MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Løb og diabetes 1

Løb er uden tvivl en af de bedste og mest effektive træningsmetoder, når du vil forbedre din sundhedstilstand. Løb er en såkaldt bærende motionsform. Med bærende menes, at du selv bærer din egen kropsvægt i modsætning til træningsformer som cykling og svømning. Løb kræver derfor mere af den enkelte, og derved bliver udbyttet af træningen også større.

Løbetræning kræver benarbejde, hvilket sætter gang i energistofstiftet. Dine store benmuskler skal bruge energi, og det kræver ilt. Et øget iltbehov kræver bedre blodcirkulation i kroppen, og hjertet skal derfor arbejde hurtigere end i hvile.

Løb stiller altså krav til den enkeltes kredsløb og er derfor en rigtig god motionsform, når du vil forbedre det. Af samme grund er løbetræning også god, hvis du ønsker at tabe overflødige kilo, da løbetræning forbrænder en hel del fedt og kuldhydrater.

Allerede efter kort tid vil du kunne se og mærke forbedringer bl.a. på åndedrættet og evnen til at løbe i længere tid uden at blive forpustet. Løbetræning har dog flere positive effekter.

Positive effekter

Løbetræning har som andre former for kredsløbstræning vist sig gunstig i forbindelse med forøgelse af cellers insulinfølsomhed. Den fysiske træning forbedrer transporten af sukker fra blodbanen og over i cellerne. Sukkerniveauet i dit blod reguleres hermed bedre og hurtigere. Du vil som følge heraf måske kunne nedsætte dit behov for insulin.

Regelmæssig løbetræning har også vist sig fordelagtig på en række andre områder. Løbetræning:

  • styrker dit hjertekredsløb
  • forbedrer din konditionen
  • nedsætter risikoen for en række livsstilsrelaterede sygdomme, bl.a. hjerte-karsygdomme, depression, forhøjet blodtryk samt slidgigt
  • øger dine cellers insulinfølsomhed
  • reducerer din vægt
  • styrker dine muskler, knogler, sener og led
  • øger dit immunforsvar
  • giver dig fysisk og psykisk velvære

Fordelen ved løbetræning er, at du kan skræddersy den til netop dit behov. Du behøver således ikke at spurte afsted eller løbe et maraton for at få gavn af din træning. Løb er let at gå til og kræver ikke den store tekniske kunnen. Løbetræning kræver heller ikke en masse udstyr for at komme i gang. Du har kun brug for træningstøj, løbesko og lysten til at komme ud i den friske luft.

Løbetræning stiller heller ikke krav til tid og sted. Du kan løbe, hvor og hvornår det passer dig.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes