MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Diabetisk nyresygdom

Diabetisk nyresygdom (også kaldet nefronpati) er en følgesygdom til diabetes.

Nyrerne fungerer som et filter, der renser blodet for affaldsstoffer. Desuden regulerer nyrerne kroppens indhold af vand og salt og justerer blodtrykket. Nyrerne består af fint forgrenede blodkar, som kaldes blodkarnøgler.

Når nyrerne renser blodet løber blodet igennem blodkarnøglerne, og affaldsstoffer, salt og væske udskilles som urin. Urinen indeholder normalt ganske små mængder æggehvidestof, blandt andet stoffet albumin.

Nyrerne bliver beskadiget af en dårlig reguleret diabetes. Når nyreblodkarnøglerne beskadiges, bliver de utætte, således at albumin bliver udskilt i urinen. Hvis dette ikke bliver behandlet, bliver flere blodkarnøgler beskadiget, og endnu mere albumin vil blive udskilt i urinen.

Også udskillelsen af affaldsstoffet kreatinin stiger, når nyrerne beskadiges. Måling af kreatinin kan dog ikke anvendes til at opdage begyndende diabetisk nyresygdom. 

De færreste diabetikere udvikler nyresvigt på grund af diabetisk nyresygdom. Får man nyresvigt, er det nødvendigt med enten dialyse eller en nyretransplantation.

Hvad er årsagerne til diabetisk nyresygdom?

Diabetes giver i sig selv en øget risiko for nyresygdom, da forekomsten af nyresygdom er markant større hos mennesker med diabetes i forhold til personer uden diabetes. Du har større risiko for at udvikle diabetisk nyresygdom, jo længere tid du har haft diabetes, og jo dårligere din diabetes er/har været reguleret.

Derudover øger rygning risikoen for diabetisk nyresygdom. Bortset fra dette ved man endnu ikke hvorfor, nogle diabetikere udvikler diabetisk nyresygdom, mens andre ikke gør. Man ved dog, at arvelighed også er en faktor.

Hvad er symptomerne for nyresygdomme?

Diabetisk nyresygdom giver ikke vandladningsproblemer og gør ikke ondt. Ved mere fremskreden diabetisk nyresygdom oplever nogle ophobning af vand og salt i kroppen, som giver hævelser i bl.a. ben, fingre eller omkring øjnene. Samtidig med at udskillelsen af albumin øges i urinen, stiger blodtrykket gradvist.

Hvordan bliver jeg undersøgt for diabetisk nyresygdom?

Da der kan gå flere år, uden at diabetisk nyresygdom giver symptomer, er det meget vigtigt, at du får kontrolleret din nyrefunktion hos lægen mindst én gang om året. Det sker gennem en urinprøve, hvor man undersøger hvor meget albumin, der er i urinen, så begyndende nyreskade kan opdages så hurtigt som muligt.

Nogle gange undersøges urin fra det seneste døgn. Som regel er det dog nok at undersøge morgenurinen. Hvis der er en forhøjet udskillelse af æggehvidestof i urinen, skal du som diabetiker have foretaget undersøgelsen ved hver kontrol.

Derudover kan din nyrefunktion kontrolleres med en blodprøve. Det er vigtigt, at lægen også undersøger dit blodtryk regelmæssigt. Behandling af bare et ganske let forhøjet blodtryk kan nemlig forhindre eller forsinke udviklingen af diabetisk nyresygdom.

Hvordan behandles diabetisk nyresygdom?

Hvis du har små forhøjede mængder æggehvidestof i urinen, vil der blive sat en behandling af diabetisk nyresygdom i gang. Behandlingen er livslang, og den indledes tidligt for at forebygge yderligere udvikling af nyresygdommen. Behandlingen bliver sat i gang uanset dit blodtryksniveau.

Udskillelsen af albumin bruges sammen med blodtrykket til at vurdere, hvor god behandlingen af nyresygdommen er.

Behandlingsform

Medicinsk behandling af nyresygdommen sker med visse former for medicin, der sænker blodtrykket. Blodtryksnedsænkende medicin beskytter nyrerne og fører til, at indholdet af æggehvidestof i urinen mindskes.

Blodsukker og blodtryk spiller en afgørende rolle for behandlingen af diabetisk nyresygdom. Hvis du kan holde dit blodsukker nede og blodtrykket på et normalt niveau, vil tabet af nyrens funktion gå meget langsommere.

Hvordan forebygges diabetisk nyresygdom?

Risikoen for at udvikle diabetisk nyresygdom stiger, jo sværere du har ved at opnå en god blodsukkerregulering og et normalt blodtryk.

Den bedste forebyggelse er derfor en god regulering af dit blodsukker og dit blodtryk. Det forebygger også en forværring af sygdommen, hvis den først er konstateret.

Rygning øger risikoen for diabetisk nyresygdom væsentligt. Det er derfor en vigtig forebyggende indsats at holde op med at ryge.

For meget salt i maden kan øge blodtrykket, hvorfor det anbefales at begrænse indtaget af salt. Det er ligeledes en god idé at prøve at undgå overvægt.

Det er en god ide at få tjekket din nyrefunktion en gang årligt hos din behandler (via en urinprøve).

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes