MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Jumping Fitness

Den træningsvante Asta Heidemann fik sin sag for, da hun hoppede op på en trampolin og oplevede Jumping Fitness for første gang.


Asta tester jumping fitness [00:51]

19-årige Asta Heidemann har spillet tennis. Hun har også svømmet i stor stil. Og i dag, hvor hun er blevet student og har brugt et sabbatår på at tjene penge, cykler hun på arbejde i sommerhalvåret og når snildt op på 120 kilometer om ugen – og om vinteren går hun til fitness tre til fem gange ugentligt.

Asta er altså vant til at bevæge sig, men fik alligevel sin sag for, da Diabetes lokkede hende til Hillerød for at teste Jumping Fitness, der foregår på trampolin.

– Åh, jeg dur bare ikke til at koordinere arme og ben, sukkede hun, efter at Anette Kleis – professionel instruktør og indehaver af firmaet KLEISworkout, der ud over Hillerød også opererer i Vanløse og på Amager – havde hjulpet hende i gang.

Om testpersonen

Asta Heidemann, 19 år, fik type 1-diabetes som treårig. Har insulinpumpe. Har brugt et sabbatår på arbejde med alger i Forskerparken i Hørsholm og vil gerne læse biologi og arbejde som marinebiolog. Bor i Bagsværd med sin kæreste.

Astas blodsukker

Før træning: 9,2
Efter træning: 5,2

Jumping Fitness er en kombination af bodystep og aerobic, blot med den forskel, at det foregår på en fjedrende rund trampolin. Og som i de fleste andre sportsgrene er teknikken afgørende. I Jumping Fitness handler det ikke om at hoppe højt, men om at trampe igennem og bevæge sig på stedet.

– Du skal hoppe på flade fødder. Du skal ned i knæ og spænde godt op i maven. Nej! Numsen skal ikke op at flyve. Den skal blive nede, kommanderede Anette Kleis med Asta, og fortsatte:

– Hvis der ikke sker noget med pulsen, er det fordi, du ikke får knæene langt nok op.

Asta kan ikke huske, hvordan det var at leve uden diabetes, og hun har tjek på sin insulinpumpe og sine reaktionsmønstre og er vant til at indstille sit insulinbehov efter sine fysiske aktiviteter.

– Hvis jeg skal motionere i en time eller mindre, beholder jeg normalt pumpen på. Motionerer jeg i mere end time, kobler jeg pumpen fra eller reducerer basalraten. Oftest det sidste. Det er nemt at vænne sig til, siger Asta Heidemann, som denne eftermiddag havde noteret, at hendes blodsukker havde ligget lavt henover eftermiddagen.

– Jeg har taget pumpen af. Jeg tror, der er så meget aktiv insulin, at den ikke er nødvendig, lød hendes vurdering før træningsstarten.

Asta må koncentrere sig for at koordinere arme, ben og fødder på trampolinen. Foto: Nils Meilvang

Man skal bruge hjernen

Resten af holdet – syv kvinder fra sidst i 20’erne til sidst i 50’erne – havde alle prøvet det før. Og de var både fortrolige med øvelser som pony’er og stompings og med den pumpende musik, der spændte lige fra Trumpstas Mother Fucker-remix til og Bueno Clinic’s “I love sex with my ex”.

– Venstre, ned, ud, samle. Højre, ned, ud, samle. Venstre, ned, ud, samle. Højre, ned, ud, samle. Ja, du har den, Asta. Du skal bare lidt længere ned i knæ. Og så skal knæene helt op i armhulen. Det er sejt, du kan følge med, roste Anette Kleis – før hun skruede op for “Put your hands up” og inviterede holdet til at twiste på trampolinen, dreje hele vejen rundt om sig selv, hoppe op og slå sig selv på lårene og bagefter lande og krydse benene.

Efter 53 minutter var Asta ved at være mør. Hendes ben begyndte at syre til, men hun bed tænderne sammen og holdt ud – og fik bagefter et anerkendende klap af kvinden på nabotrampolinen. Det var Heidi Korsgaard, der præsenterede sig, mens hun tørrede sved af panden.

– Du er god. Jeg har også type 1-diabetes, og det er 11. gang, jeg er her. Det er fantastisk fitness. Der er masser af tempo og masser af serier, og samtidig skal man bruge hjernen for at udføre øvelserne rigtigt. Det er hårdt, det er godt, det er krævende, og det giver bare så meget puls, fremhævede den 47-årige regnskabsassistent, der har haft diabetes i 12 år og bruger insulinpen.

Den beskrivelse var Asta enig i. Og hun ville ikke afvise, at hun tager en tur mere i trampolinen, hvis hun finder et fitnesscenter tæt på Bagsværd, hvor de tilbyder Jumping Fitness:

– Det var vanskeligt, fordi jeg ikke kendte øvelserne og skulle følge Anettes bevægelser. Men bortset fra det var det jo bare sjovt og hårdt.

Sådan kommer du i gang

  • Du finder et fitnesscenter, der tilbyder Jumping Fitness, Rebounding eller Aero Jump. I dette tilfælde var det en professionel instruktør med eget firma og adgang til et fitnesscenter, der underviste. Andre steder er det kædecentre med egne instruktører.
  • Du giver Jumping Fitness en chance. Første gang er sjov, men kræver også meget opmærksomhed for at følge med. Jo flere gange, du deltager, jo bedre bliver du, og jo nemmere er det.

Fakta: Jumping Fitness er løb, hop, twist, spræl, hink og dans eller forskellige aerobicøvelser i vekslende tempo udført på en lille trampolin med håndtag lidt som et cykelstyr.

Effekt: Effektiv motion for kredsløbet, der forbedrer din kondition og motoriske evner. Udfordrer og træner din balance på en sjov og motiverende måde. Styrker muskulaturen i benene og din balanceevne.

Plus: Du bevæger dig på et elastisk underlag, der gør motionen relativ skånsom for leddene og det føles behageligt. Alle kan være med. Selv om det umiddelbart ser tempofyldt ud, finder du bare dit eget tempo og bygger op derfra.

Minus: Du skal være opmærksom og passe på fod- og knæled, da trampolinen reagerer anderledes end et fast underlag. Der sker kun få skader, men du skal selvfølgelig passe på, du ikke lander forkert og falder ned fra trampolinen.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes