MIT DIABETESBLIV MEDLEM

“Folk skal se mig som fodboldspiller og ikke som hende med diabetes”

Foto: Nils Mailvang

Fortalt til Sara Hartmann Sivertsen til medlemsbladet, september 2017. 

“Jeg har aldrig tænkt, at diabetes ville være en hindring for mig. Jeg begyndte at spille fodbold som syvårig og fandt hurtigt ud af, at jeg var god. Og det var jeg jo, selvom jeg havde diabetes. Nogle gange har jeg tænkt, om jeg kunne have været endnu bedre, hvis jeg ikke havde diabetes? Måske var jeg blevet verdens bedste fodboldspiller? Det finder jeg aldrig ud af. Og omvendt kan det også være, at jeg netop er blevet god til fodbold, fordi jeg har diabetes og kender min krop så godt? 

Nanna Christiansen, 28 år, fodboldspiller i Brøndby IF og på det danske kvindefodboldlandshold. Fik type 1-diabetes som 1-årig. Har spillet 81 landskampe og har senest været med i EM, hvor hun var inde i tre kampe og endte med en sølvmedalje om halsen. Hun træner 4-6 gange om ugen og er pædagog i en børnehave i Hellerup. 

Jeg ved ikke, hvordan det er ikke at have diabetes. Jeg har ikke prøvet andet – det er bare en del af min hverdag. Jeg er lykkelig over, at jeg fik det så tidligt. Hvis jeg havde fået det som 15-årig, ville det nok have været en stor omvæltning. Mine holdkammerater ved, at jeg har diabetes. De ved hvorfor, hvis jeg lige går ud af træningen og drikker en æblejuice – det sker dog sjældent. Jeg har aldrig haft insulinchok eller episoder, hvor jeg har haft brug for andres hjælp. Og jeg vil også hellere have, at folk ser mig som en foldboldspiller end som hende med diabetes. Når det er sagt, er jeg stolt af, at jeg er kommet så langt i fodboldverdenen – til trods for at jeg har diabetes.

Jeg tager min insulinpumpe af, når jeg spiller fodbold. Både til træning og til kamp. Somme tider ryger den lige på i halvlegen, hvis mit blodsukker er for højt. Det kan godt være svært at forudsige, hvor meget insulin jeg skal tage før træning eller en kamp, da mit blodsukker både kan finde på at falde og stige afhængigt af aktivitetsniveauet, og hvor spændende en kamp for eksempel er. Men jeg tager blodprøve som det første, når træningen eller kampen er slut, så jeg kan se, om jeg skal gøre noget ved det. Mit blodsukker lå heldigvis supergodt under EM. 

Mine trænere behandler mig ikke anderledes på grund af min diabetes. Og det er jeg glad for. Jeg har valgt, at jeg er ligesom alle andre. Jeg spiser og drikker præcis det samme, som mine holdkammerater gør. Det er ikke sådan, at jeg holder mig fra at spise kage eller slik. Jeg sørger bare for at tage den rigtige mængde insulin til det. Og jeg kunne aldrig finde på at bruge diabetes som en undskyldning over for mine trænere eller holdkammerater, hvis jeg har spillet en dårlig kamp. Det er først noget, jeg tænker over, når jeg sidder derhjemme for mig selv. For hvis mit blodsukker ikke har ligget, som det skulle, kan det jo godt være skyld i, at jeg har spillet dårligt. Når de tanker kommer, bliver jeg irriteret, sur og ked af det, for diabetes skal bare ikke tage kontrollen og ødelægge mit liv.

Jeg har selvfølgelig perioder, hvor jeg tænker: Hvorfor er det lige mig, der har fået diabetes? Men så kommer der heldigvis en ny dag, hvor jeg skal på arbejde hen til alle de glade børn eller til træning, og så er jeg klar igen. Jeg prøver at sige til mig selv: Det nytter ikke noget at blive sur og skælde ud over det. Jeg har diabetes. Det kan jeg ikke ændre. Men hvis jeg gør de ting, jeg skal for at holde mit blodsukker stabilt, så har min krop jo nogenlunde de samme kvaliteter, som hvis jeg ikke havde diabetes. Hvis man bliver sur og ligeglad med det hele, får man jo de her høje – eller lave blodsukre – og så kan ens krop ikke fungere ordentligt.

Jeg gad godt, at jeg kunne fokusere 100 procent på fodbold, når jeg spiller kamp. Men jeg er lige nødt til at tage en blodprøve før kampen – og jeg skal lige måle i halvlegen – netop for at jeg kan fokusere på kampen. Jeg kan godt synes, at det er lidt uretfærdigt, at jeg skal koncentrere mig om den slags – i stedet for at koncentrere mig om, hvad jeg skal gøre på banen for at score det næste mål. Jeg har en drøm om, at jeg en dag bare kan spise en pille, så jeg slipper for at rende rundt med pumpen – det ville være virkelig lækkert. Og jeg gad også godt at have det nye udstyr (FlashLibre, red.), hvor jeg kan måle blodsukkeret uden at skulle stikke mig”. 

Hør Nanna fortælle, hvor meget - og hvor lidt - diabetes fylder i hendes hverdag med fodbold i videoen herunder:



Læs artiklen i medlemsbladet

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes