BLIV MEDLEM

Hvad er ketoner?

Ketoner er et affaldsstof, som kroppen producerer ved højt blodsukker over længere tid, og som i store mængder kan medføre syreforgiftning (ketoacidose).

Hvorfor skal du holde øje med ketoner?

Hvis cellerne i kroppen mangler sukker over længere tid, begynder kroppen i stedet at forbrænde fedt. I den proces danner kroppen ketoner, som er et affaldsstof. I store mængder kan ketoner føre til en syreforgiftning – også kaldet ketoacidose. Du kan måle mængden af ketoner i blodet. 

Sult-ketoner er ikke farlige

Ketoner målt sammen med lavt blodsukker bliver kaldt sult-ketoner. De er ikke farlige og skyldes oftest, at du ikke har fået nok at spise over længere tid (fx ved sygdom).
Du kan selv få sult-ketonerne til at forsvinde igen ved at sørge for at få noget at spise eller drikke.

Ketoner og højt blodsukker er risikabelt

Ketoner målt sammen med højt blodsukker bliver kaldt for syre-ketoner, og dem skal du tage alvorligt: 

  • Hvis dit blodsukker er højere end 15 mmol/l over længere tid, bør du først tage insulin og så måle dit blodsukker igen efter ca. en time

  • Hvis blodsukkeret stadig er over 15 mmol/l, bør du for en sikkerheds måle blodketoner (urin).

  • Hvis niveauet af ketoner er over 0,6 mmol/l kan det føre til syreforgiftning, og hvis niveauet er over 1,5 mmol bør du kontakte din behandler

  • Hvis du er på pumpe, og dit blodsukker ikke er faldet to timer efter, du har tilført insulin, så skift infusionssættet

Hvad er symptomerne på syreforgiftning?

Har du højt blodsukker over længere tid, og kan du måle ketoner i blodet, kan det være tegn på, at du er ved at få syreforgiftning.
Mange af symptomerne på en syreforgiftning minder om symptomerne på for højt blodsukker, men et særligt kendetegn kan være, at din ånde lugter af acetone.

Symptomer på syreforgiftning:

  • Kvalme
  • Hovedpine
  • Træthed
  • Tørst
  • Hyppig vandladning
  • Generel utilpashed
  • Acetonelugt fra munden
  • Ildebefindende
  • Opkast

Hvordan måler du ketoner – og hvad skal du gøre? 

Du kan teste for ketoner ved hjælp af et keton-apparat med tilhørende strimler og et prik i fingeren. Ketonstrimlerne viser en farve, som fortæller dig, hvor høj mængden af ketoner er, og om du er i risiko for at have syreforgiftning.

Det betyder keton-tallene: 

  • Under 0,6 mmol/l:
    Niveauet er normalt – fortsæt din behandling som vanligt
  • 0,6 – 1,5 mmol/l:
    Når blodketon-måling er 0,6 – 1,5 mmol, kan det føre til syreforgiftning (ketoacidose), som kræver behandling. Følg din behandlers vejledning
  • Over 1,5 mmol/l (kræver hjælp fra behandler):
    Når blodketon-måling er over 1,5 mmol, er der risiko for at udvikle syreforgiftning (ketoacidose). Kontakt straks din behandler for råd og vejledning

Det er sjældent, at det er nødvendigt, men kontakt altid din behandler, hvis du føler dig usikker på, hvordan du skal forholde dig. 

Gode råd, hvis du måler mellem 0,6 og 1,5 mmol/l ketoner:

Hvis du ikke ligger over 1,5 mmol/l ketoner, kan du selv:

  • Måle dit blodsukker og tage insulin, hvis det ligger højt
  • Sørge for at få rigeligt at drikke – gerne juice eller lignende med sukker i

Ketoner, når du er syg

Når du er syg med feber, vil du typisk også have brug for mere insulin, fordi feber nedsætter kroppens evne til at reagere på insulinen.

Ketoner, når du har feber

  • Sørg for at få rigeligt at drikke – og gerne væske med sukker i, hvis du ikke får så meget at spise
  • Mål dit blodsukker med jævne mellemrum cirka hver 3. time, så længe du er syg
  • En god tommelfingerregel er, at du skal tage ca. 25 pct. Ekstra insulin ved hver injektion pr. grad over 37,5
  • Hvis du over længere tid har højt blodsukker (15 mmol/l), bør du måle ketoner i blodet. Er der en forhøjet mængde ketoner, kan det være tegn på en begyndende syreforgiftning
  • hvis du kaster op, skal du tage halvdelen af din vanlige insulin

Lavt blodsukker under sygdom
Under sygdom kan du også opleve at få sult-ketoner, fordi du måske ikke får nok at spise.
Hvis dit blodsukker er normalt eller lavt, samtidig med at du måler ketoner, er det ikke farligt.
Sørg for at få noget at drikke eller spise, så forsvinder sult-ketonerne af sig selv.

Sådan opstår syreforgiftning: 

Klik på billedet herunder for at se det i et større format.

 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes