, at en person, der ikke har diabetes i familien, udvikler type 1-diabetes, er til sammenligning 0,4 procent.

Fem til ti procent af ny-diagnosticerede børn og unge har et familiemedlem med type 1-diabetes. Men når man kigger på folk, der har levet mange år med type 1-diabetes, så har 20 procent af dem slægtninge med type 1-diabetes.

Det er desuden et velkendt fænomen, at der er større risiko for at udvikle type 1-diabetes, hvis der er andre autoimmune sygdomme i familien (type 1-diabetes er en autoimmun sygdom. Det betyder, at immunsystemet danner antistoffer, som angriber kroppens eget væv, red.). Det kan for eksempel være sygdomme som struma, leddegigt, sklerose, psoriasis og inflammatoriske tarmsygdomme som crohn og colitis.

Hvad ved vi om de miljøfaktorer, der giver type 1-diabetes?

- Gener alene kan ikke forklare, hvorfor man udvikler type 1-diabetes. Hvis vi har et par tvillinger, og den ene udvikler type 1-diabetes, er der eksempelvis ikke 100 procents risiko for, at den anden tvilling udvikler type 1-diabetes, men kun mellem 30 og 70 procents risiko.

Der er altså nogle miljøfaktorer, der sammen med “de rette” gener, kan forårsage type 1-diabetes.

Der er meget, der peger på, at en af de miljøfaktorer kan være virusinfektioner blandt andet i form af en række almindelige diarré-vira, som for eksempel kan skade de insulinproducerende celler.

Det ser også ud til, at mangel på D-vitamin kan føre til en række forskellige autoimmune sygdomme som for eksempel diabetes.

Vi har også hygiejnehypotesen, der går ud på, at vores immunforsvar “keder” sig og derfor går til angreb på sig selv (denne hypotese gælder for alle autoimmune sygdomme), hvis det ikke bliver udsat for nok modstand i form af bakterier og skidt.

Der er også noget, der tyder på, at forurening har indvirkning på udviklingen af type 1-diabetes. Det er vi netop ved at teste ved at kigge på data fra børn med og uden diabetes.

Hvad ved vi om de gener, der giver type 1-diabetes?

- Der er sket rigtig meget siden, jeg begyndte at arbejde med genetikken ved type 1-diabetes for 20 år siden. Dengang kendte vi til to gener, der havde noget med type 1-diabetes at gøre. I dag har vi kortlagt mere end 45 gener, der tæller som risikofaktorer for udviklingen af type 1-diabetes. Vi kan forklare 90 procent af arveligheden med de gener, vi har fundet. Det er meget motiverende, når der sker så store fremskridt - tænk hvor langt vi er nået om ti år.

Vi er de sidste par år begyndt at finde ud af, at type 1-diabetes ikke bare er én sygdom. Både årsagen til at sygdommen opstår, og hvordan den påvirker den enkelte, er ikke ensartet. Det betyder måske, at vi på sigt skal tilbyde forskellig behandling og forebyggelse – alt efter hvilken risikoprofil patienten har. På den måde kan genetikken bidrage til at finjustere diabetesbehandlingen.

Artiklen er skrevet af Sara Hartmann Sivertsen, og er bragt i medlemsbladet november 2013. 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes