MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Gode råd til dit lægebesøg

Langt de fleste med diabetes bliver indkaldt til en diabetes-status en gang i kvartalet. Til samtalen er der ofte ikke så lang tid til at spørge ind til alt vedrørende din behandling. For at få det bedste ud af konsultationen er det derfor vigtigt, at du har gjort dig nogle tanker om, hvad du vil have ud af konsultationen. Vi har samlet en række gode råd dig, så du kan forberede dig bedst muligt og få mest ud af besøget.

Illustration: Bob Katzenelson

Hver 3.-6. måned bør du få tjekket:

  • Langtidsblodsukker (HbA1c)
  • Blodtryk

Minimum 1 gang årligt bør du få tjekket:

  • Kolesterol (totalkolesterol og LDL)
  • Nyrer
  • Øjne
  • Fødder
  • Tænder (ved paradentose)
  • Snak om motion, rygning, medicin og mad

Se balancekortet

1. Vær godt forberedt

Overvej på forhånd, hvad du gerne vil tale med din behandler om. Skriv dine spørgsmål og emner ned, og medbring dine noter.

2. Book ekstra tid

Oftest er der kun afsat 10-15 minutter til konsultationen hos din diabetesbehandler. Overvej allerede ved tidsbestillingen, om du har brug for ekstra tid og spørg, om det er en mulighed.

3. Find ud af, hvad din læge forventer af dig

Find ud af, hvad din læge forventer, du har forberedt inden konsultationen. For eksempel, at du har en udskrift af dine blodsukkerværdier med og har fået taget en blodprøve.

4. Tag en ven med

Det kan være en god idé at tage en ven eller et familiemedlem med til konsultationen, der kan lytte med. En der kan hjælpe med at notere nye aftaler, stille afklarende spørgsmål eller spørge til bivirkninger ved medicinen. 

5. Spørg om du må optage samtalen

Hvis du har erfaring med, at du har svært ved at huske, hvad du har talt med din behandler om, kan du bede om lov til at optage jeres samtale. Du kan også spørge, om du kan få noget information på skrift.

6. Tag din medicin med

Oplever du bivirkninger, eller er du usikker på, om du får den rette mængde medicin? Så kan det være en god idé at tage din medicin med til din behandler eller skrive navn og type ned og medbringe det til konsultationen. Du kan altid drøfte med behandleren, om virkning står mål med eventuelle bivirkninger – og om du for eksempel skal fortsætte med din medicin resten af livet.

7. Læg ud med dine ønsker for samtalen

Når du kommer ind til konsultationen, så fortæl din behandler, at du har nogle emner, du har forberedt, som du gerne vil drøfte.

Illustration: Bob Katzenelson

8. Spørg ind til din behandling

Du kan tale med din behandler om forskellige behandlingsmuligheder, så I sammen kan finde den bedste behandling til dig. Stil gerne spørgsmål til den behandling, du får, så du føler dig tryg ved behandlingen. Hvad er virkningen, og hvorfor får jeg denne behandling? Står virkningen mål med eventuelle bivirkninger?  

9. Spørg gerne en ekstra gang

Vær ikke bange for at bede din behandler om at gentage eller uddybe, hvis der er noget, du ikke forstår. Du kan helt enkelt sige: ”Den fangede jeg ikke helt, vil du sige det igen med andre ord?”

10. Find den rette behandler for dig

Det er vigtigt, at du og din behandler har en god dialog, så du oplever, at I har et godt samarbejde, hvor I får talt om dig, dit liv med diabetes og din behandling. Hvis samarbejdet ikke fungerer, kan du forsøge at tale med din behandler om det. Ændrer det ikke noget, kan det være en mulighed at skifte behandler. Som udgangspunkt er der frit sygehusvalg. Hvis det drejer sig om din praktiserende læge, kan du skifte læge på borger.dk. Som udgangspunkt skal du betale gebyr for et skifte.

En god konsultation mindsker diabetesstress

Det vigtigste ved en diabeteskonsultation er derfor, at man bliver så tryg ved sin diabetes som muligt, fortæller forskningsleder Ingrid Willaing.
Læs artiklen om diabetesstress

Nyttige links

Læs mere om reglerne om frit sygehusvalg

Skift læge på www.borger.dk

Du kan få oplysninger om din receptpligtige medicin på www.sundhed.dk, hos din egen læge samt på apoteket. Fortæl din behandler, hvis du tager alternativ medicin (naturmedicin eller kosttilskud).

På sundhedsstyrelsens hjemmeside interaktionsdatabasen.dk kan du selv undersøge, om der kan opstå  problemer ved samtidig brug af lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes