MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Jeg tænkte bare, at jeg havde fem dage til at blive klar til kampen om søndagen mod Brøndby"

Hobros forsvarsspiller Anders Egholm tænker i blodsukre før, under og efter, han går på banen. Men selv om han fik type 1-diabetes for seks år siden, har han aldrig tvivlet på, at han skulle fortsætte sin professionelle fodboldkarriere. Her fortæller han sin historie om diabetes.

Af Helen H. Heidemann, journalist hos Diabetesforeningen.
Interviewet er fra medlemsbladet februar 2015.

“Jeg begyndte at tabe mig. Først troede jeg, det var fordi, jeg glemte at spise. Jeg var næsten lige blevet far for første gang, så det var jo mere interessant.

Jeg havde slet ikke den normale energi til træning og kamp. Blev enormt hurtigt træt og var helt smadret, når vi havde en træningsøvelse. Troede så det var en virus af en eller anden art, for jeg blev ikke bedre. Jeg var meget tørstig og husker, hvordan jeg glædede mig til at skulle have et kæmpe glas vand eller sodavand – med sukker. Vidste jo ikke, at sukker var skidt for mig.

Som spiller bliver man vejet en gang om ugen, og jeg tabte mig tæt på seks kilo på en måned. Til sidst var jeg ikke i tvivl om, at der var noget galt. Jeg ringede til klublægen, som sagde, jeg skulle komme og få taget nogle blodprøver, og at det kunne være diabetes. Jeg havde et blodsukker på cirka 30.

Det var en tirsdag – den 14. oktober 2006. Jeg blev indlagt på Kolding Sygehus, men jeg havde bare for øje, at jeg skulle spille mod Brøndby om søndagen. Det var ligesom, hvis jeg havde ondt i læggen eller låret og havde fem dage til at blive klar til Brøndbykampen. Sådan tænkte jeg. Det gik ikke rigtigt op for mig. Jeg ringede til træneren og sagde, at jeg bare lige skulle tjekkes, så var jeg klar.

Jeg sagde til sygeplejerskerne, at jeg skulle spille kamp om søndagen. Det sagde de, at jeg ikke kunne, og jeg fandt hurtigt ud af, at de havde ret. Det kunne jeg ikke.

HVEM

  • Anders Egholm, professionel fodboldspiller
  • 31 år
  • Forsvarsspiller for Hobro i Superligaen. Har tidligere spillet for Esbjerg, Herfølge, SønderjyskE og Randers
  • Fik type 1-diabetes i 2008
  • Gift, to børn på 6 og 4 år, og har et tredje barn på vej

Jeg var på sygehuset i tre-fire dage, blev sat i insulinbehandling og lærte at stikke mig. Det var meget mærkeligt. Men jeg var hurtigt tilbage på træningsbanen. Jeg spillede to uger efter, men det var ikke fordi, jeg spillede særlig godt. Jeg spillede for SønderjyskeE i Haderslev dengang, men jeg havde slet ikke de samme kræfter – havde mistet rigtig meget muskelmasse i lår og baller. Jeg havde et enormt formdyk, og det tog mig et halvt år at ramme mit normale gode niveau.

Det betød meget, at jeg kom på banen så hurtigt, og at træneren gav mig lidt længere snor. Det var et stort plus og rart for mig at mærke, at der var opbakning. Det gjorde også, at jeg ikke følte mig så syg, som man jo egentlig er, når man har diabetes. Sådan har jeg det stadig. Jeg føler mig ikke syg. Jeg tror, det er sundt ikke at gøre sig selv for syg, når man har diabetes. Ved ikke, om det er rigtigt sagt, men det er sådan, jeg har det.

Jeg har ikke haft sådan en rigtig nedtur på grund af diabetes, men det er et irritationsmoment – alle de ting, man skal huske hele tiden. På en dejlig sommerdag, hvor jeg render rundt i et par shorts og en T-shirt eller bare hygger mig med vennerne, skal jeg alligevel have alt det der grej med.

Jeg tager mange blodsukre og synes, jeg er forpligtet til at være godt reguleret – både af hensyn til mig selv og min familie, så jeg forhåbentlig undgår følgesygdomme.

Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville blive ved med at spille professionel fodbold på trods af diabetes. Jeg prøver at holde fast i, at mit liv ikke skal ændre sig, og jeg tror på, at jeg kan gøre alt det, jeg gerne vil. Jeg har to – maks. tre gange – gået ud af træningen på grund af ubehag. Alle i spillertruppen, vores læger, fysioterapeuter og trænere ved, jeg har sukkersyge. De ved, at jeg godt kan tage et blodsukker under et oplæg og stadig høre efter. Vi har altid energibarer ved træningsbænken og en glukagonpen (glukagon er et hormon, der får blodsukkeret op), hvis jeg skulle gå i insulinchok, men det har jeg heldigvis aldrig oplevet. 

Jeg er meget opmærksom på mad og blodsukker før, under og efter en kamp. Det kræver enormt meget fokus. Man kommer til stadion, der er interviews, man er på, adrenalinen kører – det påvirker blodsukkeret. Jeg vil gerne ligge på omkring 7, når vi kommer til stadion. Så drikker jeg en energidrik og forsøger at ligge på omkring 10 ved opvarmningen. Efter opvarmningen vil jeg gerne være på cirka 12. Det er sjældent, blodsukkeret ryger under 12 under en kamp. Jeg tager mit blodsukker i pausen. Hvis det er 10, tager jeg noget sukker. Efter en kamp kan mit blodsukker sagtens ligge helt oppe på 18, men det er hurtigt nede igen, fordi jeg har brugt så meget energi og tager insulin.

Der er ikke mange, der ved, hvad diabetes går ud på. Det vidste jeg heller ikke selv, før jeg fik det. Men mine holdkammerater spørger ind til det, og det er stadig sjovt, når de også vil måle blodsukker, når vi sidder i bussen eller er i omklædningsrummet”.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes