MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Mod de høje tinder

Lige siden den 47-årige politikommissær Ehm Christensen fra Korsør fik type 1-diabetes for 20 år siden, har han været optaget af, at diabetes ikke skulle begrænse hans liv og lyst til fysiske udfordringer. At bestige bjerge er en af dem. Efter grundige forberedelser besteg han det franske bjerg Mont Blancs 4.810 meter i 2009. I februar i år hævede han barren i mere end én forstand og kunne nyde udsigten fra argentinske Aconcaguas berusende 6.992 meter. Kraftanstrengelsen mod tinden i Argentina blev ledsaget af op mod 200 blodsukkermålinger og tysk, langtidsholdbart schwartzbrot i rygsækken.

Af Thomas la Cour, journalist hos Diabetesforeningen.
Artiklen er fra medlemsbladet maj 2012.

Mont -BlancDet er sin sag at transportere insulin, når temperaturen svinger mellem dagens 35 varmegrader og nattens 20 frostgrader. Særligt, når man skal medbringe forbruget til fire uger i vildmarken.  Men en termoflaske og en vandtæt pose båret tæt på kroppen løste opgaven. Om natten skulle det hele opbevares i soveposen.

- De andre i gruppen kunne nyde det bløde liggeunderlag, mens jeg hver nat lå på en ordentlig dynge skrammel, siger Ehm Christensen.

Jo tættere på målet, desto tyndere bliver luften. På toppen af Aconcagua er iltindholdet i luften blot 40 procent i forhold til for foden af bjerget. Hvert skridt er en kraftanstrengelse det sidste stykke vej. Men også længere nede er der store krav til fysikken.

 

- Man har en mere eller mindre konstant puls på over 120 hele dagen, så der skal spises og drikkes hele tiden, og man er godt træt, når der skal hviles. Jeg sørgede for, at mit blodsukker hele tiden lå en smule højere end normalt, så jeg mindskede risikoen for lavt blodsukker, fortæller Ehm Christensen.

Ehm husker kun en enkelt krise undervejs til toppen af Aconcagua – og den var af teknisk art. Hans rejsekammerat, Klaus, der ikke er diabetiker, havde fået nøjagtig den samme beholdning af insulin og udstyr til blodsukkermåling med på turen, så Ehm kunne miste hele sin beholdning uden at komme i fare. Men på et tidspunkt ville han skifte nåle i begge fingerprikkere på samme tid.

- Jeg havde hevet nålene ud og opdagede så, at jeg ikke havde fået nye med. En sikringsordning gjorde, at de gamle nåle ikke kunne sættes i igen. Jeg var virkelig på den og på nippet til at vende om. Jeg skulle jo til at måle blodsukker med insulinpennen, hvis ikke jeg fandt en løsning. Heldigvis var der en tandlæge med interesse for finmekanik med i gruppen, så han fik fikset nålene på plads i fingerprikkerne. 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes