MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Insulinpumpe

De fleste mennesker med type 1-diabetes bruger insulinpen, men specielt blandt børn med diabetes er der en stigning i brugen af
insulinpumper.

Der forskes og udvikles meget nyt indenfor dette område, da brugerne af insulinpumper generelt er meget tilfredse. De oplever typisk et lavere langtidsblodsukker (HbA1c), færre tilfælde af svær hypoglykæmi (for lavt blodsukker) og en generel bedre livskvalitet.

Det kan dog være en udfordring hele tiden at skulle tælle og indtaste kulhydrater korrekt, måle blodsukkerværdier og justere insulintilførsel.

Men det er ganske få, som ønsker at gå tilbage til insulinpennen, når de først er startet med at bruge insulinpumpe.

Hvordan virker en insulinpumpe?

Idéen med en insulinpumpe er, at den frigiver insulin nogenlunde på samme måde, som en normal og rask bugspytkirtel. Det betyder, at pumpen afgiver en konstant mængde insulin (basalraten) døgnet rundt. Alle pumper kan i dag indstilles, så de afgiver forskellig mængde basalinsulin dag og nat.

Du tilføjer ekstra insulin til måltiderne ved at trykke på en knap på pumpen, dette kaldes bolusdosis. Insulinpumpen pumper insulin ud
gennem en tynd slange, som er forbundet med en lille metalnål eller et plastikkateter, som ligger i underhuden.

Som udgangspunkt skal man have insulinpumpen på døgnet rundt, da den hele tiden afgiver små mængder insulin. Insulinpumpen kan bæres i et bælte om maven eller i lommen. 

NB. Pumpen kan godt tages af i kortere perioder ved f.eks. badning, sport eller sex.

Læs mere om hvordan en insulinpumpe virker

Hvor ofte skal jeg måle blodsukker?

Du bør måle dit blodsukker før hvert måltid. I starten kan det være en god idé at skrive måleresultaterne ned i en dagbog eller i pumpens computerprogram, så du bedre kan danne dig overblik over dine blodsukkertal.

Hvor ofte skal katetret skiftes?

Et kateter bør skiftes hver tredje dag eller to gange om ugen. Husk at jo længere tid et kateter sidder på samme sted, jo større er risikoen
for at udvikle insulin infiltrater (insulinknuder) og infektioner.

Mål dit blodsukker 2-3 timer efter, at du har skiftet katetret, så du er sikker på, at katetret virker.

Hvem kan få pumpe?

Tal med din diabeteslæge, hvis du er interesseret i at vide mere om en insulinpumpe måske er noget for dig.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes