MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Sporten gør mig fri"

Når 21-årige Bjarne Laursen spiller Ultimate Frisbee, glemmer han, at han har type 1-diabetes. Ingen andre end ham selv skal sætte begrænsninger for ham og hans liv, besluttede han, da han fik sygdommen som 18-årig.

Foto: Ulrik Jantzen

Hvis du tror, Ultimate Frisbee minder om hyggefrisbee på stranden om sommeren, kan du godt tro om igen.

- Det er rigtig hårdt at spille Ultimate, og det er det, jeg synes, er fedt. Man løber enormt meget og kan give sig selv 100 procent, uden at man tackler hinanden og bliver fysisk voldelige, fortæller 21-årige Bjarne Laursen, der spiller i københavnerklubben Ragnarok, der hører til blandt Europas bedste.

Hver kamp varer cirka halvanden time med syv spillere på hvert hold ad gangen. Spillet minder lidt om amerikansk fodbold med en “end zone”, hvor der skal scores.

- Discen skal gribes i målet. Det vil sige, at man ikke kan score alene, og det er der noget smukt ved, synes jeg. Ånden i spillet er også, at man spiller fair. Derfor er der ingen dommere, forklarer Bjarne, der denne kolde efterårsdag har lokket to af sine Ragnarok-kammerater ud i Fælledparken for at blive fotograferet, selv om indendørssæsonen netop er startet.

Ragnarok, der for 12. år i træk er danmarksmestre, har for nylig vundet bronze i de europæiske klubmesterskaber. Bjarne er også på det danske Ultimate Frisbee landshold, der forrige sommer opnåede en ottende plads i EM.

Vil overvinde begrænsninger

Bjarne begyndte at spille Ultimate Frisbee, da han gik på Egå Gymnasium. Da han var 18 år og gik i 3.g, fik han type 1-diabetes.

- Det gik ret hurtigt op for mig, at jeg nu ville give mig endnu mere hen til sporten, for jeg vil gerne vise den her sygdom, at den bestemmer sgu ikke over mig. Det er blevet min måde at give diabetes fingeren. Lige meget, hvad den bringer mig, vil jeg blive endnu bedre og endnu stærkere, end før jeg fik sukkersyge. De begrænsninger, der er, vil jeg overvinde.

Bjarne træner cirka ti timer om ugen og anser træning som en del af hans diabetesbehandling.

- Når jeg dyrker Ultimate, føler jeg mig ikke syg. Når min krop er aktiv, føler jeg mig fri, og jeg glemmer, at jeg har diabetes. Jeg er ikke anderledes end de andre på holdet, ingen tænker over, at jeg lige går ud og måler engang imellem eller kører brickjuicer ned før kampstart.

- Selvfølgelig er der også nedture, hvor man bliver ved med at opleve lave blodsukre eller som i sommer, hvor jeg var skadet og måtte droppe træningen i lang tid. Så fik jeg pludselig svært ved at styre blodsukkeret, som blev alt for højt. Men så kommer man jo ovenpå igen.

Hav tillid til dig selv

Bjarne håber, at andre unge vil sætte sig høje mål – også inden for sport – på trods af diabetes.

- Jeg synes, det er så ærgerligt, hvis der er nogen, der føler sig hæmmede, for det behøver altså ikke være sådan. Man skal lytte til, hvad diabetessygeplejersken fortæller, man skal være opmærksom på, men også have så meget tillid til sig selv, at man tør bryde nogle grænser og afprøve nogle ting. Diabetes er også et redskab til at lære sig selv bedre at kende. Jeg lærer virkelig meget om, hvordan min krop reagerer, når jeg træner.

Bjarne læser til civilingeniør på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby. Da han flyttede fra Egå til København, opsøgte han Diabetesforeningens Ungegruppe i Region Hovedstaden og er i dag formand for gruppen.

- Der er en helt særlig ro, år vi er sammen. Man har en umiddelbar forståelse for hinanden, så det er let at skabe bånd meget hurtigt. Der er ingen, der stiller spørgsmål eller kigger underligt, når man tager måleren frem eller pennen eller pumpen. Folk ved, hvad man laver.

Bjarne bruger selv pen og har foreløbig sagt nej tak til pumpe, fordi han vurderer, det bliver for vanskeligt ved lange turneringsweekender og den nærkontakt, der er i Ultimate Frisbee.

- Men måske finder jeg ud af noget andet på et tidspunkt. Dem i ungegruppen, der har pumpe, siger jo, at pumpen bare er det bedste.

Ingen skal tage min frihed

At gå til fester og drikke er et andet emne, der bliver talt om i gruppen.

- Jeg har aldrig før talt med andre med diabetes, så det er enormt rart, selv om vi altså kun bruger måske fem procent af tiden på at tale diabetes. Det sværeste for mig ved diabetes er det følelsesmæssige, og når jeg drikker, blev jeg i starten efter at have fået diabetes meget let ked af det. Det gjorde jeg aldrig før, jeg fik diabetes, og jeg forstår det ikke rigtigt. Jeg tror, jeg er blevet lidt mere sårbar sådan i det hele taget, men har heldigvis lært at håndtere det bedre nu.

- Man tænker jo over, hvilken betydning det får for resten af tilværelsen, at man har fået diabetes. Lidt efter lidt er det gået op for mig: “Det her er for real. Sådan her bliver det fremover”. Men der er ikke andre end mig selv, der skal sætte begrænsninger. Hverken når det gælder, om jeg må spise kage eller dyrke ekstremsport. Ingen skal tage min frihed.

Artiklen er skrevet af Helen H. Heidemann, og er bragt i medlemsbladet november 2012

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes