MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Petanque

Når du spiller petanque, går du mange skridt og får brugt mange forskellige muskler og led. Det skønnes, at man går 10.000 skridt ved en hel dags turnering, men spiller du nogle få kampe, kan det blive til 2-3 kilometers gang.


Mange kender spillet petanque fra underholdning i haven med familie og venner. Det er et spil for alle – uanset alder eller fysisk formåen. Spillet er i familie med boccia og spilles både som et underholdningsspil og som decideret sport.

Petanque er et kuglespil, hvor det handler om at placere/kaste sine petanquekugler, så tæt som muligt på en lille målkugle (kaldt ”grisen”).

Petanque udfordrer din teknik, strategi, taktiske formåen og især dine mentale kompetencer. Samtidig er spillet meget socialt. Der er tid til at vende verdenssituationen, og samtidig får du dig også rørt en hel del over flere timer.

Petanque er en af de billiste sportsgrene, du kan deltage i. Petanque spilles oftest udendørs, men kan også spilles i petanquehaller.

Petanque og diabetes 1

Når du spiller petanque, går du mange skridt og får brugt mange forskellige muskler og led. Det skønnes, at man går 10.000 skridt ved en hel dags turnering, men spiller du nogle få kampe, kan det blive til 2-3 kilometers gang. Dertil får du også brugt dine benmuskler, hver gang du skal kaste samt samle kuglerne op.

Det er derfor en god ide, at du spiser, som du ville gøre, hvis du skulle gå en tur på 3-5 km., inden du begynder at spille. Derudover bør du medbringe noget sukkerholdigt, som du normalt spiser eller drikker ved let øget fysisk udfoldelse.

Petanque er et udpræget koncentrations- og konkurrencespil, og er du et konkurrencemenneske, kan adrenalinet få blodsukkeret til at stige kortvarigt under spillet. Husk derfor at måle dit blodsukker undervejs.

Kom godt i gang med petanque

Petanque kan spilles som single, double eller triple. I single og double har hver spiller tre kugler - i triple har man to kugler.  Petanque spilles normalt på en hård sand- eller grusbane, men kan også spilles på græs.

Du kan spille petanque hele året rundt og i hele landet. Om sommeren giver det sig selv, men mange spiller også udenfor om vinteren. Derudover er der rundt i landet klubber, der har petanquehaller, som typisk bliver anvendt om vinteren.

Det kan være en god ide at melde sig ind i en klub. Her får du regelmæssig træning, og du kan finde svar, når der opstår spørgsmål. 

Find klubber på Dansk Petanque Forbunds hjemmeside

På DGI's hjemmeside kan du læse mere om petanque i DGI-regi

Regler
Træk lod om, hvilket holdt der skal starte. Det hold, der skal starte, tegner en cirkel med en diameter på 35-50 cm. Alle kast i første runde skal foregå med begge fødder inden for denne cirkel.

Det hold som starter, kaster ”grisen” ud i en afstand af mindst seks meter og højest ti meter fra cirklen. En spiller fra samme hold kaster den første kugle - og prøver at komme så tæt på ”grisen” som muligt.

Derefter forsøger modsatte hold at kaste en kugle tættere på ”grisen” - eller at skyde modstanderens kugle væk. Det hold, som ligger længst fra ”grisen”, bliver ved med at kaste, indtil de får en kugle tættest på ”grisen”. Herefter er det det andet holds tur.

Når et hold ikke har flere kugler tilbage, kaster det andet hold resten af sine kugler. Når alle kugler er kastet, tæller man point. Kun et hold får point i hver runde. Det hold, som ligger nærmest ”grisen”, får det antal point, som de har kugler nærmere end modstanderens nærmeste kugle.

Vinderholdet tegner en ny cirkel og starter næste runde. Vinderen er det hold, som først når 13 point.

7 gode råd

  1. Tag noget behageligt tøj på – både bukser og bluse må ikke være for stramt – du skal bukke dig en del gange samt kaste kuglen.
  2. Husk at drikke rigeligt med vand og en kasket, når du går i solen.
  3. Køb rigtige og godkendte petanquekugler. De koster fra kr. 500,- for et sæt med 3 kugler.
  4. Find nogle at spille sammen med – arbejdskollega, venner eller familie.
  5. Deltag i en turnering. Det er her, du rigtig lærer spillet at kende og får det ind under huden.
  6. Hav noget sødt på dig under spillet. Du går mange skridt, når du spiller.
  7. Inden spillet bør du spise, som du ville gøre, hvis du skulle gå en tur på 3 – 5 km.

Beklædning og udstyr til petanque


De første par gange du skal prøve spillet, kan du spørge i den lokale petanqueklub, om du kan låne kugler der. Så kan du bedre få en fornemmelse af, hvilke kugler, du skal købe. Du kan købe et almindeligt sæt havekugler fra 100 kr. Et rigtigt og godkendt spillesæt koster fra 500 kr.

Kugler og behageligt tøj er alt, hvad du skal bruge for at komme i gang.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes