MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"3-dobbelt Ironman med type 1-diabetes"

Artiklen er skrevet af Morten Hasselbalch

Både før og efter diagnosticeringen som type-1 diabetiker i 1998, har motion været en vigtig bestanddel af mit liv. Derfor betød diagnosen ikke større ændringer i mine motionsvaner og motionsdrømme. Men det betød, at jeg havde fået en passager i mit tog, som jeg altid blev nødt til at tage hensyn til og skulle passe godt på. Men vigtigt det var, at min diabetes netop forblev en passagerer og ikke føreren af toget, ellers ville jeg aldrig kunne imødekomme mine motionsdrømme.

Motionsdrømmene kulminerende foreløbigt i weekenden den 24. juli – 27. juli 2015 med en Triple Ironman i Tyskland (11,4 km svømning, 540 km cykling og 126,6 km løb).

At måle og atter måle – en afgørende forberedelse

Hvis der er noget, der er sikkert, så er det at ens diabetes er meget individuel. Hvordan blodsukkeret reagerer på forskellige former for aktivitet, mad, drikke osv., er et meget individuelt anliggende. Én måde at komme tættere på forståelse af disse sammenhænge, er at måle sit blodsukker – så ofte som muligt.

Jeg måler mit blodsukker ofte og er særligt opmærksom på at gøre det før, under og efter min træning. Det er en uvurderlig viden, jeg får, som gør det lettere at regulere blodsukkeret under eksempelvis et marathonløb eller en Ironman, men det giver mig også en meget vigtig ro omkring min deltagelse i races.

Jeg ved, at når jeg står på startstregen, skal det nok gå, og jeg ved, hvad jeg skal foretage mig ved lave eller høje blodsukkerværdier undervejs. Det giver en mental ro og en overbevisning om, at jeg kan det samme, som de andre ikke-diabetikere i racet. Denne faktor, mener jeg ikke, skal underkendes, især når man begiver sig ud på marathonløb, Ironman, eller en 3-dobbelt Ironman.

Igennem nogle år skrev jeg ned, hvordan mit blodsukker havde været før, under og efter en træningstur, hvad tid på dagen jeg motionerede, hvad jeg havde spist op til, hvad jeg havde taget af insulin til dette måltid, og hvor meget energi jeg indtog undervejs på løbeturen/cykelturen/svømmeturen. Gøres dette over et stykke tid, vil der udarte sig et mønster.

Jeg observerede, at mit blodsukker bevæger sig på en bestemt måde afhængig af, om jeg løber før morgenmaden eller sidst på eftermiddagen; om jeg løber intervaltræning eller en længere langsom tur. Des mere du måler og noterer, des tydeligere bliver mønsteret og nogle decideret retningslinjer for, hvordan dit blodsukker bevæger sig under forskellige udfoldelser, begynder at opstå.

Her begynder det så at blive lettere at finde ud af, hvor meget energidrik, druesukker o.l., som du behøver under træningen og til konkurrence for at holde et jævnt blodsukker. Men det forbliver retningslinjer.

Jeg oplever også afvigelser. Lige når jeg tror, at jeg har opskriften på, hvor meget energi jeg behøver under et marathonløb, forekommer der afvigelser, som er mere eller mindre forklarlige. De forklarlige forsøger jeg at blive klogere på – fx det faktum, at blodsukkeret stiger ved hormonudskillelse, som typisk forekommer, når man er lidt spændt ved starten af et race.

Andre gange finder jeg ikke forklaringen på det pludselige udsving i blodsukkeret. Det tror jeg, er vigtigt at acceptere og ikke lade det være genstand for at miste lysten til at udleve sine motionsdrømme eller helt at give op.

Hasselbalch 2

Den kontinuerlige blodsukkermåler

Når nu jeg hævder, at hyppige målinger er et vigtigt middel til et bedre reguleret blodsukker og derved et essentielt grundlag for at kunne udleve sine motionsdrømme, er den kontinuerlige blodsukkermåler (CGM) et stærkt hjælpemiddel.

Jeg har været så heldig at teste en CGM af to omgange. Først ved et 100 km løb i april 2015 og til den tre-dobbelte Ironman i juli 2015. Det har kort sagt været en fantastisk gevinst for min regulering af blodsukkeret.

Ved et ganske simpelt tryk på modtageren, bliver dit aktuelle blodsukker vist. Modtageren måler ud fra vævsvæske og ikke blod, hvorfor den aktuelle måling er ca. 10 min. forsinket. Men målingen giver en tendenspil, så man hele tiden er klar over, hvorvidt blodsukkeret er på vej op, ned eller status quo.

Til den tre-dobbelte Ironman i Lensahn var den uundværlig til at monitorere blodsukkeret på cyklingen. Jeg havde den placeret på styret mellem aerobars i en vandtæt smartphoneholder, og tjekkede mit blodsukker ca. hvert 10. min igennem de 540 km cykling.

Også på løb havde jeg den med igennem samtlige 126,6 km. Med en placering på armen i selvsamme holder, var blodsukkerværdier kun et tryk væk. Jeg kunne let justere eventuelle lave eller høje blodsukre, inden det skabte problemer. Ikke mindst er det betydningsfuldt at undgå de høje værdier og derved ømme muskler og sågar kramper.

En CGM er med andre ord et enestående redskab til ikke blot at kunne regulere blodsukkeret fornuftigt under et race, men også til hverdagen.

Min krop kræver energi, men jeg har ikke noget insulin

På den tre-dobbelte Ironman opstod der en udfordring. Den lange konkurrence kræver enormt meget energi. Jeg havde brug for litervis af energidrik, gel, energibarer, mad osv.

Udfordringen var imidlertid, at selvom jeg spiste en stor tallerkenfuld ris, var den cyklet væk kort tid efter - uden brug af insulin. Dvs. at jeg igennem racet var tvunget til at tage lidt eller slet ingen insulin til min mad og energiindtag, ellers ville jeg få lave blodsukkerværdier. Derfor var jeg nødt til bl.a. at reducere min nat-insulin til et minimum. Jeg turde simpelthen ikke tage ret meget af frygt for at få lave blodsukkerværdier, som jeg ville få svært ved at hive op.

Men kroppen har brug for insulin til at oplagre glukose, protein og fedt i forskellige depoter. Under en tre-dobbelt Ironman indtages der enorme mængder kulhydrat, så mit dilemma bestod således i at gøre kroppen i stand til at optage og lagre det på bedst mulig måde.

Enkelte gange tvang jeg mig til selv til at tage lidt insulin for at sikre optagelsen af kulhydrat, men det var små mængder, og jeg var klar med cola og andre sukkerholdige væsker, hvis blodsukkeret skulle dykke. Jeg mangler således stadig fuldstændigt at knække koden for dette dilemma.

Husk både kulhydrat og protein

Igennem årerne og i mine forberedelser til den tre-dobbelte ironman har jeg arbejdet med, hvor meget energi jeg skal indtage. Jeg har erfaret, at jeg kan komme meget langt med brug af energidrik og energi-geler. Dette var således også hovedbestanddelen i min ernæringsplan for konkurrencen i Tyskland.

Jeg var imidlertid nødt til at supplere op med reelle måltider (ris med linser og soya), som har et lavt glykæmisk indeks, dvs. giver en langsom, jævn tilførelse af glukose, som bliver sendt derhen, hvor kroppen har mest behov for det. Det gav ligesom en base af energitilførelse. Det gode ved linser er, at de er rige på protein. Sammen med linser sikrede jeg en solid tilførelse af protein igennem forbrug af proteinbar, proteinholdig energidrik og kakaomælk.

Hasselbalch 3Selvom protein kun udgør ganske få procent at det totale energiforbrug, er det vigtigt under længerevarende fysisk udfoldelse. Det ekstra protein bruges nemlig til genopbygning af tabt muskelmasse. Proteinerne skaber en kontinuerlig opbygning af en konstant nedbrydende muskelmasse, som især er udtalt under en 3-dobbelt Ironman.

Masser af væske og elektrolytter

Jeg drak enorme mængder væske. Jeg drak primært energidrik, så jeg både fik væske og energi på samme tid. Et væskeunderskud på 2-3 % betyder pulsstigning på ca. 15-20 slag/min. Dehydrering betyder at kulhydrat i større udstrækning anvendes som energikilde og derved tømmes kulhydratdepoterne hurtigere.

Jeg bruger energidrik, som er rig på elektrolytter (bl.a. natrium, magnesium, kalium og klorid). Disse er meget vigtige på lange træningsture og konkurrencer. Kort fortalt har elektrolytter den funktion, at de har betydning for de elektriske signaler, der styrer en muskelsammentrækning. Hvis der sker forandringer i forholdet mellem elektrolytterne, kan der opstå muskelkrampe, fordi musklen, forenklet sagt, får besked om at trække sig sammen, men ikke kan få signal om at slappe af igen. Disse konsekvenser havde jeg bestemt ikke brug for i Lensahn, hvorfor jeg i hver drikkedunk tilføjede en kapsel elektrolytter.  

Det mentale spil

Som diabetikere hører vi ofte: ”Du kan, hvis du vil”. Jeg mener ikke, at det er en konstruktiv tilgang i forsøget på at udleve sine drømme som diabetiker. Det giver hurtigt en følelse af, at det til enhver tid er din egen skyld, hvis du ikke formår at udleve dine drømme.

Jeg mener, at det er vigtigt at anerkende sin diabetes og forstå, at den er unik for dig. Det betyder, at når din ven med diabetes uden problemer gennemfører et marathonløb, er det ikke ensbetydende med, at du kan uden problemer eller overhovedet har mentalt overskud til at forsøge.

Jeg mener, at det er en længere proces, hvor man lærer sin diabetes at kende i situationer, som er mere eller mindre identiske med ’drømme-situationen’. Hos mig selv betyder dette, at jeg igennem lang tid har øvet mig i træningen, set og noteret, hvordan mit blodsukker har reageret på forskellige løbeture, cykelture, svømmeture osv.

Udover at det giver en god fornemmelse af, hvor meget energi jeg har brug for undervejs, og derved undgå høje og lave blodsukkerværdier, så giver det mig ro og selvtillid. Det giver mig netop det mentale overskud, som jeg mener er helt afgørende for at kunne kaste sig ud i sine drømme, hvad enten det er et ½ marathonløb, marathonløb eller en 3-dobbelt Ironman.

Med andre ord er jeg overbevist om, at mulighederne for at udleve ens drømme i mindre grad er bestemt af at have diabetes eller af ens fysiske formåen, men i højere grad bestemmes af hvor godt du lærer passageren diabetes at kende.

Et godt kendskab til din diabetes igennem træningstimer, målinger, noteringer osv., har netop givet mig det mentale overskud til at kaste mig ud i længerevarende aktiviteter og ekstreme konkurrencer – drømmene udleves.

Morten Hasselbalch er en del af TeamNovoNordisk’s Triathlon-team.

Se mere på www.teamnovonordisk.com

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes